Trapped in a church ... I never thought that would happen ~Julian

Tid: Middag
Sted: Kirken
Omgivelser: hvad der nu engang befinder sig i en kirke.
Vejr: Det regner, er køligt og overskyet.
Påklædning:

Miranda sad på en af kirkens bænker og betragtede kirken og dens udsmykning. Hun var blevet fanget inde i kirken da det regnede udenfor, hvilket det ikke havde gjort da hun var kommet dertil, ikke at det rigtig gjorde hende noget, der var meget man kunne lave i en kirke nu da hun var katolik. Dog var hun ikke fuldstændig troende, altså, hun troede på, at der fandtes mere imellem himmel og jord, end man først skulle tro, for se på hende selv, hun var en havfrue, en mytologisk væsen, som ikke burde kunne finde sted, men der sad hun, med sin indre fisk gemt i sig. Hun sukkede stille og lagde hovedet tilbage og så op i loftmalerierne der forestillede engle og gamle fortællinger. Hendes havblå øjne gled uinteresseret over loftet og hun bed sig let i underlæben imens hun bare ventede på at regnen stilnede af og stoppede så hun atter kunne bevæge sig udenfor.

Miranda satte sig hurtigt og let op igen da døren åbnede sig og en ung mand kom ind, og stivnede. Han var helt våd, men da han smed sin skjorte, tænkte hun ikke ligefrem på at han var våd længere. For trods Mirandas alder som en 18-årig, så havde hun sjældent set en mand i bar overkrop, og nej, heller ikke på stranden, da hun i sin tid ikke havde haft lov til at gå på den offentlige strand, men tvunget til at gå på sin egen. Hun kunne ikke lade være med at le blidt over ham da han stivnede ved synet af hende og derefter smilede skævt til hende, og hun rejste sig fra sin plads på bænkene og gik over imod ham med elegante og nærmest glidende skridt, noget som så fuldstændig naturligt ud hos hende med hendes lange ben, men noget som hendes faster havde tvunget hende til at lære, fordi en kvinde af hendes standard skulle bevæge sig med ynde, som om hun ikke rørte jorden, men svævede, tænkte hun med sin faster irriterende stemme. Da hun stod foran ham, smilede hun let til ham og så på ham med øjne med samme farve som havet. "Jamen, det giver da også altid et godt førstehåndsindtryk når man smider tøjet foran andre," sagde hun med en blid stemme, præget af hendes spanske accent. Smilet på hendes læber trak lidt mere op i den ene mundvige og gjorde det mere skævt idet hun rakte ham hånden, iklædt den røde handske. "Miranda," præsenterede hun sig selv og priste sig lykkelig for sine handsker, da de gjorde sådan, at hun kunne beholde høfligheden overfor andre, uden at blive rørt af vandet som lå i et let lag over hans hænder. "Og du er?" Hendes blik var venligt og nysgerrigt. Det var jo ikke altid at en flot mand som ham kom til at smide skjorten for sig.

Miranda smilede en anelse større over hans latter, den var hæs og underlig behagelig, og da hun hørte hans ord, voksede hendes smil en anelse mere. Hun klukkede blidt. "Du behøver ikke at undskylde, for, som du siger, du troede, at du var alene," sagde hun med et blidt smil og et forunderligt glimt i hendes havblå øjne der betragtede ham opmærksomt, intet af det han gjorde undgik hendes opmærksomhed. Endnu et resultat af hendes opdragelse. Hendes kinder blussede let imod hendes gyldne hud og hun sænkede kort blikket inden hun så på ham igen, med et skævt smil. Hun trykkede hans hånd inden hun slap den igen. "Nej ... jeg takker, min mor gav mig det navn," sagde hun med et sørgmodigt blik da hendes mor jo kun havde overlevet nogle få dage efter hendes fødsel. Hun kunne godt høre på hans accent, at han var brite, og hun nikkede let da han præsenterede sig med navn. "Det er hyggeligt at møde dig, Julian," sagde hun venligt og høfligt og smilede blidt til ham.

Da Miranda så hans smilehuller, kunne hun ikke dy sig for dem, de fik ham til at se endnu mere tiltrækkende ud og hun smilede sødere til ham uden rigtig selv at bemærke det, for som havfrue havde hun jo den medfødte evne til at forføre det andet køn utrolig let ved hjælp af sit ydre og stemme, det var ikke noget hun selv kunne gøre for og hun bemærkede aldrig selv når hun gjorde det. Hun var nærmest som en sirene, og sjovt nok var det spanske ord for havfrue sirena. Hun lo blidt over hans kommentar og nikkede for at give ham ret. "Nej, det kunne ellers have været en sjovt syn," sagde hun i en blid og drillende tone og et muntert glimt i sine havblå øjne. "Men jeg ville nok have stoppet dig inden du var nået så langt." Hun smilede skævt til ham og så ham ind i øjnene. De var stort set lige høje, måske var der et par centimeter forskel, hvem ved? Hun var jo selv de 1,78 høj og han var vist heldig at hun havde flade sko på, for ellers havde hun tårnet sig op over ham. Hun klukkede blidt. "Det kan jeg så ikke sige om mine egne forældre," sagde hun med et lille smil, dog igen med det sørgmodige glimt i øjet, da hun jo aldrig havde kendt sine forældre.

Miranda lo blidt over ham og nikkede lidt, men stivnede dog da hun mærkede en lille dråbe vand ramme hendes kind da han rystede på hovedet, og hun tørrede den hurtigt af med handsken med en nærmest panisk bevægelse. Hun nåede det heldigvis, havde hun venter et sekund eller to mere var hun blevet forvandlet og havde fået hale istedet for ben. Hun fik dog hurtigt en smilende maske på inden han kiggede op og kom kort til at betragte hans muskuløse overkrop og hendes kinder blussede let.
Hendes ansigtsudtryk stivnede let inden hun bed sig let i underlæben og nikkede. "Min far døde af hjertestop noget tid før jeg blev født ... og min mor døde få dage efter min fødsel," forklarede hun og trak let på skuldrene, som om det ikke var noget, men på måden hun kiggede væk på kunne man se, at det stadig påvirkede hende og gjorde hende trist, selvom hun aldrig havde kendt sine forældre. Hun så sårbar ud, sådan som hun kiggede væk, og hun så en hel del yngre ud end hun var. Hende blik var lidt forpint og hun havde lagt armene om sig selv, nærmest for at beskytte sig selv.

Miranda vidste godt, at det nok virkede mærkeligt at hun blev panisk over lidt vand, men sådan var det når man var en havfrue, hun kunne ikke gøre for det, hun skylle passe på hele tiden for et lille fejltrin kunne ødelægge hendes liv. Mere end det allerede var med hendes modvillige trolovelse med en fyr hun aldrig havde mødt og hendes flugt hjemmefra.
Da det gik op for hende, at hun var blevet busted, smilede hun lettere forfjamsket. "Det var dig selv der smed skjorten," sagde hun drilsk og smilede varmt til ham. Han så godt ud, eller nej, han var direkte lækker, men det kunne ikke ses at hun synes det, der var intet andet end hendes korte stueren på hans overkrop der beviste det. "Så du må finde dig i at man kigger lidt på din velskabte overkrop." Hun smilede skævt og tonen i hendes stemme var blid og drilsk.
Hun så sørgmodigt på ham. En ting var at man havde taget sin mor fra sig uden at have fået chancen for at lære hende at kende, en helt anden ting var at ens mor selv valgte at forlade livet. "Det er jeg ked af," sagde hun og i hendes blik kunne man se, at hun forstod hvordan det var at miste ens forældre.

Miranda var meget ligeud, hvilket man lærte efterhånden. Hun holdte ofte intet skjult omkring sine meninger om andre, især ikke hvis de var positive. Hun smilede let og så på ham med blide øjne imens hun nikkede let imens hun lo muntert. "Ja, han har gjort det godt, må jeg sige," sagde hun med et kort blink og et drilsk smil. Der var noget særligt over ham, noget hun godt kunne lide, og hun ville gerne lære ham bedre at kende. Hun havde en lidt speciel mening om, at alle var specielle, at ingen var ens, hvilket jo også var sandt nok, og med Julian havde han et behagelig latter, søde smilehuller, en flot krop og smukke øjne. Han var sin helt egen, og så kunne hun lide den måde han snakkede på, hans accent, den gjorde hans stemme smuk. Nærmest som musik.
Hun smilede let og trak på skuldrene. "Det er rigtigt, Sjulian," sagde hun, mest for at lette stemningen lidt og hun smilede skævt til ham. Hun udtalt det præcis som en sand franskmand ville have gjort, hun kunne jo ikke fransk for ingenting. Det var egentlig utrolig så mange sprog hun havde lært i de atten år hun havde levet.

//Jeg smutter desværre i seng nu, så nat nat, Sjulian :p

Miranda var ikke en helt normal pige på lige det punkt, hun var stort set tilfreds med sin krop med de lange ben, den gyldne og fejlfri hud, de store, blå øjne og hendes hår og læber, det eneste der irriterede hende var hendes højde, hun tørnede sig jo nogen gange højt over dem af hankøn, og så hendes bryster, som var tæt på ikke-eksisterende. Men med tiden havde hun affundet sig med det og tog sig ikke rigtig af det længere, men dog blev hun altid lidt misundelig når hun så en med store bryster, da hun selv ville have det. Hun havde dog lært at fremhæve dem, så det virkede som om hun havde mere end hun har. Hun smilede da han lagde hovedet på skrå og gengældte det varme i hans blik. Hun vidste godt, at hendes tøj var dyrt og det hele var mærkevarer, men det var det eneste hun havde haft tilbage i Spanien, så det var jo det hun havde pakket med sig da hun flygtede fra sit hjemmeland. Men alt i alt, nød hun deres samtale, han var helt normal, og endda også omkring hendes egen alder, måske nogle år ældre, men der var i det mindste ikke over et årti imellem dem. Hun kunne faktisk ikke huske hvornår hun sidst havde snakket med en der var omkring hendes alder.
Hun smilede drillende og lo ved hans ord og da han klappede hende på kinden med tør hånd, dog gav det et lille sæt i hende da han rørte hende, for det var ikke noget hun var vant til. Hun vidste dog ikke, om han lagde mærke til det eller ej. "Det tvivler jeg nu på," sagde hun med et drillende smil. Hun så godt hvordan han var ved at blive tørret af den varme luft inden i kirken, og hun bemærkede at han havde krøller, og hun kunne ikke lade være med at smile lidt bredere, for det klædte ham virkelig.
"Men lad mig høre, min kære Sjulian," sagde hun med en fransk accent, bare fordi at hun kunne. Hun kunne egentlig fake sin accent meget let, men valgte at beholde sin spanske da det var den hun bedst kunne lide. "Hvad laver en ung mand som dig her i kirken, drivvåd af regnen udenfor?" Hun smilede varmt og drilsk til ham og betragtede ham med blide, nysgerrige øjne imens hun tog sine handsker af og lagde dem i jakkelommen.

Miranda rystede smilende på hovedet over ham. "Nejnej, du skal ikke undskylde," sagde hun og smilede varmt til ham. "Jeg er bare vokset op i et hjem, hvor berøringer var sjældne og nærmest forbudte." Hun trak let på skuldrene og smilede en anelse skævt til ham. "Så jeg har ikke noget imod det, jeg er bare ikke særlig vant til det." Hun klukkede lidt og så på ham med et blidt smil. Og selvom hendes opdragelse havde været åh så fin og fornem, så havde det aldrig påvirket hende særlig meget, hun havde altid holdt fast på sin menneskelighed, hvis man kunne kalde det dét, og ikke ladet sig blive så kold og kynisk, som sin faster. Miranda havde overlevet på grund af sin musik og så den følelse hun fik når hun svømmede på dybt vand, betragtede fiskene, som modtog hende som en af sine egne og den fantastiske følelse det var at svømme delfiner og hvaler. Hun havde kæmpet, og aldrig givet op, for hun havde aldrig ladet sig blive præcis som hendes faster og alle andre ønskede hende, for hun vidste, af de dagbogsnotater hendes far og mor havde gjort imens hendes mor var gravid, at de aldrig havde været sådan, de havde været varme og kærlige, forelskede og lykkelig ventende på deres første barn. Dog havde skæbnen jo ikke ladet dem leve længe nok til at de så deres datter vokse op, men Miranda gjorde sit for at ære mindet om de forældre hun aldrig havde kendt.
Hun nikkede lidt og klukkede blidt og sødt over hans ord. "Ja, vejret kan være lumsk," sagde hun med et varmt smil og betragtede blidt Julian. Hun kunne godt lide ham, han var så normal og helt nede på jorden, han var ikke så fin og fornem og stiv i betrækket, som dem i hendes hof hjemme i Spanien, så hun nød hans selskab.
Hun trak let på skuldrene. "Jeg var egentlig bare ude at gå en lille tur da det begyndte at regne lige så stille, så jeg søgte læ i kirken før det rigtig begyndte," sagde hun med et lille grin. Hun nævnte ikke grunden til at hun var løbet som om fanden var i hælene på hende, og hun havde været taknemmelig for at kirken havde været lige i nærheden, for ellers havde hun godt nok været på spanden.

//Helt okay