Just someone - Dorian

Tid: 20:12
Sted: Grillen
Vejr: Forårskøligt og lettere skyet
Omgivelser: Folk som hygger sig om poolbordet og andre som sidder og spiser eller blot snakker.
Påklædning: http://www.shoppingblog.com/extras/op_fall_2010_dianna_agron2.jpg


Charlotte havde endnu engang besluttet sig for, at tage ned på grillen efter hun havde spist aftensmad der hjemme. Hun forstod nogle gange ikke hvorfor hun havde valgt at flytte fra sin elskede søster, men noget havde fået hende til det. Dog længtes hun nu efter selskab, efter hun i så mange år havde været vant til altid at have en eller anden omkring sig, når hun kom hjem.
Hun sad ved vinduet og betragtede den mørknede himmel, hvor de første stjerne havde fundet sig til rette på. Et lille smil lå på hendes læber, ved mindet om en aften hvor hun havde betragten en lignende himmel. Hun havde et glas vand stående på bordet foran sig, og deltog tydeligt ikke i de andre muntre unges sammenkomst ved poolbordet. De var godt i gang med både alkohol og sodavand, men Charlotte havde ikke lyst til at feste denne aften, selvom hun nu ikke plejede at have lyst til det. Hun havde stort set kun taget i byen med sin søster og kun en gang været rigtig fuld. Hun var noget af en svag drikker. Hendes søster havde været mere tilbøjelig til at bryde deres forældres opdragelse, men den havde sat sig for meget fast på Charlotte til at hun brød sig om at bryde den for meget.
Hun rettede sig op, så hendes ryg var rank mod ryglænet på stolen og hendes blik faldt på det fugtige kolde glas. Det var ikke det mest spændende at drikke, men det opfyldte da sit formål med at slukke hendes tørst. Hun sukkede og sank sammen i stolen igen. Havde hun været hjemme havde hendes mors falkeblik med det samme opfanget hende og skældt ud for at sidde og hænge.

Charlotte havde drejet hovedet så hendes blik faldt på de unge om poolbordet. Den kedsommelige drikkelse hun havde stående foran sig, var jo ikke ligefrem noget som indbød til sjov, ud fra de ungdommelige normer som fantes nu om stunder. Hun lod blikket flytte sig til hun igen så lige ud, mens hun overvejede hvor vidt hun skulle gå op og bestille noget andet at drikke. Dog var hun så uvant i byen, at hun aldrig huskede hvad de forskellige moderne drinks hed og endte tit med øl, selvom hun altid havde haft svært ved at få det ned. Siden hun havde nu altid været mere til kaffe end alkohol. Hun smilede muntert af sig selv ganske kort. "Gammel før tid" sagde hun lavt til sig selv, før hun rejste sig op, skubbede stolen ind til bordet og gik op mod baren for at købe noget andet at drikke.
Hendes blik faldt mest på de unge om poolbordet og bemærkede ikke rigtig andre i lokalet, hun havde endnu ikke fået synderlig mange venner og tilbragte det meste af hendes tid alene. Da hun nåede op til baren satte hun sig på en af stolene og lod de charmerende bruneøjne langsomt glide rundt på de flasker og glas som stod på hylder bag ved bartjenerne. Når hun havde været i byen lod hun altid andre bestille for hende og normalt havde hun også haft hendes søster til at huske på hvad de forskellige drinks hed.

Charlotte stoppede midt i en bevægelse, da den stemme som sagde hendes navn fandt hende bekendt. Dog kunne hun ikke sætte et navn på hvem den skulle tilhører, men dog dukkede et minde op af en sommer og hun drejede hovedet og så meget af kroppen hun kunne uden at falde ned fra barstolen, hun lide præcis havde placeret sig på. Hendes ansigtudtryk var først chokeret og undrende, men da hendes blik faldt på hans øjne, gled genkendelsen ind over hendes ansigt og nogle følelser som havde været skubbet væk i nogle år sprang frem.
"Dorian?" sagde hun med en tydelig overrasket stemme og samtidig en stemme som var fuld af glæde over at se ham endnu engang. Hun havde ikke regnet med at skulle se ham igen, og glæden var så stor, fordi hun på det seneste havde følt sig så alene. Hun rejste sig fra stolen. Hun ville gå hen til ham, men hun blev stående hvor hun stod, stadig overrasket over at se ham. "Verden er da vidunderlig lille!" sagde hun pludselig uden at tænke sig om først og med det samme mærkede hun en begyndende rødmen stige op i hendes kinder. Hun vidste at han var lidt allá en badboy, som hun ville kalde det, ikke en som hendes forældre ville bryde sig om at hun kom hjem med eller i det hele taget var i selskab med når det kom til stykket.

Hun kunne ikke stoppe smilet, som viste sig på hendes læber da han lagde en hånd mod hendes kind, hun lænede kort kinden mod hans hånd. Han var den eneste som hun havde været ved at falde for, hun bildte sig i hvert fald ind og at det kun havde været næsten. De havde jo ikke passet sammen, hun var alt "lovlydig". Hendes forældre ville ikke have brudt sig om det, og hun fulgte deres ord som var de lov. Hun havde tit grebet sig i at fortryde at hun havde været den som var gået, men hun fandt på undskyldinger og gode grunde til det hver eneste gang. Bare hun ikke kom til at tænke på at det gode ved ham, så var det let at bilde sig selv noget ind havde hun opdaget.
Smilet blev på hendes læber, og blev en smule kærligt, selvom hun forsøgte at stoppe det. Hun regnede ikke med at han følte det samme for hende længere, hun kunne jo ikke forvente det. Men hun kunne jo håbe..
"Kun nogle uger, så jeg vil nu stadig kalde mig for ny i byen" svarede hun med et skævt smil. Ikke mange havde i sin tid forstået hvorfor hun var rejst fra sin elskede familie, ikke engang hende selv. "Hvor længe har du været her? Bor du her også?" spurgte hun smilende og et gnist af håb kunne findes i hendes stemme, da hun hurtigt tilføjede spørgsmål om han også boede i byen. Muligheden for at han kun var på besøg eller lignende fandtes jo.

Hun nikkede endnu smilende til ham, mens hun lyttede til hans ord. Hun havde savnet ham og hans stemme bragte andet end minder frem i hende. Han havde været det eneste brud på hendes forældre regler, som hun nogen sinde havde lavet. Hun nikkede svagt til det med at han havde boet der længe, hun huskede ikke om han havde sagt hvor han boede den gang, også en lille grundt til hun aldrig havde forsøgt at opsporer ham igen efter de var gået hver til sit, på grund af hende.
Hendes smil falmede langsomt, mens han snakkede om at hun måske ville finde en som holdte af hende. Skyldfølelsen tog langsomt plads i hende og hun svang et lille svagt smil frem, for at gengælde det han sendte hende. "Undskyld.." sagde hun og glæden havde halvt forladt hendes blik igen, dog var de endnu kærlige men ikke så meget som før. Hun slog blikket ned for at han ikke skulle opdage det. Hun ville ikke give ham ret i at hun ville finde sådan en, hun havde altid afvist drenge med det samme de blev for interesseret i hende. Hun havde ikke haft lyst til på noget tidspunkt at finde en efter hun havde gået fra Dorian. Tankerne svævede stille rundt i hendes hoved, og hun begyndte at indse at hun altid havde fortrudt det, selvom hun altid havde bildt sig ind at han i sidste ende ville have en dårlig indflydelse på hende. Men at hun i sin tid havde haft de tanker, skyldtes hendes forældres indflydelse på hende.

Hendes skyldfølelse voksede, da han gjorde hende opmærksom på at han havde villet stoppe med de dårlige ting, som han havde haft gang i den gang. Hun håbede at hun ikke havde gjort det værre, da hun havde gjort det forbi mellem dem, selvom de aldrig helt nåede at komme sammen. "Jeg har altså fortrudt at jeg sagde de ting" sagde hun stadig uden helt at smile, hendes humør var ikke længere i top, som da hun genkendte ham. Hun kommenterede stadig ikke det med at hun ville finde en anden, for en del af hende vidste at det ville være løgn hvis hun gav ham ret i at hun kunne finde en anden. Hun vidste i hvert fald med sikkerhed at det ville være løgn at give ret i at hun hurtigt ville kunne finde en. Tre år var gået og hun havde stadig ikke lyst til at være sammen med drenge, udover at alt foregik på venneplan. Hun havde aldrig glemt ham og selvom en del af hende håbede at han heller ikke havde fundet en anden, ja så alligevel håbede hun også at han havde fundet en anden. Det havde ikke været fair over for ham, og hendes skyld ville være mindre hvis han havde fundet en anden til at gøre han lykkelig. Hendes blik gik kort til bartjeneren, som var ved at tage bestilling fra nogle unge. Hun havde havde glemt at hun var gået op til baren for at købe en drink, men hun havde nu heller ikke videre meget lyst til det lige nu.

Hendes blik hvilede på hans ansigt og et glimt i dem fortalte at hun savnede ham. Hun lænede svagt hendes kind mod hans hånd, mens det trak i hendes mundvig til et lille smil, som truede med at komme frem. Smilet voksede ved hans ord om at han troede på hende, hun ville ikke have vidst hvordan hun skulle have overbevist ham hvis ikke han havde. Hun havde jo ingen fysiske beviser for det. Hun lukkede øjnene da han trykkede hans læber mod hendes pande i et blidt kys. Hendes lille smil blev kærligt, ved minderne som strømmede ind i hendes tanker. Svagt klukkede hun da han kommenterede at hun endnu duftede ens, hun vidste ikke hvordan hun egentlig skulle reagere på det. Hun åbnede øjnene og nåede kun lige at opdage at han skulle til at kysse hende. I det samme øjeblik glemte hun hvor de var henne af og selvom de var et offentligt sted, gjorde det hende intet. Uden videre at tænke over det gengældte hun hans kys og løftede den ene hånd og kærtegnede hans kind. Hun havde savnet ham.

Det skete aldrig at hun glemte hvor hun var henne, de mennesker som var omkring hende, men Dorian havde altid fået hende til det. Selvom hun havde været nød til at se virkeligheden i øjnene, samtidig med at der havde været et pres fra hendes familie.
Charlotte smilede bad kysset da han løftede hende op og satte hende på en stol. Hun lod hender hænder hvile om hans nakke, men hun blidt nussede ham i håret med fingrene. Hun en lille lykkelig smil var dukket op på hende læber, da han kyssede hende ned af halsen. Normalt ville hun være blevet genert med det samme, specielt et så offentligt sted. Men hun havde savnet ham for meget til at hun ville lade det skabe et mellemrum mellem dem nu. Da han nappede hendes underlæbe lænede hun sig ind mod ham, til deres pander rørte hinanden. Hun smilede til ham og så ind i hans øjne, som hun huskede så godt.
"Jeg har savnet dig Dorian" sagde hun lavt, men med en stemme som fortalte at hun var lykkelig over at han ville prøve forfra igen. Hun kunne ikke ønske sig andet og de havde jo haft det godt sammen, og havde det ikke været for hendes dumme valg, havde de måske været sammen endnu. "Dorian du er mere end værdig, det var jo ikke dig som gik" sagde hun med et skævt smil og trak ham lidt i nakkehårene. "Og jeg vil gerne prøve igen"tilføjede hun derefter med et stort smil og kyssede ham inderligt.

Han smilede over hele ansigtet og lignede en der lige havde vundet i lotto "du aner ikke hvor meget jeg har savnet dig, virkelig" hviskede han og kunne næsten ikke holde smilet tilbage fra sine læber. Var det virkelig sandt ville hune starte forfra...med ham, man kunne ikke give ham en bedre meddelelse. Selv hvis hans søster kom spankulerende her ind og sagde at hun havde fået en kæreste der mindede om ham, ville han ikke kunne få smilet væk. Han kyssede hende igen og lagde armene tæt om hende "mhh hvor dejligt, jeg vil gøre alt for dig" hviskede han mod hendes bløde læbe "jeg vil gøre alt for at du ikke forlader mig igen, jeg kvitter alkoholen" hviskede han og tog hendes hænder og kyssede dem blidt

Charlotte kunne ikke lade være med at blive smittet af hans store smil, og lykken pumpede rundt i hende. Hun gengældte hans kys, med det samme hans læber rørte hende og hun lagde armene om ham, da han gjorde det på hende og nussede ham på det nederste af hans ryg. Hun kyssede hans læber mens hans snakkede, men ikke så det ville afbryde ham. "Jeg lover at jeg ikke forlader dig igen Dorian" sagde hun smilende og betragtede ham mens han kyssede hendes hænder. I dette øjeblik var hun ligeglad med alle hans dårlige vaner, hun var ligeglad med det eftersom det eneste som betød noget i dette øjeblik var at hun havde fundet ham igen. Hun smilede stort og rødmde pludseligt, da hendes blik blev fanget af to piger som stod og fniste bag ham. Hun blev opmærksom på hvor de var henne af og hendes smil var blevet genert da hun rettede det mod ham igen, dog var hendes øjne fuld af glæde.

Hun nussede ham blidt i nakken, da han begravede hans ansigt mod hendes hals og et smil lyste på hendes læber at at hun var hans livs lys. Hun havde altid fortrudt det, han havde jo været perfekt, selv med hans fejl. Men alle havde jo fejl når det kom til stykket. "Du er mit livs lys"hviskede hun smilende og lod hånden falde ned om hans ryg igen, så hun kunne nusse det nederste af hans ryg med begge hænder.
"Jeg ved at du ikke vil gøre det med vilje, og jeg lover at jeg aldrig vil såre dig igen"sagde hun endnu med et generte smil spillende på læberne, mens han så mod pigerne som stod bag ham. Hendes smil blev kort skævt, pigerne var jo ikke grimme og Dorian var jo en flot fyr og han egede evnen til at score piger. Men hun var nu ikke så jaloux anlagt igen og hun skubbede hurtigt tanken væk, kun glade tanker skulle have plads hos hende lige nu. "Måske vi skulle finde noget mere privat?"forslog hun med et skævt genert smil, med et muntert glimt i de brune øjne, samtidig med en svag rødmen var steget op i endes kinder, da han havde kaldt hende for hans gudinde. Hun regnede med at han ville kunne regne ud, at hun var blevet opmærksom på omverdenen og hun var jo opdraget til at opføre sig ordentligt i offentligheden og i hvert fald i nærheden af hendes forældre. Hendes mor ville havde sent hende et frygtindgydende blik, og Charlotte ville have været klar over at hun ville få et fordrag om god opførelse, når hun var alene med hendes mor.

Hun smilede da han tog hendes hånd og gav den et kys. Hun elskede når han gjorde det. "der er ikke noget bestemt sted jeg vil hen"svarede hun med et forelsket smil og gengældte det klem han havde givet hendes hånd, efter han havde flettet deres fingre. Hun lod sig glide ned fra stolen og slap ikke hans hånd, hvor deres fingre var flettet sammen. Hun kunne lide at holde ham i hånden. "Hvis der ikke er et sted du vil hen, kan vi jo gå en tur?" foreslog hun med et smil på læberne og kunne ikke fatte hvor let deres genforening havde været, og selvfølgelig var hun også glad for at det var gået på denne måde. På et punkt havde hun aldrig troet at de ville finde sammen igen, han var jo tit ligeglad med hvad andre mente og hun havde troet at han ville være blevet ligeglad med hende, efter de ting hun havde sagt til ham da de havde skillet deres veje. Hun stillede sig svagt på tæer og kyssede hans kind, da hun ikke kunne lade være. Hun vidste med sikkerhed at hun aldrig ville gentage de ord, som hun før havde sagt og aldrig skulle det være hende som afsluttede det. Hun vidste at hun ville fortryde det, hun ville aldrig finde en som kunne slå benene væk under hende som Dorian var i stand til at gøre.