How a nice surprise ~Hunter

Tid: Omkring midnat
Sted: Et eller andet sted i skoven.
Omgivelser: Alt det der hører til en skov
Vejr: Det er kun lige over frysepunktet, med en måne der bader skoven i et hvidt lys


Alma var gået ud ad sit parlæ og var begyndt at vandre rundt i skoven, hun kunne alligevel ikke sove og hun nød at være ude i skoven omkring midnat, især nu når månen næsten var fuld og badede alt i et smukt lys og fik alt til at se mystisk ud. Hun elskede det her tidspunkt på natten. Hun havde et par mørkeblå bukser på, converse og en sort tanktop, noget der normalt ville få et normalt menneske til at fryse af H til i det kolde vejr, men Alma nød bare hvordan den kolde brise kærtegnede hendes hud og legede med hendes hår.

//Undskyld at det er lidt kort ^^

Alma vendte sin opmærksomhed imod lugten af en hybrid der kom nærmere. Hun kunne høre på hans skridt at det var en mand, og hun smilede let og sødt da hun fik øje på ham. Ikke værst, slet ikke værst. Han så bestemt ikke skidt ud, han var faktisk utrolig tiltrækkende. "Nej, hvem er denne kønne herre?" spurgte hun i en blid og drillende tone imens hun med nogle få elegante skridt var ovre ved ham og lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede ham med et let nysgerrigt glimt i hendes klare, blå øjne. Hun smilede til ham og havde ingen problemer med at vise et smil eller to, men for at de blev ægte, skulle man først ind under huden på hende. Hun begyndte langsomt og med elegante og glidende skridt af kranse rundt om ham, hun betragtede ham fra alle vinkler og skjulte hvor meget hun nu engang nød synet. Han var yderst tiltrækkende.

Alma stoppede op foran ham og smilede sødt til ham, kun en enkel meter væk fra ham. "James?" spurgte hun og klukkede blidt. "Og hvad er dit rigtige navn så?" Det var egentlig kun et lille gæt da hun godt vidste, at der var nogle væsner der aldrig gav sig rigtige navn ud, hvilket jo i teorien også var en god idé, da hvis man nu fik nogle på nakken, kendte de kun en ved udseende og ikke navn. Hun lagde hovedet let på skrå og så roligt på ham med et smil spillende om sine læber. Tæt på var den blandede lugt af varulv og vampyr utrolig bizar og alligevel ret behagelig, anderledes end andre lugte. "Men så, James, hvad laver du herude i skoven?" spurgte hun blidt og så på ham med et let nysgerrigt glimt i sine blå øjne.

Alma smilede let og nikkede let. "En klog onkel du har," sagde hun med et blidt grin og lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede ham med sine klare, blå øjne. "Det gør sådan, at om du så fucker alt op eller ej, så kan du stadig flygte, hvor de så kun kender dit udseende, ikke din identitet." Hun nikkede lidt for sig selv inden hun smilede sødt og varmt til ham igen. Hun klukkede over ham da han blev lidt stum. "Hva'? Er du ikke vant til at folk spørger dig om sådanne ting?" spurgte hun i en blid og drilsk tone imens hun langsomt nærmere sig ham. Hun smilede over hans svar. "Nej, så har vi noget til fælles," sagde hun blidt inden hun stoppede op lige foran ham og så op på ham med et sødt og varmt smil.

//Hvor høj er Hunter? ^^

Alma nikkede stille og så på ham med et blidt smil. Hun var godt lidt over ti centimeter mindre end ham, men det betød ikke rigtig noget for hende, hun var vant til at være lille, det var man jo da hun var barn. Hun klukkede blidt da han trådte tilbage da hun nærmede sig. "Sikke en skam, jeg vil vædde på, at du sikkert er utrolig spændende når man først lærer dig at kende," sagde hun med et drilsk og sødt smil imens hun endnu en gang trådte ham nærmere. "Er lille James bange for nærvær?" spurgte hun udfordrende og fortsatte med at nærme sig ham med små skridt ad gangen.

//Okay xD

Alma smilede over ham da han rynkede på brynet og lagde hovedet let på skrå og smilede til ham. Hun slappede let af i skuldrene og betragtede ham med et blidt blik. Hun droppde komedien og hvilede i selv selv igen og et varmere smil begyndte at forme hendes læber. "Alle er da spændende, på den ene eller anden måde, der er ingen der er ens," sagde hun med en lille skuldertrækning. Hendes klare, blå øjne betragtede ham roligt og hun smilede over hans spørgsmål. "Fordi det er en anelse morsomt at se en, som er meget højere end én selv, vige bagud for en lille splejs som mig," forklarede hun med et muntert smil.

Alma gengældte bare roligt hans blik imens han så på hende, et lille smil spillede i hendes øjne og hun lagde hovedet let på skrå. "Men det gør andre, måske?" sagde hun med et blidt smil og betragtede ham. roligt og måden hvorpå han kørte sin hånde igennem det pjuskede hår han havde, og hun bed sig let i underlæben. Hun klukkede blidt. "Det sagde jeg bestemt heller ikke at du var," påpegede hun med et skævt smil og trak let på skuldrene. "Og i hvilken forstand skal det forstås?" Hun så spørgende på ham. "Rent fysisk? Eller som i venskab?" Hun så blidt på ham og lagde hovedet let på skrå.

Alma smilede over hans svar, da hun var enig i det, hvilket hun viste med en lille nikken. "Det må jeg give dig ret i," sagde hun med en blid klukken og viste sig helt upåvirket af at han trådte nærmere, og hun var nødt til at se lidt op ad for at kunne møde hans blik. Hun rynkede på brynet over hans svar. "Det må være en utrolig trist tilværelse," sagde hun og så undrende på ham. Med alle de regler hans onkel havde lavet for ham, forstod hun godt hvorfor at hun endnu ikke havde set et smil på hans indbydende læber. Hun rystede let på hovedet inden hun betragtede ham med et blidt blik endnu en gang. "Så du har altså aldrig kendt til følelsen af et godt venskab? Eller følt kærlighedens på samme tid forfærdelige og vidunderlige greb?" spurgte hun, stadig undrende, hun kunne ikke forstå hvorfor at man skulle holde sig væk fra disse ting, det var jo det der gjorde livet værd at leve! Dét, og så blod.

Alma kunne ikke lade være med at smile da hun hørte hans latter, det klædte ham meget bedre end det kolde ydre han gik rundt med. "Har du aldrig nogensinde overvejet hvad du er gået glip af?" spurgte hun blidt og noget nysgerrig imens hun gik et lille skridt imod ham, uden helt at tænke over det, hun gjorde bare hvad der faldt hende naturligt. Hun kunne godt mærke lidt på ham, at han ikke var vant til at være sammen med andre, hvilket gjorde hende trist på hans vegne. Hvordan kunne hans onkel dog have frataget ham alle de ting der var gode ved livet?
Hun hævede let begge øjenbryn i forbløffelse over hans svar. "Jeg ved ikke om jeg skal være misundelig eller trist på dine vegne," sagde hun så, efter et kort øjeblik. Ærligheden kunne ses i hendes blik.

Alma nikkede langsomt og så blidt på ham. "Ja, det sker jo for alle før eller siden," sagde hun blidt og smilede varmt til ham. Hun var selv blevet forladt engang eller to i løbet af sit liv, men manden havde fortrudt det da hun senere hen havde jagtet dem og dræbt dem. Og med sin sidste elsker havde hun fundet ud af, at hun var blevet gravid, og otte måneder senere fødte hun en fantastisk lille datter, som ændrede Almas liv fuldstændig og hun opfostrede sin datter til at blive til den unge og smukke kvinde hun var nu. Alma kunne ikke beskrive hvor stolt hun var over Everlyn.
Hun så undrende på ham og rystede så let på hovedet. "Men hvis alle var ligeglade, så ville ingen være glade, fordi de ville være ligeglad med lykke og glæde," sagde hun blidt og smilede varmt til ham inden hun prøvende trådte ham nærmere. Alma var ikke bange for at blive forelsket, eller bare tage sig en elsker, for ja, sådan var de fleste væsners natur, de havde trang til at parre sig og kunne derfor ikke styre sig. Det lå dybt nede i deres natur og man kan ikke benægte det, om man ville eller ej.