Café tur med venner <3 Lucian E>

Påklædning et par slidte jeans, en trøje med et logo på.

Han gik ned af den smukke gade, side om side med den yndige og blide Crystal, en pige som i de sidte fire år hvade været en slags personlig hjælper, samt heks. Hun var den der hjålp ham med så mange ting, hvis han havdee brug for en heks hjælp var det hende han gik til, hende han snakkkede til. Eller hvis det bare var dage som i dag, hvor de gik turer, snakkede og hyggede, ja saa var hun nok hans bedste ven. Han grinede og rystede på hoved "jeg synes vejret er perfekt, hvis du lukker øjnene kan du høre hvordan fulgene kvidre, hvordan alt ii naturen går sin gang...det er så smukt" hviskede han peotisk. Nok var hans sanser gode som hybrid, men de blev også endnu bedre når han manglede sit syn og derfor brugte de 4 andre sanser. Som han plejede at sige, synet var stærkt overvurderet, de andre sanser var mindst ligeså vigtige, at føle og smage alting. Han sukkede og tog en dyb indånding "jeg elsker når du smiler, du bliver så smuk, men specielt når du griner, det er som engle der synger" han smilede bredt til hende og så ud over gaden også selvom han intet så...eller jo han så, men det var en anden måde han så på.

//undskyld hvis der gaar lang tid, men du kender grunden

Han nikkede og grinede blidt og varmt, han var født med nedsat synsevne, men efter hans forvandling skete der åbenbart noget og han ved endt op blind, englelig underligt når han troede det ville hjælpe ham, får hans syn til at blive bedre, men nej det var blevet værre. Nok kendte hun ham godt, men end ikke hun kendte hans tid som levende, den tid snakkede han helst ikke om, sådan var det bare, det var fortiden og nu var en anden tid *ja du har ret kære Crystal men det er det samme med din magi, du oplever den som noget smukt der flyder i dinn krop, noget specielt. Man har ret i at jeg ikke kan se* han stirrede ligefrem, men dog vendte han ansigtet og hans øjne ramte direkte mod hendes ansigt perfekt. Han smilede blændende til hende *og dog ikke, for jeg ser skam godt, derfor ved jeg at du smiler, din stemme den får en bestemt klnag når du smiler, så ja man kan godt sige jeg hørte du smilede* han trak på skulderne, lod hende trykke sin arm til sig, som hun ville. Han sukkede da hun åbnede døren for ham, men kom dog ikke med en indvending som han plejede at gøre, nej han var bare stille og satte sig foran hende "lad mig, bare the som altid" spurte han, tog sin jakke af, før han rejste sig og smilede svagt til hende. Han bevægede sig skam som kunne han se, ja smididg og perfekt

han grinede og rystede på hoved "min kære jeg er måske blind, men helt ærligt, digte, poesi og litteratur er mine ynglings beskæftigelser, jeg har studeret dem i mange år. Derfor elsker jeg at se anderledes på tingende, for de er ikke alle så negative som man skulle tro, før eller siden åbner man øjnene op for den skønhed verden nu engang har" har tav kort og smilede bredt til hende "alt har en skønhed, det er bare ikke alle der kan se den som den virkelig er" han trak på skulderne og smilede pludselif strålende.
Hendes udtalelse fik ham til at rulle med øjnene "Crystal du ved jeg elsker vores gå turer, jeg holder af at du hjælper mig, men vi kan ikke løbe fra det faktum jeg har været blind siden hvad 16. Hundrede tallet, man lære at gøre ting selv efter så lang tid" pointerede han, før han uden besvær gik op til damen ved disken og bestilte en kaffe og en the. Efter lidt tid kom han spankulrende ned med den, satte det på bordet. Hvor på. Han begyndte at mærke på bordet, en ting han gjorde alle steder, for at være sikker på hvor alt var. Han smilede undskyldende til hende "øhm ja" han rettede sig op og tog em tår af sin varme the

Han grinede blidt af hende "ja min smukke helena af troya, du har skam meget at lære, men det skal nok komme, med tid kommer også læring" pointerede han med et skævt smil. Han var nu ikke super gammel, plus her den 7. Oktober blev han 360 år gammel, men han fejrede detz ikke, moiner om at det han havde mistet var for stor. Han rystede på hoved "kære Crystal nu forveksler du skønhed med noget helt andet, måden jeg ser verden på er unik, da skønhed nu er en blanding af unikke ting, se på dig, du er unik, du dufter bedre end noget jeg har duftet til, din latter er som engle og dui er den sødeste kvinde jeg har mødt længe" han trak på skulderne og smilede skævt.
hendes ord gjorde stor indvirkning på ham og han smilede roort, lagde sin hånd på hendes "jeg er glad for at kunne tilbringe nogle øjeblikke med dig, du betyder meget for mig, du er symbolikken af hvad jeg aldrig fik eller ville få da jeg levede" han trak på skulderne og gav hendes hånd et klem. Han hævede øjenbrynet "ash jo han er en af dem som Freya har skabt, hvorfor har han gjort dig noget" han så uindersøgende på hende og vidste man ikke han var blind, kunne det være helt uhyggeligt hvor meget det så ud til han rent faktisk kunne se.

Han smilede og nikkede "du er ung, men kaere Helena af troya du vil blive ældre ligesom alle andre, du vil blive elsket af en, får en familie og så videre" hviskede han blidt, han var positiv, var en person der snakkede til folk som var de engle, han var i sandhed sood, men han bar også mørke i ham, meget som ville ud hvis han lod det. Han klukkede blidt "jamen mange tak kære Crystal, det er da altid dejligt at få af vide" hendes ord var nu mere end bare søde de varmede hos ham "kære, bare fordi mine forældre solgte mig betyder det ikke jeg skal hade hele verden, de fleste var der jo ikke dengang i 16. Hundrede tallet" han trak på skulderne, han så nu på det som at..ja det var fortid.
Han rynkede brynet ""hvis det er hans ry du er ude efter, så er den slem, han er...ja hvad er han? Jo han er en skit karl, en som gør slemme ting, men der findes også godhed i ham, men det ligger dybt begravet. Ja hans sjæl kan man hurtigt sige er ødelagt, så vidt jeg ved af tortur, men jeg er ikke sikker" han trak på skuldrende "men det er vel bare rygter, at han skulle være en med en sjæl mørkere end kul, at han skulle være fuldkommen ustabil og farlig, jeg tvivler på hans lillesøster kan styrer ham, hvorfor nu forsøger du vel ikke på noget vel Crystal" spurte han og spændte i kæben.

han nikkede enigt "ja jeg har vrede, jeg blev vred over de forhåbninger jeg havde om at få synet igen, jeg er vred på de forældre der solgte mig i tidernes morgen, dem som følte skam over det faktum jeg er blind, dem som hadede mig" han trak på skulderne og tog en tår af sin the "men jeg vælger at se positivt på det i stedet for at lade mørket fange mig og derefter ødelægge mig mere. Vrede føre aldrig godt med sig" sagde han og vende de tomme øjne mod sin the. Han sukkede og mødte igen hendes øjne "din bror er et sand korn i foorhold til mørket af Ash, han er fuld op af vrede og ikke til at stole på, hans søster holder vidst af ham og hun af ham også selvom han måske viser det underligt" forklarede han kort. Han så overrasket på hende "hvad, du mødte ham...du sagde hvad om hans duftz" han kom ved et uheld til at knusse sin kop ved en fejl og sukkede. Han tørrede theen op og så på hende "Dorian bliver ikke glad for det der, især ikke hvis det du vil sige er at du er forelsket i ham" han rystede på hoved