Et gammelt par - Miranda

Påklædning: plus et par mørke ballerinaer

Miranda havde bare vandret rundt i de timer hvor hun havde ventet på, at klokken blev syv. Det havde været trættende og hun var begyndt at få lidt ondt i benene, men det var en dejlig smerte der var ved at brede sig i hende lange ben, som kunne ses under hendes kjoles søm, som legede om hendes ben da hun gik. Hun bed sig let i underlæben da hun endelig begyndte at gå imod grillen. Efterhånden var hun begyndt at blive kendt i byen og vidste hvor hun skulle gå rundt for at komme til de forskellige steder. Så da hun trådte ind i grillen og så sig rundt, fik hun hurtigt øje på ham hun ventede på. Philibert. Hendes læber gled op i et smil og hun satte farten op uden selv at ligge mærke til det, og på kort tid var hun ovre ved ham og krammede ham varmt og tæt. "Hey," sagde hun da hun trak sig væk fra ham og så på ham med skinnende øjne og idet hun satte sig ned ved siden af ham. "Hvordan gik arbejdet?" spurgte hun blidt og så på ham med et varmt smil.

Mirandas kinder blussede let op da hun så ham, og hendes smil lyste hele hendes ansigt op og fik hendes øjne til at skinne. Hun nød virkelig at være sammen med ham, hun havde virkelig bare savnet ham og bare det at se ham igen, bragte mange, mange minder tilbage til hende og gjorde hende glad. Hun nikkede lidt og smilede let til ham. "Selvfølgelig," sagde hun med et lille grin og hun lagde sin hånd i hans og rejste sig op og blev ved med at holde hans hånd, som om det var det mest normale i hele verdenen. "Du følger bare an," sagde hun med en blid latter og et varmt smil, kun til ham, hendes eneste ven. Hun nussede blidt hans håndryg imens hun holdte hans hånd, hun tænkte dog ikke rigtig over det.

Det var forandet noget mellem dem. Selvom de kun havde snakket sammen kort, virkede det hele anderledes. De var ikke længere i hendes by, men I hans. Han havde magt og viden, en hun tidligere havde været i besiddelse af. Han gav hende hånd et blidt klem da de sammen gik ud af grillen. Der var et par stykker bagved der piftede af dem, men Philibert rullede bare øjne.
De trådte udenfor i den lune aftenvind, gik lidt til højre inden Philibert stoppede og drejede Miranda sådan han kunne betragte hende. "Er du træt?" Spurgte han stille og løftede den frie hånd, som han brugte til blidt at stryge hendes hår væk fra ansigtet. "Jeg ved næsten ikke, hvor vi bedst kan snakke. Jeg blev bare nødt til at komme ud fra Grillen, hvis du forstår... Jeg kender for mange derinde." Han sendte hende et lille smil, imens han afventede hendes reaktion. De kunne også bare tage hjem, det ville næsten være nemmest.

Miranda havde godt bemærket, at det virkede anderledes imellem dem, de var trods alt ikke i Spanien, som de plejede, nej, de var i USA hvor ingen kendte hende, ingen fulgte hende i hælene, og det var skønt! Og hun havde jo intet imod, at det nu var ham der var førehunden, ham der kendte alle stederne de kunne gå hen for at være alene, det var rart, til en forandring. Da hun hørtede piftene bag dem, lo hun bare lavmælt og gengældte blidt hans klem og fulgte stadig efter ham ud ad grillen og smilede varmt til ham. Da de var kommet ud og han stoppede, smilede hun bare blidt til ham og nød hans berøring, den var så vant og hjemlig, at hun ikke kunne lade være med at smile. "Nej, jeg har vænnet mig til tidsforskellen," sagde hun med et lille grin og så varmt på ham. Hun bed sig let i underlæben og så på ham med et underligt blik. "Hvad med, at vi tager hjem til dig?" spurgte hun forsigtigt og nysgerrigt. Hun tog normalt aldrig hjem til nogen, aldrig. Men ... Philibert var hendes ven, hendes eneste og sande ven. Hun stolede på ham.

Miranda kunne kun forblive varm og kærlig på grund af de dagbogs sider der var blevet ført før hendes fødsel, det lille minde, den lille forbindelse til forældre, det var dét der holdte hende oppe og gav hende smilet tilbage på hendes læber, hun ærede deres minde ved at forblive glad og positiv. Hun smilede varmt til ham og ventede på at han ville føre an. Men da han slap hendes hånd, blev hun lidt trist, men det forsvandt dog hurtigt da han lagde armen om hende, og hun klukkede blidt og lagde selv sin arm om ham og holdte ham blidt ind til sig. Hun smilede over hans spørgsmål og lænede sig lidt ind til ham med et lille suk. "Irene har fået mig forlovet," sagde hun med en sådan kølig stemme, at det ikke lød som hendes. "Med en græsk greve, som jeg aldrig har mødt." Hun kastede sig lige ud i det, men talte lavmælt, så ingen andre end ham ville kunne høre hende. "Så jeg flygtede, jeg vil ikke giftes i sådan en ung alder, og da slet ikke med en person jeg ikke kender." Hun lænede sit hoved imod ham og sukkede stille og trist. Smiler var forsvundet fra hendes læber og hun så trist ud, men et eller andet sted glædede det hende, at han var højere end hendes 1,78 meter, det var skønt ikke at være højere end ham.

Miranda var selv blevet forfærdet da hun havde hørt nyheden, da hendes faster kom ind til hende og fortalte hende det, for selvom hendes faster var en stram, hård og gammeldags kvinde, så havde hun aldrig troet på, at hendes faster ville gøre sådan noget imod hende.
Hun krympede sig let over hans ord og nikkede så langsomt. "Jeg håber det, jeg håber inderligt at de aldrig finder mig," sagde hun blidt og holde sig ind til ham imens hun nussede sin kind imod ham. Nu da hun var sammen med ham, ville hun ikke væk fra ham igen, han var den eneste der forstod hende, han var hendes eneste ven, hendes eneste lys i mørket. Et lille smil begyndte at forme sig på hendes læber da hun mærkede hans ånde ned i sit hår. "Det er jeg virkelig også, Philibert," hviskede hun smilende igen og gav ham blidt et klem. Hun følte sig tryg hos ham, mere end hun havde troet, at hun nogensinde ville gøre hos et andet levende væsen.

Miranda var glad for at der endnu en gang ingen var hemmeligheder imellem dem, det var en rar følelse at have en, som man kunne fortælle alt, og som bare tog én til sig og ikke dømmede én, men bare var der. Det var en af grundene til at hun virkelig holdte at Philibert, for han var ikke kun hendes eneste ven, han var også den eneste der rigtig forstod sig på hende.
Hun stoppede op da han pludselig stoppede, og så undrende på ham, inden hun brød ud i et smil. "Jo-oo," sagde hun langsomt og trak den enkelte stavelse ud. "Lad mig lige tænke mig om." Hendes stemme var stadig langsomt, men hun så på ham med et drilsk og muntert glimt i hendes havblå øjne. "Selvfølgelig," sagde hun så og smilede varmt til ham inden hun strakte sig og plantede et lille kys på hans kind. "Jeg har altid tid til dig." Hun smilede varmt til ham og holdte sig blidt ind til ham. Hun nikkede og så på ham med et smil. "Du gør mig nysgerrig, så ja, det vil jeg meget gerne se," sagde hun og på trods af den let formelle tone i hendes stemme, en tone der stort set altid var der, så smilede hun varmt og ægte til ham, og hendes øjne var varme idet hun så på ham. Hun kunne stadig ikke lade være med at være glad for, at han var højere end hende, det var så skønt!

Miranda vidste lige hvordan det var at hun skulle pirre ham, for lige på det punkt med at vente, der var de ens, for godt nok var hun tålmodig med mange, mange ting, men når hun skulle vente på et svar, så havde hun næsten ingen tålmodighed. "Det lyder dejligt," sagde hun med et varmt og glad smil.
Hun vidste godt, at hun var lidt nærgående ved ham, men hun kunne ikke helt gøre for det, hun vidste ikke engang helt hvorfor hun opførte sig sådan. Da hun mærkede hans hænder imod sine skuldre, så hun lidt ned og vidste godt, at hun var gået lidt over stregen med det kys imod hans kind. Hun rystede let på hovedet og trak samtidig på skuldrene inden hun så op på ham med et tappert smil. "De kan finde mig hvornår som helst det skulle være, min frihed er begrænset, hvornår som helst kan de finde mg," sagde hun trist og så ned endnu en gang imens smilet forsvandt fra hendes læber. For sandheden var, at hun var skrækslagen, hun vidste ikke hvornår det ville være slut, og puf! så var hun tilbage i Spanien og skulle giftes ... det ville hun ikke.

Miranda nikkede stille og sukkede tungt og dybt. Hendes situation var håbløs! Uanset hvad hun gjorde, så ville de finde hende i sidste ende, og så ville det ende skidt. Virkelig skidt. Men som altid, lod hun ikke nogen se din frygt eller bange anelser, hun holdte hovedet koldt og smilede svagt til ham. "Jeg har tænkt mig at flygte så længe jeg kan," sagde hun med et lille, tappert smil og så blidt op på sin bedste ven.
"Havet," sagde hun uden tøven og smilede let til ham imens hendes kinder blussede let op. Hun havde ikke tænkt sig særlig meget over sit svar, det var bare kommet ud, da det var jo i havdet hun følte sig sikrest. Hun grinede lidt over ham. "I en lille studenter lejlighed inde i byen," sagde hun med et blidt smil og prøvede at holde hovedet kold og holde smilet på sine læber.

//Ved ikke om jeg svarer mere før i aften, skal jeg til kæresten xD

Mørket var endelig ved at falde på, mens skyggerne krøb sig længere hen over fortovene. Natten var Lucas' foretrukne titdspunkt på døgnet. Natten som altid lagde sig som en beskyttende kappe omkring ham. Skjulte ham for menneskenes blikke og gjorde dem til let bytte. Men netop i aften var Lucas ikke på jagt. Ikke i den forstand i hvert fald. Dog fulgte han alligevel et ungt par, som de fulgtes hjem fra grillen.
Det var blevet Lucas' foretrukne beskæftigelse, at følge med i Philiberts liv. At skabe problemer for ham i ny og næ og 'lære ham at kende'. På dage som denne, hvor der alligevel ikke var noget spændende at tage sig til, fulgte han Phil, som en skygge. En dødbringende en af slagsen, vel at mærke.

Miranda, kvinden som fulgtes med Phil her til aften, var også et velkendt ansigt. Et ganske interessant et af slagsen. Pigebarnet var nemlig havfrue og Lucas morede sig over, at Phil ikke var klar over dette faktum. At hans dobbeltgænger levede i troen om, at verden var "normal" og fri for magiske væsner. Han smilede skælmsk for sig selv ved tanken og mindede sin egen tid som menneske. Så uvidende og naiv. Han gøs og rystede mindet af sig, mens han vendte sin opmærksomhed imod Phil og pigebarnet igen..

Miranda kunne ikke lade være med at gengælde hans kærlige smil, og nikkede med et varmt og havblåt blik rettet imod ham. "Det skal jeg nok," sagde hun og lagde selv sin arm omkring livet på ham og fulgte roligt med ham, nysgerrig over hvor han egentlig boede. "Men så skal jeg jo også vide hvor du bor." Hun smilede drilsk og varmt op til ham og vidste jo godt, at det var der de var på vej hen. Hun klukkede lidt og smilede så skævt og fjollet til ham. "Du ved jo, at jeg elsker at være nede ved havet," sagde hun med et uskyldigt grin og smilede sødt op til ham. "Det gør mig bare afslappet af tage en svømmetur eller bare gå op og ned ad stranden." Hun trak let på skuldrene og vidste godt, at han aldrig havde set hende svømme og de gange de havde været ved vand, havde hun nægtet at gå i, på trods af sine mange længselsfulde blikke imod havet. Hun lænede sig hoved imod hans skulder og gøs kort i aftnens begyndende kulde, og ærgede sig lidt over, at hun ikke havde taget en lille jakke med eller noget andet, da hun jo havde bare arme og ben, og kun den silkebløde kjole omkring der legede omkring hendes ben.