Wait a second... You there... Oh my! Leyla! ... WHAT DID YOU SAY?!?! ~ Leyla.

S: Legepladsen.
O: Ingen væsner... Eller hvad?
T: Nat, 21:47
V: Kølig aftenvind.
P: bliver beskrevet.

Hm..
Det hele føltes mærkeligt. Der var så stille ved legepladsen... Normalt var der nogle der gik en tur, men denne aften var der ingenting. Ikke en lyd... Udover en lyd der opfangede hans opmærksomhed. En lyd af en gynge... Han så i retningen af lyden. En pige sad, og gyngede... På grund af mørket kunne han ikke se skikkelsen helt ordentligt. Han var jo et menneske. Et sølle menneske i mange væsners øjne, men han var ikke helt forsvarsløst. Han var jo en Jæger. Han havde en sort jakke på, hvid skjorte indenunder, sorte jeans, og sorte converse på. Hans pistol var i jakkelommen, og en spids trækæp var i hans bukselomme. Den var næsten til at se.
Han var blevet nysgerrig. Hvem gyngede dog på den tid? Han begyndte at gå hen imod gyngen, og skikkelsen.
"Hej," sagde han, og smilede. Han kunne stadig ikke se skikkelsen ordentligt.

http:femmboy.tumblr.com/post/16975010310/somedays-by-nadia-esra
//Tilføj // efter http: så skal det nok virke ^^

Der var meget koldt. Leyla sad på en knirkende gynge og gyngede sig lidt frem og tilbage ved hjælp af den ene fod. Hun så sørgmodigt ned i sandet og et suk forlod hendes læber. Leyla havde gået sig en tur og havde slået sig ned på en af gyngerne for at tage det roligt og komme videre. Hun kunne ikke blive ved med at ærge sig over at hun ikke boede i Frankrig mere. Hun savnede landet. Meget. Hun savnede vennerne fra skolen og vennerne fra hospitalet. Og kæresten fra England. Ham som hun besøgte hver weekend. Ham som hun var tvunget til at forlade fordi hun skulle flytte til Mystic Falls. Man skulle tro at hun var vred og rasende over det. Men det var hun ikke. Hun var blot såret og trist. Hun ville ikke sige sin søster imod så hun gjorde blot som der blev sagt. Og hun havde ellers en lille hemmelighed.
Leyla stivnede da den velkendte stemme ramte hende. Hun vendte sig hurtigt om og synet der ramte hendes øjne slog hende helt omkuld. "Frederik"
Det var det eneste hun kunne få frem.

Frederik...
Den velkendte stemme fik ham til at stoppe brat op... Langsomt begyndte hans øjne at vænne sig til mørket, og det han så var noget... Han endelig ikke havde troet han nogensinde ville se igen. Turen i england... Leyla... Han pressede øjnene sammen. Faktisk lukkede dem. Han havde flyttet til england for at være sammen med Leyla... Indtil hun flyttede.
Han så overrasket på hende. Var hun flyttet til Mystic Falls? Selv havde han flyttet dertil fordi han havde opdaget nogle mystiske drab, lig tømt for blod, og forsvindinger. Det sidste han nok havde forventet var at se Leyla.. Jeps, det havde været det sidste. Det betød dog ikke at han ikke var glad for det, for det var han! Der var bare det... Nej, det skulle han ikke tænke på, det ville også være dumt at fortælle Leyla det.
"Leyla?" Han sagde hendes navn som om han var bange for at hun var et spøgelse, eller af ren fantasi.

Leyla rejste sig hurtigt op fra gyngen og stod i samme sekund med armene om drengen. Den måde hans stemme sagde hendes navn på var så velkendt og savnet. Hun strammede grebet om ham en smule da hun var nød til at være sikker på at dette øjeblik ikke var en drøm. Hun kunne mærke at hun fik en klump i halsen og tårene begyndte også at presse på. "Åh Frederik..." Hun prøvede at sige det så normalt som hun nu kunne men med klumpen i halsen kunne man tydeligt høre hvor glad og følelsesladet hun var blevet blot ved synet af ham. Hun hvilede roligt sin pande mod hans brystkasse da højdeforskellen på de to var lidt stor. Med hendes 164 cm var hun også nød til at læne hoved tilbage en smule for at se op på ham. Hun smilede til ham og strøg ham blidt over kinden så hendes fingerspidser kun lige berørte hans hud.

Hun rejste sig op, og lagde armene om ham... Han så ligeud, og var stivnet fuldkommen. Til sidst lagde han armene om hende, og var tøet op. Hans hjerte bankede lystigt afsted, og det gjorde at han fik nogle slags... Vibrationer i kroppen. Den måde hun snakkede på viste ham at hun var glad for at se ham... Han vidste selv ikke om han burde være glad, eller trist over det... Na, han valgte at være glad. Han så ned på hende. Hun var så lav... Det havde han helt glemt, men det fik blot hans glæde over hun var lav frem. Han kunne godt lide at være højere end piger, det gav ham en følelse af at være overlegen... På en måde, måske mere følelsen af at være stærk. Han smilede skævt da hun så op på ham, og lod hendes fingerspidse kærtegne hans kind. Han samlede hende op så hun havde benene om hans liv, og armene om hans nakke. Han lagde en arm rundt om hendes ryg, og en holdte fast i hendes ben. "Hey smukke." Han smilede kærligt.

Et tøset hvin forlod hendes læber da hun blev godt og grundigt chokeret over at han løftede hende. Hun lo blidt over ham og var kun glad for at blive løftet. Det gjorde det også nemmere for hende at plante et blidt kys på hans læber. Selvom kysset var blidt var der stadig en masse følelser blandet i det. Hans læber mod hendes egne var helt magisk og følelsen hun fik havde hun savnet. Hun kunne nu mærke hvor meget hun faktisk fortrød at efterlade ham alene i England. Hans arm omkring hende fik hende til at føle sig beskyttet også selvom hun havde skjulte kræfter i hendes ellers sarte så krop der nok gjorde hende til den stærke i det forhold de nu havde. Hun så på ham med blide øjne og et glad smil om læberne "Hey"
Hun legede kælent med hans nakkehår og elskede følelsen af at have ham tæt på igen. "Jeg er så ked af at jeg forlod dig... Jeg vidste ikke at min søster ville rejse..." Hun sagde det med en undskyldene og sørgmodig stemme og hun mente hvert et ord. Havde hun blot vidst at han selv ville flytte til Mytcis Falls.

Han smilede af hendes hvin. Han blev lidt overrasket af at hun kyssede ham. Hurtigt gengældte han det, og kærtegnede hendes ene ben. Han trak sig væk, og smilede skævt. Han trak på den ene skulder.
"Hvorfor ville hun rejse?" Han så spørgende på hende. Den italienske accent gjorde hans stemme charmerende, uden han egentlig ville have det. Han rømmede sig lidt ved tanken om han var udstyret til at dræbe en vampyr... Det var måske ikke så klogt hvis han fortalte hende at han faktisk var klar til et dræbe en vampyr... Eller en Hybrid om nødvendigt.

Leyla trak kort på skuldrene "jeg ved det ikke... Hun ville ikke fortælle det..." Hun smilede stort til ham da hans velkendte skæve smil prydede hans læber. Hun indså virkelig i dette øjeblik at han betød utroligt meget for hende. Hans accent. Endnu en af de mange ting der gjorde ham speciel. Hun huskede på de mange stunder de havde tilbragt sammen og de steder de plejede at gå hen til når hun besøgte ham i England. Han var den person hun gik til hvis hun havde brug for at komme i godt humør og nu hvor hun vidste at han var i byen håbede hun på at hun kun skulle gå et par meter for at komme i godt humør.
Pludseligt kunne hun mærke en stor smerte i hendes mave og hun vred sig lidt og lukkede øjnene i imens hun skar en grimasse.

Det lød underligt. Hendes søster ville ikke fortælle hvorfor i alverden de skulle flytte? Han sukkede, men var da glad for at hun var her... Nu. Han blev ved med at kærtegne hendes ene ben, og smilede lidt mere charmerende, men stadig det skæve smil.
"I det mindste er du her nu." Hviskede han.
Han rynkede panden lidt da hun vred sig, og lukkede øjnene i... Han blev med ét helt alvorlig.
"Er du okay, Leyla?" Spurgte han forsigtigt.

Leyla tog sig til maven med den ene hånd og brugte den anden til at skubbe lidt til Frederik. "Sæt mig ned..." Hun sagde det bedende og havde stadig øjnene lukket hårdt i. Smerten der bredte sig i hendes mave var næsten ubærlig og det slog hende nu at hun stadig ikke havde fortalt ham sin lille hemmelighed. Hun havde heller ikke fortalt sin storesøster det. Ingen vidste det udover hende og hvis hun nogensinde begyndte at få smerter foran sin søster skjulte hun det og sagde bare at hun lige skulle gå en tur. Hun kunne ikke lide at lyve men hun ville heller ikke have at hendes søster skulle rase over hende og holde fordrag om at hun havde påført skam over familien.

Han forstod det ikke... Hvad var der galt? Han satte hende ned forsigtigt, og så undrende ned på hende, og bekymrende. Han strøg hende kærligt over kinden, og bøjede lidt ned i sine ben så han næsten var på højde med hende.
"Hvad sker der?"
Han ville ønske hun ville fortælle ham det. *Please, sig det!* Han vidste at Hybrids kunne læse tanker.

Leyla tvang sig selv til at åbne øjnene og se på ham og hendes blik viste tydeligt at smerterne var store. Hun sukkede kort da hun hørte han tanke og skar en lille grimasse da et jag af smerte hurtigt ramte hende. "Jeg.... Frederik jeg tror.... Jeg tror at jeg er gravid..." Hun holdt pause imellem sine ord da det gjorde ondt på hende at snakke. "Med dit barn" tilføjede hun og så hjælpeløst på ham.

Det var som om han havde fået en lussing. Lige i fjæset. Han rettede sig op, og stod stivfrossen. Det... Æh... Meh... Hans ansigt var som en maske. Hun måtte lave sjov... Det måtte hun bare! Men men men... Han var chokeret. Han så ned på hende igen.
"Je... Æhm..." Han satte sig på hug. "Det... Er jeg altså... Æh... Ikke klar til, Leyla." Han sank en klump. Hans stemme dirrede, og lød lidt rusten. "Jeg er 17, jeg er et menneske. Jeg har ikke levet flere tusinde år som dig, jeg er slet ikke klar til at blive far..." Det han endelig prøvede at sige var han ikke kunne spille en fader rolle. "Kan du ikke få en abort?" Han så spørgende på hende, og en anelse håbefuldt.

Hun så ned på ham med et såret blik. Hun satte sig ned foran ham og så ned i sandet. Hun begyndte at lege med sandet da hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre. Hun var såret. Hun følte at han ikke ville hende mere. Hun forstod godt at han var for ung og hun var heller ikke klar på det selv. Godt nok var hun flere tusinde år gammel men indeni var hun lige så sart og skrøbelig som en lille pige på fem år. At han bad hende om at få en abort gjorde mest ondt. "Jamen..."
Hun vidste ikke hvordan hun skulle afslutte den sætning. Der var så mange ting. Hun startede ud med at være utrolig lykkelig og glad for at han var i Mystic Falls og hun håbede at det hele kunne blive som før. Godt nok var hun ikke sikker på om hun var gravid med hvilken anden forklaring var der ellers på de smerter hun havde?

Åh du godeste... Hun skulle ikke... Hun måtte ikke... Arh! Han sukkede, og satte sig så ned ved siden af hende. Han så træt på hende, han var ikke træt, bare... Ja, træt af tanken om hun måske var gravid... Det havde været som en knytnæve i maven at få at vide, eller i ansigtet.
"Søde, jeg kan bare ikke... Jeg kan bare ikke være en far. Det er jeg ikke klar til. Jeg... Vil blive færdig i skolen, finde et job..." Det sidste ville nok gøre lidt ondt. "Og, stifte en familie når jeg er ved de tredve år." Han bed sig i underlæben.
Hun skulle jo huske, han levede ikke evigt. Han strøg hende blidt over kinden med en finger.

Leyla viftede hans finger væk fra hendes kind som var det en plagende myg eller flue. Hun havde ikke lyst til at få en abort. Om hun så var gravid eller ej. Hun var faktisk glad for at han var faren. "Jeg ved det jo godt..." Hun sagde det tøse irriteret og vendte sig om så hun sad med ryggen til ham. Hun forstod ham godt. Godt nok gik hun selv i skole men hun pjækkede nærmest hver dag. Hun havde alligevel mere viden i hoved en alle lærene på den High School tilsammen. Endnu en fordel ved at være flere tusinde år gammel.
Leyla tørrede sine øjne med hendes håndryg da hun kunne mærke at tårene igen pressede på og klumpen kom tilbage. Hun hulkede ikke og prøvede også at skjule hendes dirrende underlæbe.

Der var ikke noget værre for en dreng end at få en pige til at græde, som han ikke vil have at hun gør. Han bed sig i underlæben og trak sin hånd til sig. Hvordan pokker skulle han forklare det med claire for hende?! Han huskede al for godt at hybrids kunne læse tanker, så han prøvede at koncentrere sig om sine tanker. Det var ikke fordi han ikke kunne lide leyla mere, han havde bare... Udviklet følelser for en anden.
"Leyla, græd ikke." Han lød bedende. "Undskyld." Han brød sig ikke om at hun vendte ryggen til ham. "Jeg kan bare ikke..." Han sukkede lavt og rejste sig op. Han ville gå hvis hun ikke ville snakke med ham om det.