i Fear he will come //Jordan//

Det var helt stille inde i kirken, man kunne bare svagt høre lyden af regnen som ligefrem løb ned fra himlen som et vandfald. De fleste ville nok hade regnen, bare fordi at de blev våde af den. Der var jo en grund til at den kom, og det var bestemt ikke var menneskernes skyld. De havde jo alligevel overtaget jorden, som om de kunne tage hvad end de havde lyst til. I sidste ende ville de flygte indenfor fra noget som lidt regn, men englene kunne grine af dem oppe fra himlen af.
Det var bare ikke alle som fik lov til at være oppe i himlen, også selv om de var engle og fortjente at være der. Så var der nogle der blev sendt tilbage ned på jorden, med hukommelsestab og skulle finde ud af at leve igen. Det havde sket for den nye engel Jordan, det navn som han havde taget til sig. Han viste ikke hvad han hed, hvem han var, hvad han var eller noget andet. Han havde bare vågnet op inde i skoven, uden at vide noget som helst. Han havde endt med at tage hen til kirken, bare for at have et sted at være i skjul fra regnen. Han sad bare i et hjørne af kirken, og stirrede op på det kæmpe kors med Jesus på.
Han sad og rystede lidt for sig selv, af kulde og bare over at være forvirret. Han fik bare ikke lov til at tænke længe for sig selv, før han hørte døren der gik op og lukket i igen. Han vende bare sit blik mod døren, og fik kort øje på en kvinde der kom gående ind. Han rejste sig forsigtigt op, da han ikke ligefrem ville forskrække hende "er du okay?" kom der let ud mellem hans læber, da han ikke ligefrem havde lyst til at blande sig i noget forkert. Det var alligevel bedre, end at skulle tænke over alt som forgik for ham.
Han gik med langsomme skridt mod hende, mens hans hoved lå svagt på skrå.

Jordan havde bestemt ikke styr på noget længere, han viste jo ikke hvem han var og hvilke holdninger han havde. Han var derfor ikke sikker på om han skulle tro på hvad hun sagde, eller hvad han nu skulle gøre? det var vel også forkert at blande sig i andres problemer? eller var det nu det? hvad nu hvis han var en af dem som blandede sig i alle problemer? der var virkelig så mange ting han skulle finde ud af om sig selv, og han viste bestemt at det ville tage tid.. men hvor længe var han ikke engang sikker på. Det var jo næsten ligefrem som at være et barn igen, at man skulle lære alt om igen? hvad var rigtigt og hvad var forkert? det gjorde ham så forvirret, også selv om han bestemt ikke havde lyst til at tænke over det.
Han gik alligevel det sidste stykke hen mod bænken, før han stoppet op og bare så over på hende. Hun så jo ikke ud til at have det okay? hvem ville dog løbe ind i en kirke frivilligt? selv om han havde gjort det, men det var jo også fordi han ikke havde noget sted at gå hen. Kirken virkede også som et trygt sted, som om han havde noget tilfælles med den. Han kunne bare ikke finde ud af hvad det var, eller om det var en god idé at finde ud af det?
Han satte sig ned på kanten af bænken, mens hans blik var rettet mod Jesus korset og et svagt smil kom frem på hans læber "det er en flot kirke" sagde han og ville ikke blande sig i det, hvis hun ikke ville have det. Hun skulle vel nok komme til at fortælle ham det, hvis hun havde lyst til det. Han havde bare på fornemmelsen, at det var forkert at prøve på at presse folk til noget.
Det var vel bare en del af ham selv? måske en del som han havde fundet ud af, men han tvivlede alligevel på det.
Hans blik gled langsomt mod hende, mens han holde smilet på sine læber.