Not all angels are sweet ~Kol

Sted: Skoven
Tid: Midt på dagen
Vejr: Solskin, en blid, lidt varm brise, ingen skyer
Omkring: Skov, og alt hvad der hører indenunder det
Tøj: Bliver beskrevet i teksten
____________________________________________________________

Cataleya var lige kommet til byen, hun var halvt om halvt flygtet fra North Carolina da hun var død der, og at folk nok ville synes at det var lidt mærkeligt hvis at hun gik rundt i byens gader, fuldstændig levende og alt det, når det var meningen at hun skulle have ligget under sin gravsten i byens kirkegård. Hvilket hun jo også gjorde, det var bare hendes jordiske levn der lå der, for nu var hun ... anderledes ... hun var en engel, i fysisk forstand, selvom hun stadig ikke var helt sikker på hvad det betød. Og nu gik hun igennem en skov, der meget lignede den fra sit tidligere bosted, og gyste kort ved minderne derfra, selvom hun havde det varmt i sine lyseblå shorts og den hvide tanktop. Solen skinnede ned igennem trætoppene og varmede underskoven op og gjorde det generelt bare til et dejligt vejr. Hendes fødder var bare og hendes sorte hår lå om hendes skuldre og kildede hende med en dejlig følelse imens hendes smaragdgrønne øjne gled rundt i skoven og nød den skønhed kun naturen kunne have.

Cataleya gik i sin helt egen verden og tænkte stadig på de store forandringer der var sket i hendes liv og hun var generelt bare glad for at have fået en ny chance. Da hun hørte stemmen, som tydeligvis stammede fra en mandlig vampyr, noget hun gættede sig til da han kaldte hende blodpose. Hun så kort rundt, selv oppe i træernes skygge og smilede sødt da hun fik øje på ham. "Jamen goddag selv, vampyr, sagde hun med en blid og melodiøs stemme og så på ham med et blidt blik. Hun var ikke bange for sig, heller ikke over for vampyrer eller andre overjordiske. Kort sikrede hun sig at hendes tanker var skjult bag en barrikade og at den var tyk og uigennemtrængelig.
Hun trådte kort væk fra træernes skygge og så på ham med nysgerrigheden spillende i sine smaragdgrønne øjne. "Kommer du ikke herned så jeg kan se dig ordentligt?" spurgte hun blidt og så stadig op på ham og sende ham et sødt og venligt smil.

Cataleya så hvordan han forsvandt og hans stemme lød lidt fra hende. Hun så imod ham og smilede stadig, hun var ikke bange for ham, selvom hun godt vidste hvor let han kunne tage livet fra hende. "Det tvivler jeg heller ikke på," sagde hun i en blid tone og så bare på ham uden frygt. "Jeg ville næppe få tid til at blinke og så ville endnu et liv være væk, taget af dine hænder." Hun mærkede hvordan han lagde hånden om hendes hals og lod så sine smaragdgrønne øjne møde hans. Hun lagde hænderne over den hånd der holdte hende om halsen i en blid bevægelse. "Der er ingen grund til at demonstrere, jeg ved godt hvad I vampyrer kan," sagde hun blidt, men prøvede ikke at fjerne hans hånd, hun holde bare sine hænder over den. Hun smilede sødt til ham og der var kun blidhed og sødme at finde i hendes blik.

Cataleya så bare på ham imens hun kunne se, at han væmmes ved hende, en lille ting der fremkaldte et hårdt glimt i hendes øjne. Hun bed kort tænderne sammen da han rev hendes hoved tilbage og fandt noget frem af hendes lomme, en lille blomst. Jernurt. Hun ventede til at han var i færd med at bore tænderne i hendes hals inden hun lagde hånden med jernurten ramme ham i ansigtet imens hun selv skubbede sig væk fra ham. Godt nok var hun en engel, og de fleste engle var søde og rare af natur, men Cataleya havde en ... en besværlig fortid. Hun kunne ikke lide, når man prøvede at hundse rundt med hende. Hun lo kort over hans ord og tog sig til halsen imens hun mærkede hvordan såret healede. "Jamen, tak for de søde ord," sagde hun med et skævt smil og så roligt på ham imens hun holdte sig på vagt.

Cataleya bakked langsomt væk fra ham og holdte vågent øje med ham. Hun vidste, at det var farligt gjort. Da han greb hendes hals og kastede hende imod et træ, gispede hun i smerte og mærkede det kort sortne for sit blik og da hun kunne se klart igen havde han taget urterne fra hende. Hun smilede skævt og følelsesløst til ham og lo kort. "Nåh, du kan ikke lide når maden bider igen?" spurgte hun drilsk og rejste sig langsomt op. Det svimlede ganske let for hendes blik og hun støttede sig let til træet imens hun mærkede, at hendes vinger gerne ville frem, men hun holdte den tilbage, hun ville ikke have, at han skulle flå dem af. Ikke hendes vinger. Imens hun stod der og så trodsigt på ham, stadig uden det mindste frygt eller skræk i sit blik eller udstråling, ventede hun nærmest på at han ville dræbe hende eller det der var værre. Hun havde ikke tænkt sig at skrige, hun havde mere værdighed end da.