Leo! Come back! ... Who are you? ~ Kol

S: Kiras Penthouse lejlighed, udenfor.
O: En kat der suser rundt, og en lille pige der prøver at fange den. Ellers ikke rigtig nogen mennesker.
T: Eftermiddag, 14:15.
V: Solskin, og ingen skyer. Lille behagelig vind.
P: En hvid skjorte udenpå, sort trøje indenunder, hvide bukser, og hvide sko. En halskæde, se profil.

Øv! Pernille stormede ud af penthouse lejligheden, og ned til gaden efter Leo. Hun stormede ned af trapperne, og udenfor. Hun smilede lidt da solen rammede hendes ansigt. Leo spænede over gaden med Pernille i hælene. Hun håbede virkelig hun ikke fik ballade af at løbe ud på gaden uden at have sagt noget til sin mor. Hun kunne ikke huske meget omkring sit liv, før døden, men hun kunne huske sin mor nu. Og boede ved sin mor. Det var nu rart at sove i en dejlig varm seng, i stedet for at sove i gaden koldt, og utrygt. Og hun fik ordentligt mad! Nam nam!
Pernille drejede rundt om hjørnet, og greb ud efter Leo der var stoppet op. Hun tog ham op i sin favn, han var jo ikke særlig tung. Hun rystede lidt på hovedet, og så rundt. Hm... *Åh nej...* Hun kunne ikke huske vejen tilbage! Hun så desperat rundt.
"Hvad gør jeg nu...?" Hun sukkede lavt.

Paaklaedning: en laeder jakker, stram sort t-shirt, slidte jaens og et par solbriller

Det var nu et fint vejr, solen skinder og giver varme....hvilket kun var til sorg, da han ikke jagede naar solen stod hoojt, det var mere hen af natte timerne at han maeskede sig i menneskers blod og nood godt af det. Lige nu vandrede han englelig bare rundt udenet formaal, dog fik lugten af engel ham til at smile ondt og vende sig om. Uhh dette skulle nok blive sjovt det var da helt sikkert. Han rettede paa sin jakke og fulgte lugten til han naaede den lille pige, som mindede ham om en hann havde moodt tidligere hen i sit liv, "pernille" hviskede han naesten helt lydloost.gik hen mod hende og kunne ikke fatte, at lige der foran. Ham stod hun virkelig "jeg troede du var dood....jeg saa dem putte dig i graven" gispede han og saa bare overrasket paa hende. Nok var han ond, men lige hende her var nok en af hans smaa svagheder han nu besad "jeg kan ikke fatte det er dig" han smilede og stoppede op, koorte haanden igennem haaret og sukkede stille

//sorry det ikke blev saa langt

//Det går nok, jeg skrev også noget kort ^^'

Pernille. Var der en der hviskede.
Hun vendte sig om, og så op på manden. Hun knugede Leo ind til sig. Der var noget bekendt ved manden... Men hvor kendte han hendes navn fra? Hun trådte lidt væk, mens tankerne om at man ikke måtte snakke med fremmede kørte rundt inde i hendes hoved. Jaaa... Man ville nok tro at Pernille ikke ville kunne høre manden, men hun havde skarpe sanser. Det hjalp at have boet på gaden i en måned. Hun sank en klump, og bed sig i underlæben. Graven? Putte hende? I en grav? ... ååååh! Manden havde været til hendes begravelse... Måske var han en ven af familien? Hm..
"J-jeg var død..." Mumlede hun, og knugede bare Leo ind til sig som snuste nysgerrigt til hendes hals. "M-men så kom jeg tilbage.. Fra de døde." Mumlede hun videre, og så lidt ned. Hun så på ham igen. "Hvem er du?" Hun så spørgende på ham.

Han gik hen til hende, knaelede ned foran hende, for at vise han ikke udviste nogen farer for hende, han havde taenkt paa om hun overhoved ville ligne ham en smule, eller hun kun havde arvet alt fra sin mor "ja det kan jeg se....wow" han virkede overrasket og samtidig glad for synet af hende "jeg har saa gerne ville se dig...men din mor ja det var en anden historie. Da du blev fooodt, jeg kom op paa hospitalet for at stootte hende, men ja hendes far, han bad mig gaa, aldrig at komme tilbage igen" han smilede blidt til hende "der er ikke gaaet en dag hvor jeg ikke har taenkt paa dig" hviskede han blidt, alt det onde fra tidligere var vaek, nu var det mere erstattet med varme og venlighed "jeg ved ikke om hun har fortalt om mig...men mit navn er Kol" sagde han kort for han smilede svagere

Leo så nysgerrigt på manden. Pernille blev bare ved med at knuge Leo ind til sig. Pernille havde været heks, men om der var noget ved manden der lignede hende var hun usikker på. Hun havde dog et temprament. Og så havde lidt gyldne øjne. Hun forstod ikke manden, men noget sagde hende at han ikke kunne finde på at gøre hende fortræd. Hun så forsigtigt betragtende på ham, og snak en klump. Hendes mor? Hvem var den mand?! Hun trak vejret lidt mere roligt.
"Morfar?" Hun kneb øjnene lidt sammen. Noget rørte sig inde i hendes hukommelse da han sagde hans navn. Kol... Oprindelig vampyr... Far! Hun spærrede øjnene op. Hun slap Leo, og krammede ham hurtigt. "Far." Mumlede hun. Leo satte sig bare, og så på dem.

Han grinede da hun kaldte ham morfar "ah det er jeg saa ikke lige helt, men ja din morfar...han var en interessant mand" han rystede paa hoved og smilede bredt til hende. Han gispede da hun krammede ham, ikke en ting han lige havde forventet af hende. Han smilede dog, lagde armene om hende og trykkede hende ind mod sig "mhh Pernille hvor har jeg dog savnet dig....du ved ikke hvor meget jeg har savnet dig" hviskede han, nussede hende blidt ned af ryggen. Han rejste sig op og sukkede "hvor er du dog blevet smuk, jeg er naesten bange for at spoorge hvad du har faaet fra hvem...dit moorke haar er nok fra os begge" han stroog hende igennem haaret og smilede straalende

//Det skal lige siges at hun ser ældre ud fordi hendes mor kom til at få hende til at ligne en på 15 xD Men i dette emne ligner hun stadig en på de 10 år ^^ Så hun har mørkt hår(har jeg lige bestemt fordi både dig og Kiras avatarer har mørkt hår, og gyldne øjne i emnet xD//

Ikke morfar? Nå... Men far var også meget bedre! Nu vidste hun hvem hendes far var! Og det var rart at vide... Leo sad bare ned, og betragtede dem. Han lagde hovedet lidt på skrå. En lille tanke strøg inde i Pernilles hoved. Ville hendes far prøve at få hende til at ham hendes blod frivilligt? Der var godt nok jernurt i alt det mad hendes mor lavede, det vidste Pernille bare ikke.
Hun krammede sig ind til sin far. Sin far... Hun lukkede øjnene. Hun smilede over hans ord.
Pernille så op på ham da han rejste sig op,, og hun tog Leo op i sin favn. Hun fnes lidt.
"Far, jeg har nogle spørgsmål.." Og da hun regnede med at hun gerne måtte stille dem, fortsatte hun med at snakke. "Har mit blod ikke en dragende virkning på dig? Kender du Jack? Hvorfor er dig og mor ikke sammen?" Hun så spørgende op på ham med sine store gyldne øjne.

//okay men hvad har hun fra de forskellige sider? Altsaa traek

han smilede, nussede hende ned af kinden "sikke mange spoorgsmaal du har, om dit blod har en dragende virkning paa mig...soode du er min datter, jeg vil draebe alle der saa meget som skader dig, du er min guldklump, min eneste svaghed" hans smil var mere aegte end i mange aar...shirt hun bragte virkelig godhed frem i ham "jack....maa jeg spoorge hvilken jack du refere til, jeg kender et par stykker som hedder jack...hvorfor har han gjort dig ondt?" Han saa undersoogende paa hende. Hendes sidste spoorgsmaal fik ham til at skaere en grimasse "oohm det er svaert at forklarer, hvad har din mor sagt om det" spurte han blidt, som han saa paa hende, fik han bare lyst til at passe paa hende, at vende vrangen ud paa alle der gjorde hende ondt. Nu var spoorgsmaalet hvad pokker ville Kyle og Gideon sige til hende?

//Well, hun har et stort temprament, og lidt bad girl agtig, hun er en utrolig nysgerrig pige... Udseendemæssigt... Hm... Dont know xD

Pernille foldede hænderne som i en bøn, og så op på sin far. Hun nikkede langsomt. "Okay... Det var bare mor der sagde at mit blod havde en dragende virkning på vampyrer, og hybrids..." Hun trak lidt på den ene skulder, og smilede stort over hans ord. Hun så tøvende på ham, og sukkede lavmælt. "Jack Cornelius Westerfield. Oprindelig Hybrid... Nej, han har ikke gjort mig noget." Hun smilede beroligende.
Det var rart at vide hendes far ville beskytte hende. Det gav hende ro på en måde, selvom hun godt vidste hendes mor også kunne beskytte hende, og holde af hende... Og hjælpe hende med at få de mareridts hun havde væk. "Hun sagde bare at du var oprindelig vampyr." Faktisk kunne hun ikke rigtig huske hvad hendes mor havde sagt.
"Kan du også læse tænker?" Pernille så op på ham med store og forventningsfulde gyldne øjne.

//Haha mente hvad hun havde faaet fra hver af os

Han nikkede "det har det, men sig endelig til hvis der er noigen som bider dig kaere...jeg ville gaa igennem ild og vand for dig, selv til verdens ende" han smilede varmt til hende, det var helt ufatteligt, han kunne virkelig ikke holde de forbandede smil tilbage i hendes selvskab. Han lyttede stille og nikkede alvorligt "mh jeg har hoort om ham, tror vidst nok jeg har vaeret sammen med hans datter kort, men ellers har jeg aldrig moodt manden i mit liv" han trak paa skulderne. Det var godt et par aar siden han sidst havde vaeret sammen med hende, koon pige maatte han indroomme.
han lagde hoved paa skraa "okay ser du din mor og jeg moodtes paa dette sted, ja det er svaert at forklarer men godt en masse tid efter faa jeg af vide at hu er gravid med dig, saa jeg vil gerne stootte hende, da det var min skyld. Men din morfar ja han smed mig vaek og sagde jeg aldrig skulle komme igen" han rettede hoved op og smilede svagt til hende. Hendes spoorgsmaal fik ham til at klukke "ahh kaereste, lad os bare sige der er nogle ting som stadigvaek skal vaere et mysterie" forklarede han med et stort smil

//Det tror jeg står i profil. ^^

Hvis nogen bed hende, skulle hun sige til. Okay. Hun nikkede hurtigt og smilede stort. "Okay. Tak far." Hun krammede ham og holdte godt fast i hans trøje. Hun ville ikke give slip. Hun lukkede øjnene men åbnede dem hurtigt igen. Hun så op på ham med et stort smil.
"Han er en sød mand." Sagde hun... "Men mor siger jeg skal holde mig fra ham.. Jeg forstår altså ikke hvorfor." Hun rynkede lidt på panden og så tænkende væk. Hm.. Hun kunne ikke se hvad der var galt i at han tog hendes blod.. Det forstod hun stadig ikke.
Hun kiggede op på ham. "Hvorfor smed min morfar dig væk?" Hun mistede pludselig al respekt for sin morfar...
"Øv.." Hun smilede stadig og krammede ham igen.