A new lover? How exiting ~Dimitri

Sted: Mystic Grill
Tid: Tidlig aften
Vejr: Det er kort før solen går ned og det er koldt udenfor og der er en halvt om halvt stærk blæst
Omgivelser: Forskellige væsner, dog flest mennesker
Tøj: plus en sort jakke ud over og sort hår! xD

Lissette var noget omtumlet over at have fået at vide, at hun havde haft en stor familie, hun aldrig havde kendt til, i alle de femhundrede år hun var gået rundt på jorden. Det var skørt, mærkeligt at tænke på, men sådan var det jo nu engang. Hun havde for nyligt mødt hendes far og var endt med at bo hos ham på hans mors, hendes bedstemors, kæmpe slot inde i skoven, og der havde hun mødt resten af hendes fars familie. Men som den enspænder Lissette, eller Liz, som hun ofte bad folk om at kalde hende, da det var nemmere, havde hun smuttet fra slottet og gået en tur i byen, bare strejfet rundt, indtil nu, hvor hun var gået ind i Mystic Grill og havde sat sig på en hjørneplads og havde smidt sin jakke og purret lidt op i sit vindblæste hår. Det bølgede lidt, viste de krøller hun ofte skjulte når hun glattede sit hår, og hendes klare, blå øjne søgte ud over mængden og hun fik da øje på en vampyr og et par varulve der sad sammen. De var jo flok dyr, ikke? Se, dét gen havde hun ikke fået, men nu var det jo også hendes bedstemor, fra hendes mors side, der havde været varulv og hendes bedstefar der havde været en troldmand og havde forvandlet sin datter til en oprindelig, hvorefter hun senere havde begået sit første mord og varulve genet var blevet udløst. Hendes bedstefar døde kort efter besværgelsen og så begik hendes bedstemor selvmord på grund af sorgen. Endnu en grund til at Liz ikke lod sig selv få kærlige følelser overfor andre, der ikke var familie for hende. Se bare på hendes bedsteforældre, hvad kærlighed gjorde ved dem, eller se på hendes mor og far, der ikke kunne tåle synet af hinanden, selvom hendes mor stadig elskede far.
Liz rystede let på hovedet for at ryste alle de mærkelige tanker ud ad hovedet inden hun tog menukortet op og så på det, bare for at fordrive tiden. Måske skulle hun bestille noget? Hun kunne jo stadig indtage mennskemad og få næring af det. For halvdelen af hende var jo varulv.

Lissette sukkede over det ekstremt kedelige menukort. Hun savnede halvt om halvt de gamle kroer der havde været rundt omkring, fuld af fuldskab og mænd der var mere end villige til at følge en lille, sød og uskyldig ud i en gyde eller følge hende 'hjem'. Men der havde jo aldrig været noget sjovt i det, det var kedeligt og der var ingen kamp eller sjov i det. Derfor havde hun nogle gange skræmt hendes offer lidt, jagtet vedkommende igennem byens gader, altid lige i hælende på ham, så han kunne høre hendes åndedræt og hendes latter.
Hun tog sin jakke på igen idet hun lagde menukortet ned på bordet igen og begav sig op til baren, hvor hun så at der var endnu en vampyr der havde slået sig ned. Rent impulsivt satte hun sig ned ved siden af ham og råbte bartenderen an, en ung kvinde, tydeligt menneske og sikkert også uviden om hvilke væsner der gik rundt omkring. "Giv mig det stærkeste I har," sagde hun kort for hovedet og sendte hende et sødt smil. Idet hun gik igen, vendte hun sit klare, blå blik, der nærmest strålede, imod vampyren ved siden af sig. Hun sendte ham et venligt smil. "Jeg synes ikke, at jeg har set dig her før, er du ny?" spurgte hun roligt og lagde hovedet let på skrå imens hun så på ham.

Lissettes blå øjne så roligt ind i hans grønbrune, og hun smilede venligt til ham. "Jamen, så velkommen til Mystic Falls," sagde hun og rakte ham hånden med et lille grin. "Jeg er Lissette, og jeg er næsten også lige flyttet hertil." Hun trak på skuldrene og betragtede ham roligt. Han så faktisk ikke værst ud ... bestemt ikke værst, han var faktisk ret lækker. Men ingen af hendes tanker kunne ses i hverken hendes ansigt eller blik. Det forblev roligt og venligt. Hun havde selv en lettere fransk accent, men den var næsten væk efterhånden, ellers snakkede hun bare med en helt normalt amerikansk accent. "Og dit navn er?" Hun hævede det ene øjenbryn, spørgende, og smilede sødt og imødekommende til ham.

Lissette kunne ikke selv lade være med at smile bredere til ham og klukkede blidt over ham. "Jeg kan kun sige i lige måde, og æren er min, Dimitri," sagde hun med et drilsk smil og en lille latter på læberne da han kyssede hendes håndryg. Da hun så hans smilehuller, kunne hun ikke lade være med at smile bredere til ham. Hun elskede drenge med smilehuller, det var en lille svaghed af hendes, hun kunne ikke gøre for det. Hun fulgte hans eksempel og tog sin drink op og tog en lettere stor slurk af den og nød den varme kildren det gav hendes svælg og sukkede idet hun satte den fra sig på baren igen. Hun grinede lidt inden hun vendte de blå øjne imod ham igen og smilede sødt og skævt. "Nåh, har du så planer for i aften, Dimitri?" spurgte hun drilsk og blinkede en enkelt gang til ham.

Lissette nikkede og smilede skævt til ham. "Jeg gør mit bedste," sagde hun med en lille latter og smilede til ham. Hendes øjne fulgte hans hånds bevægelse og hun smilede skævt til ham og klukkede stille inden hun drak det sidste af sit akohol. Hun sukkede af velvære og nød at mærke den varme fornemmelse brede sig i sin krop. Hun nikkede med et skævt smil. "Så er jeg vist ikke den eneste med de planer for dagen," sagde hun med en blid latter og så på ham med et sødt smil. "Men kunne denne kønne herre så tænke sig at tilbringe dagen sammen med mig?" Hun så på ham med et opmuntrende blik og et sødt og nærmest udfordrende smil om læben.

Lissette smilede varmere til ham og lo blidt. "Jeg takker," sagde hun og bøjede hovedet let frem i en elegant bevægelse, og som tegn på taknemmelighed, inden hun rettede sig op igen og sendte ham et sødt og strålende smil. Hun vidste lige hvad hun lavede, hun havde sig selv i kort snor, sørgede for at der ingen følelser kom i klemme eller noget andet. Hun turde ikke at lade andre komme tæt på eller sig selv at få følelser for andre. Ikke efter at hun vidste hvordan hendes forældres forhold var endt. Hun smilede mere forførende, bare et kort øjeblik, inden det blev sødt igen. "Det glæder mig," sagde hun drilsk og klukkede blidt imens hun betragtede ham blidt. Det her skulle nok blive morsomt. "Jeg ved det ikke, noget De kunne tænke Dem at lave?" spurgte hun blidt og nysgerrigt imens hun betragtede ham roligt og smilede sødt til ham.

Lissette smilede bare sødt og trak på skuldrene og betragtede ham roligt. "Du er en sand vodka-elsker, hva'?" sagde hun med et drilsk smil og så roligt på ham. Hun kunne selv godt lide drikken, men det var ikke noget hun ligefrem elskede, hun kunne sagtens drikke det, men hun foretrak så meget andet end lige den drik. Hun betragtede ham roligt og lettere vagtsomt, som om han kunne gå til angreb hvert et øjeblik, men det var bare en refleks, en gammel vane efter at have tjent i den kongelige riddertjeneste i 1800-tallet. Hun klukkede blidt over hans svar og trak bare på skuldrene. "Nåh, så jeg er smuk?" spurgte hun drilsk og smilede skævt til ham. Hun trak lidt på skuldrene og smilede roligt til ham. "Hvad vil du vide?" spurgte hun roligt, dog lettere afholden, det var jo ikke ligefrem noget hun bare delte ud til alle og enhver.

Lissette grinede lidt og nikkede med et skævt smil. "Det forklarer det hele," sagde hun drilsk og smilede derefter varmt til ham og blinkede en enkelt gang til ham. Hun nikkede lidt og smilede skævt til ham. "Det er en meget god indstilling at have, det må jeg give dig," sagde hun forbløffet og smilede skævt til ham. Hun var faktisk positivt overrasket over de ord han kom med, for det var selv en indstilling hun selv havde. Hun tøvede lidt ved hans spørgsmål og tænkte sig lidt om. "Jeg blev født i Rom, Italien," sagde hun med et skævt smil og så på ham med et roligt blik. "Jeg voksede op der sammen med min mor." Hun trak lidt på skuldrene og smilede skævt til ham. "Er der andet du vil vide?" spurgte hun så med et lille grin.

Lissette smilede og klukkede blidt. "Jeg ville ønske jeg kunne sige det samme her, men," sagde hun og trak på skuldrene med et lille grin. "Det må da alligevel være dejligt at have noget der minder én om hjem." Hun smilede skævt til ham og misundede ham lidt, hun havde aldrig rigtig haft noget 'hjem'. Hun havde rejst meget rundt med sin mor i et århundrede, men så var hun taget afsted for sig selv, hvilket var meget uhørt for en kvinde af gøre i sin tid, men hun sked på normerne og lavede sine egne. Hun var endda blevet mester indenfor sværdkunst og havde kæmpet i et par krige. Hun klukkede blidt over hans ord, og måtte indrømme, at hun blev lidt smigret over dem, hvilket også kunne ses på den lette rødmen der langsomt steg op i hendes kinder. Hun kunne godt lide de to russiske ord han havde sagt, selvom hendes russiske var utrolig rusten, hun kunne dårligt nok noget af sproget længere. Hun nikkede lidt og sukkede længselsfuldt. "Jeg savner de store kjoler, det må jeg indrømme," sagde hun med et lille grin inden hun så på ham med et skævt smil. Hun trak lidt på skuldrene. "Jeg ved ikke hvad der er at sige, jeg snakker ikke så tit om mig selv, så du må sige mig, hvad vil du vide?" spurgte hun og smilede drilsk til ham imens hun lænede sig lidt imod ham ved at hvile den ene albue imod barens bord og hvile hagen i hånden imens hun betragtede ham med et nysgerrigt, blåt blik.

Lissette så på ham med et blidt blik og smilede skævt til ham. "Jeg har aldrig rigtig haft et hjem, Dimitri," sagde hun med et lille grin. "Det sted hvor jeg boede i længst tid var fra jeg blev født til jeg var femogtyve, og det var kun fordi at alle havde set mig vokse op helt fra spæd til jeg blev medlem af kongens riddersal, for ser du," sagde hun og grinede lidt. "Min 'far'." Hun lavede anførelsestegn for at sige, at de ikke var blodsbeslægtede. "Havde altid ønsket sig en søn, så da jeg begyndte at interessere mig for sværdkamp, så underviste han mig. Han var den øverste leder i riddersalen, så af ham lærte jeg alt hvad der har med kamp at gøre, strategi, beskidte knep, at kæmpe med sværd, kaste med knive, bue og pil, nævekamp, det hele, og efter nogle år kunne jeg nedlægge hver en mand jeg kæmpede imod." Hun grinede lidt. "Det var uhørt den gang, men jeg elskede det, plus, det gav mig adgang til kongens bibliotek." Hun sukkede længselsfuldt. "Jeg har stadig aldrig set så mange bøger på en gang i mit liv efter dét." Hun grinede lidt og rødmede ganske svagt da det gik op for hende hvor meget hun lige havde fortalt om sit liv, og på en måde råbet hvor gammel hun var, eller, nej, nok ikke helt det sidste, men hun havde røbet, at hun var født før skydevåbnet blev opfundet.
Hun nikkede sammentyksigt og grinede stille. "Ja, den tid var meget bedre på mange måder, der skulle man arbejde sig frem, her kan man bare købe tingene på eBay," sagde hun med en lille latter, men med et sørgmodigt smil der fulgte efter. Hun savnede virkelig livet før i tiden, de mange farver der strålede op over det hele, de stramme korsetter ... eller nej, dem kunne hun godt undvære! Man kunne hverken trække vejret eller spise!
Hun grinede lidt over ham og rystede en anelse på hovedet over ham. "Hvad vil du have at jeg skal sige?" spurgte hun lettere forfjamsket. Hun anede ikke hvad hun skulle fortælle om sig selv. Hun følte sig også lidt genert og utilpas over at fortælle mere om sig selv. Det var ikke ligefrem noget hun gjorde normalt.