Ustyrlig magi

Tid: 8.56
Sted: Skolen
Vejr: Blå himmel, kold vind
Omgivelser: Skolegården er affolket, da undervisningen er begyndt
Beklædning: Grøn jakke og blå jeans.


Hvis Charlie normalt var farlig at være i nærheden af, når hun var vred, så var det kun blevet endnu værre af, at hendes heksekræfter nu stod i fuld flor og var under rivende udvikling. Hun havde svært ved at tøjle sin magi og det betød, at det var farligt for hende, at opholde sig på offentlige steder.. Såsom i skolen. "Forbandet" hvæsede hun og forsøgte at slukke den flamme, som nu dansede fra hendes håndflade. "Stop!". Hendes stemme afspejlede frustration og hun rystede hånden, mens hun skyndte sig hen over den tomme gårdsplads foran skolens bygninger. Heldigvis havde det allerede ringet ind til time, så der var ikke nogen i nærheden af hende, til at opdage hendes lille problem.
Hvorfor havde hun dog også valgt at tage i skole. Hun vidste jo for pokker, at det her kunne ske.
Jo. Der var skam en ganske god grund til det. Charlie var træt af at være alene. Hun hadede stilheden i sit hus og alle de tomme rum. Hadede at der ikke længere var nogen der puslede rundt i værelserne. At der intet liv var.

Det var netop i dag et halvt år siden, at de var døde.. Blevet dræbt!
Flammen blussede yderligere op, da hun igen kom til at tænke på det... "Pis...".
Hun forsvandt ind bag cykelskurene og var endelig ude af syne fra vinduerne i skolebygningerne.

Cara vidste godt at det lige havde ringet ind til time, og hun vidste umærket også at hun var sent på den. Dagen før var hun kommet sent i seng, og derfor var hun også kommet sent op. Dette resulterede i, at hun kun havde nået at tage noget tilfældigt tøj på, inden hun var hoppet videre ud af døren.
Hun nåede dog ikke at gå længe, før hun så sin veninde, Charlie. Selvom hun var sent på den til sin time, valgte hun alligevel at gå hen til hende. "Hey Char.." hun nåede ikke at færdiggøre sin sætning, da hun lod mærke til ilden der kom fra Charlies hånd. "Hvad sker der?" spurgte hun bekymret. Hun vidste godt, at Charlie var en heks, men lige i dette øjeblik så det ikke ud til, at hun havde styr på sin magi. Hun kiggede rundt for at sikre sig at der ikke var nogle mennesker i nærheden, som ville ligge mærke til dem.

Påklædning: Jeans og en mørk jakke ligesom på avataret.

Efter diskret at have overvåget samtlige interessante mennesker i Mystic Falls, havde Lucas besluttet, at tiden til at slå til var indtruffet. Charlie, en lille tøs, viste sig at være mere interessant end han først havde troet. Hun var mere end et kønt ansigt. Hun var en hærget personlighed, og der var intet Lucas elskede mere end det. Et nemt legetøj, i hvert fald forholdsvist nemt. Lucas startede blot med at betragte hende på afstand, skulle han snige sig ind på hende, måtte han gøre det smooth, som altid. Det blev selvfølgelig intet problem.

Der var også en anden tøs ved siden af Charlie, hun så ældre ud, men alligevel svagere ud. Et almindeligt ynkeligt menneske, var lige præcis dét, hun var. Mad for Lucas. Ikke nok med, at hun var mad, var hun også den ultimative måde at sige hilse på Charlie.
De to piger, der snakkede oprevet, ville snart få sig en overraskelse. Med Lucas fart forsvandt han i samme sekund, som han dukkede op foran Cara. Der var ingen grund til at skjule nogen som helst. Hun vidste Charlie var heks alligevel. Han greb om hendes hals og trak hende ind til sig, så både Lucas og Cara kunne se Charlie. Lucas bøjede sig kort ned, hungrende efter den pulserende åre der løb gennem Caras skrøbelige hals. Han tøvede ikke, før han borede den sylespidse tænder ned i hendes bløde hud. For en gangs skyld, tillod han ikke sig selv at drikke meget af tøsen. Det var for en gangs skyld ikke hans formål - Charlie var han mål.

Hun rystede igen sin hånd, men opgav til sidst og lod den så hænge ned langs siden, mens ilden blussede præcis om den ville. "Car...". Hun så op fra de grumsede fliser, der var dækket af alger og gammelt tyggegummi fra skolens teenageelever. Cara havde været Charlies veninde længe og ved at høre hendes stemme, bredte et smil sig på Charlies ansigt. Det stivnede dog, da en skikkelse kom hvirvlende ud af ingenting og greb den unge kvinde, hvorefter han satte sine tænder og læber imod hendes pulserende hals.
Han var høj og skræmmende i sort frakke og et blik så koldt som vinternatten. Charlie gispede og lidt forsinket gled et desperat forsøg på protest over hendes læber, idet de formede sig til et "nej..".
Han grumme smil og mindet om hvordan hendes familie havde lidt den skæbne, tændte atter ilden i hende håndflade, som ellers var gået ud ved lyden af Caras stemme. Hun knyttede næverne og uden at tænke over det, gjorde hun hvad der faldt hende naturligt. Med al den energi hun besad, rettede hun sig op, stirrede stift på den fremmede, mens hun kunne mærke en strømning af sine kræfter forlade sig.

Det at Cara vidste, at Charlie var en heks, havde egentlig ikke påvirket deres forhold. Det var nemlig ikke noget hun gik og tænkte over til hverdag. Selvfølgelig havde hun tænkt meget over det i starten, og ville egentlig helst ikke tror på det. Men som tiden gik, gik det stille og roligt op for hende.
Cara nåede kun kort at opfatte Charlies smil, og gengælde det, inden en mandelig skikkelse pludselig kom frem ud af ingenting, og stod foran hende. Hun nåede ikke at få sagt noget, inden hun mærkede grebet om hendes hals, og at hun blev trukket tætter på ham. Hun hvinede ved grebet, og et kort skrig kom fra hende da han borede sine tænder i halsen på hende. Hun havde hørt om vampyrer, og troede på de fandtes, udelukkende på grund af Charlie, men aldrig havde hun mødt en før. Hun hamrede sine hænder, så hårdt hun kunne mod hans brystkasse, selvom hun egentlig godt vidste det ikke ville hjælpe specielt meget.

Med blodet løbende ned ad tøsens hals og hans egne mundvige så Lucas op på Charlie. Hun så lige så skræmt ud, som han havde forventet, hvilket var næsten lide så stor en tilfredsstillelse, om blodet der vædede hans gane. Et skævt smil formede sig på hans læber, et han havde lært sig, ved at skygge Philibert. Det svage menneske der var hans dobbeltgænger. På få sekunder ændrede Charlie sin mimik og det gik hurtigt op for Lucas hvorfor. Han mærkede den velkendte hovedpine fra sine blodkar i hjernen, der systematisk sprængtes. Dog var smerten langt fra overvældende. Denne unge Heks var helt grøn og vidste knap hvad hun lavede. Lucas slap pigen i sine arme, så hun forskrækket kunne træde et par vaklende skridt væk fra ham. Han tog sig til hovedet - Bare fordi Charlie godt måtte tro hun var bedre, end hun var. Så kunne han altid overraske hende senere. Ydermere undslap han et par lyde der indikere lettere ubehag.
Kort efter kunne han ikke holde masken længere og begyndte at grine, højt, gennemtrængende og provokerende. "Hvor lang tid har du kendt til dine kræfter? Det kan umuligt være ret længe. Se på dig selv, du er så ung." Lucas trådte et skidt nærmere Charlie og talte i takt med hvert skridt han tog. "Du er så skrøbelig, så..." han var på to sekunder ovre ved Cara igen og havde atter et fast greb om hendes krop. "Lad os lege en leg." Lucas smilede ildevarslende og sultent til Charlie. "Hvis du ikke kan forhindre mig, ender denne veninde af din med at blive min komplette frokost."