Er du ikke bare glad for at se mig kære? - Jack

Tja, det ville det. Men kun tiden kunne vise om Frederik havde han det. "Meget." Han sukkede, og rystede lidt på hovedet for at få døsigheden ud af hans hoved. Han mærkede en trang til at ligge ned... Årh du godeste... Han lukkede øjnene. Han fik tvunget øjnene op da hun spurgte ham om noget. "Frederik McGivens Valentine." Svarede han, og smilede skævt. Han beholdte armene om hende.
Han hævede et øjnebryn af hendes forførende blik på ham, og han grinede svagt. "Why not?" Spurgte han drillende.
ARh... Han smilede skævt, og så på hende med døsige øjne. "Okay så... Jeg er træt." Han smilede bredt af at hun kyssede ham på kinden.

Hun var fra en gammel tid af, og mange af de normer og den opførsel man havde haft dengang hang stadig ved hende, f.eks. at manden altid bestemte, dog på den tid hun havde været meget meget ung, var nogle kvinder,dem ved magten, retten til at tale, og det havde Freya som ung kvinde set meget op til, nok grunden til at hun i dag var splittet, hun snakkede til mænd uden respekt og uden at have fået lov. Og dog, da hun stod her og snakkede med Jack, var det anderledes, godt nok ikke lige da havde mødt hinanden her i skoven, men nu, kunne hun mærke hvordan hun langsomt faldt tilbage til det, dog havde hun aldrig rigtig kunnet holde sin mund når mændene snakkede og det var altid blevet bemærket og omtalt, men hun havde også haft en indflydelse på mænd, nogle mænd havde endda set hende som en på ligefod med dem. Ikke noget mange kvinder kunne sige!
Hun tænkte sig om en ekstra gang."Navnet Mcgivens...det lyder bekendt, måske har han varulve genet..men hæng mig ikke op på det, jeg er bestemt ikke sikker"sagde hun og kiggede på ham med et mere uskyldigt blik.
hun smilede charmerende og blinkede drillende til ham da han hævede det ene øjnbryn."fordi jeg ikke kender svaret"sagde hun og kiggede på ham med et blik der var svært at gennemskue, og det viste at hun tydeligt drillede ham.
Hun smilede triumferende til ham og lod armene glide op over hans skuldre og om bag hans nakke"så burde du gå i seng.."sagde hun med et lille smil der virkede uskyldigt men lige under det, hvor man stadig kunne se det hvis man kiggdede efter eller kendte hende godt nok, kunne se et lettere forførende smil.

Lød bekendt? Hm. Tja, kun tiden kunne vise om Frederik var varulv... Hvis han var... Så var han dødsens. Eller rettere sagt, han ville være dømt til at blive hybrid, og underlagt Jack. Han skulle være Jacks våben... Den Jack ville pudse på hans fjender som ville skade dem han holdte af... Eller den der fik dem i sikkerhed. Frederik skulle ikke være en person, men en ting. En ejendom. En slags slave. Jacks slave. Den tanke fik Jack til at smile bredt, og se en anelse lusket ud.
"Lad os nu se..." Han smilede skævt, og så rundt.. Inden hans øjne søgte tilbage til hendes.
En knurren steg op fra hans bryst, ikke advarende, men drillende. "Jeg håber du snart finder svaret," hviskede han drillende, og smilede charmerende. Han kunne let se det drillende blik i hendes øjne.
Han sukkede, og så mere drillende ud. "Så skal jeg jo gå fra dig..." Han kunne udmærket godt se det forførende bag det uskyldige smil, men lod som om han ikke kunne.

Hun kiggede på ham med hovedet let på skrå."Hvad var det nu du ville bruge ham Frederik til?"spurgte hun nysgerrigt.
Hun betragtede ham stille, sugede hver en detalje af ham til sig. hun nussede blidt hans lange hår, det hår! hun havde altid haft en lille forkærlighed til det, og tanken fik hende til at smile skævt, et smil der ikke kunne undertrykkes eller gemmes.
Hun smilede drillende og mystisk"Tror lidt svaret er dig."sagde hun."du kom under huden på mig, og du har åbenbart tænkt dig at blive siddende"sagde hun med et lille smil, dog var det mærkeligt at snakke om for hende, hun kunne ikke det der med at vise sine svagheder og da slet ikke snakke om det på den her måde. Men den måde han var kommet ind på hende på..Han kunne nok styre hende, hvis han ville. hun kiggede op i trækronerne og lod som om hun tænkte"jeg kunne også tage med..så kunne jeg være heldig at møde børnene..hvis de altså er hjemme"sagde hun med et lille smil drillende smil. Hun hævede drillende øjnbrynet, hun vidste godt at han havde set smilet og at han nu lod som om han ikke kunne.
Hun kyssede ham drillende ved siden af munden med åbne øjne og kiggede drillende op mod hans øjne.

Jack smilede lusket.
"Slave, våben... Han skal være under min fulde kommando. En slags hund.* Det luskede smil blev en anelse ondt, men blev hurtigt skævt igen. Kort kom hans tanker på Cherry, men igen var de omkring Freya... Smuk, og en Hybrid som ham. Ikke et menneske..
"Søde, jeg bliver hvor jeg er." Han smilede drillende.
Han betragtede hende mens hun kiggede op i trækonerne. Hans øjne landede på hendes silkebløde, og perfekte læber... Han fik løsrevet sine øjne fra hendes læber da hun snakkede og så på hendes øjne i stedet.
"Jeg er sikker på de ikke er hjemme." Han smilede undskyldende. Han gav et nydende suk fra sig da hun kyssede ham ved siden af munden.

hun nikkede og havde et forstående ansigtsudtryk"Har du fundet en dobbelgænger?"spurgte hun og lød nysgerrigt men smilede drillende.
Hun havde selvfølgelig fundet en dobbelgænger grunden til at hende og hendes søster i første omgang tog til Mystic Falls men da hun fandt ud af at hendes børn og Jack var her i byen, da besluttede hun at hun ville bo her.
Hun smilede drillende."Hvorfor kommer det ikke bag på mig?"spurgte hun med en leende stemme.
Hun kiggede på ham og kneb drillende øjnene sammen"Det var ærgeligt..så må jeg jo bare komme forbi en anden dag"sagde hun med et lille smil, og lukkede kort øjnene med et smil om læberne da han sukkede. Hun åbnede langsomt øjnene og kiggede på hans øjne, hun turde ikke helt at vise sine følelser lige nu, hun ville hellere virke som om hun bare drillede, dog var der gået 1000 år, men hun var stadig bange for at vise sine følelser, bange for at blive såret af ham igen.

Dobbeltgænger.. Hm. Niks.
"Nej, for dem er der vidst ikke mange af." Svarede han, og trak på den ene skulder. Han kyssede hende blidt på panden.
"Fordi du er klog, og dejlig." Svarede han flirtende, og smilede uskyldigt. Han så lidt skuffede ud... Og sukkede træt.
"Men..." Ville hun ikke tilbringe tid med ham? Var hun seriøst kun kommet på grund af børnene? Han havde vel håbet at hun havde savnet ham... For han havde savnet hende. Han valgte at skrue charmen på.
"Hvilken skam, for jeg har ellers masser af plads.." Han smilede forførende.

"Hmm..dine hybrider vil dø hvis de ikke får dobbelgænger blod..det er du vel klar over?"spurgte hun blidt og lukkede øjnene da han kyssede hende på panden, og smilede kærligt. Hun grinede let over det han sagde"Du er dejlig"sagde hun lavt og lod sin ene hånd glide ned til hans hånd, og tog den blidt i sin egen lille. hun smilede kærligt til ham.
Hun kiggede på ham og da han sagde men lagde hun hånden over hans læber, blidt men som for at få ham til at være stille"Jeg elsker dig stadig Jack, selvom du sårede mig så dybt som du gjorde.."hun sgade det lavt og kiggede ind i hans mørke øjne. Hun lod blidt sine læber presse mod hans, så han kunne sige fra.

Det vidste han godt!
"Det ved jeg da godt, jeg har bare ingen anelse om hvordan jeg finder en. Jeg er pirat, ikke en søger." Han smilede skævt, og betragtede hende.
Hans øjne landte kort på hendes læber igenn men kom hurtigt op til hendes øjne.
"Not more than you, my Queen." Han smilede flirtende, og en anelse forførende. Han gav hendes bløde hånd et kærligt klem.
Han kiggede nysgerrig på hende da hendes blide hånd var på hans læber. Hun.. Elskede ham stadig? Og han havde jo ikke såret hende med vilje, han ville helst have undgået det.
Han mærkede sommerfuglene i maven da hendes vidunderlige, og bløde læber var på hans. Han trykkede hende ind mod sig.

Hun smilede drillende til ham"vil du have hjælp?"spurgte hun med et legesygt smil"du skal bare spørge"hviskede hun og smilede med et blik der ikke helt ville afsløre hvad hun mente.
Hun lagde godt mærke til hans blik og smilede til ham inden hun trak vejret gennem munden, så hendes læber blev skilt ad, lige så langsomt, de fleste ville nok kalde det frækt.
Hun vidste godt at han havde gjort hvad han havde gjort for alles bedste, men hendes stolthed var stadig ramt hårdt af det, og hendes stolthed byggede på alle hendes følelser, og hendes følelser for ham havde været så stærke som nogen følelser kunne være hos en væsen som hende.
Hun smilede svagt mod hans læber og nød at være helt tæt på ham."Jeg ved godt at du ikke ville såre mig, men det gjorde du, og jeg har ikke kunne komme videre før efter i aften, nu hvor jeg kender sandheden..Jeg giver ikke dig skylden længere"hun hviskede det lavt og nussede hans hår inden hun kyssede ham kærligt og intenst igen. Hun ville gerne have at han vidste dette.

Han smilede taknemmeligt.
"Vil du hjælpe mig?" Hviskede han spørgende, og charmerende. Man ville aldrig komme udenom at han var charmerende. Det lå ligesom til ham.
Det at hun langsomt skilte læberne ad, fik hans øjne til at søge tilbage mod hendes læber. Han kunne simpelthen ikke få løsrevet sit blik... De perfekte læber skreg nærmest til ham om at se på dem.
Det lettede ham at hun tilgav ham...
"Jeg elsker dig," de tre ord chokerede ham lidt. Dem havde han ikke sagt længe, og da slet ikke ment det.
På grund af at hun nussede hans hår blev det mere pjusket. Han gengældte hendes kys, og blev ved med at trække hende mod sig.

Hun smilede og så på ham"Jeg kan skaffe blodet inden for de næste par dage"sagde hun med et lille skævt smil. Hun elskede den charme han havde, den var ikke ligesom de fleste andres. Hun smilede skævt da hans blik endnu engang var på hendes læber. Hun blev glad for at han stadig havde interesse for hende.
Hvis hun havde haft et hjerte havde det nok slået et par slag over, da han sagde at han elskede hende. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på det, for hun havde haft en dårligt fornemmelse af at han havde fundet en anden, og at han var kommet over hende.
Hun kyssede ham mere inderligt og hun havde savnet hans læber..1000 år siden hun sidst havde kysset dem. Hun nød det fuldstændig og i overnaturlig fart pressede hun ham kælent op af det nærmeste træ..Ikke hårdt men intenst.

Vent... Hvad?
Kunne hun skaffe ham blodet?
"Tak, min dronning." Han smilede charmerende, og taknemmeligt.
Han var vant til at charmere. Det var han nød til, for at fedte for andre kunne hjælpe utroligt meget. Foreksempel, tillid.
En lav knurren af behag steg op fra hans bryst. Tankerne om Cherry var væk. Han kunne vel heller ikke tillade sig at tænke på hende... Da slet ikke når Freya var tilbage... En oprindelig hybrid som ham... Han blev ikke overrasket over at stå med ryggen mod et træ. Han kærtegnede hende ved hoften, og ved ryggen. Han lukkede blidt øjnene, og faldt nærmest ned i nydelse over deres kys.

Hun smilede skævt"Hvordan vidste du at jeg har været dronning? eller er det en ny ting du har tænkt dig at kalde mig?"spurgte hun med et blid stemme og smilede kærligt til ham
Hun smilede over hans knurren og lavede en spindende knurren der var fuld nydelse. Hun smilede og kærtegnede stadig hans hår bare længere oppe på hovedet, den anden hånd kærtegnede hans mave, sider og talje. hun pressede sig ind mod ham og strakte halsen en anelse yderligere. Man kunne ikke sige hun var høj. hun sukkede mod hans læber, et suk man på ingen måde kunne misforstå. Hun nød det virkelig, men det var nok mere et kærligt suk, et lettet suk, et suk fyldt af kærlighed. Det var i hvert fald et suk. hun lod sin tunge kærligt drille hans, med et svagt lille smil.

Han overvejede sit svar lidt. "Du minder mig om en dronning, så det er på en måde mit kælenav til dig. Kan du da ikke lide det?" Han så spørgende på hende. Hvis hun ikke kunne lide det så skulle han nok stoppe. No problem.
Den spinden hun kom med fik ham til at grine mod hendes læber dog uden at skille dem af. Følelsen af skam ryllede ind over ham... Han fortjente ikke hendes tilgivelse. Han fortjente hende slet ikke. Ville hun tilgive ham hvis hun vidste han havde ladet børnene være alene mens han var ude med mandskabet? Sikkert ikke... Men han ville ikke give slip på hende, men følelsen af at have skuffet, og ikke være god nok til hende vandt til sidst.
Han lagde mærke til hendes suk, og blev næsten blød i knæene. Hun legede med hans tunge... Hun måtte vide det... Han brugte overnaturlig fart til at sørge for at det var hende der havde ryggen mod træet, og ham der kunne træde væk. Altså, skifte plads. Han trak modvilligt sine læber væk fra hendes. Han så sørgmodigt på hende.
"Jeg fortjener ikke tilgivelse, og ej heller fortjener jeg dig..." Han så ned. "Jeg forlod dem... Da tiden var med skibe af både var der... Du kan nok gætte dig til hvorfor... Skæld mig ud, slå mig, gør hvad du vil." Han trådte væk, og var klar til at hun rasede op over ham, og slog ham. Han ville ikke sige imod, eller undvige. Heller ikke gøre gengæld. Han så på hende med øjne der var triste, og undskyldende.

Hun smilede blidt til ham" når det er dig kan jeg lide hvad end du lyster at kalde mig"sagde hun med et smil hun havde overhovedet heller ikke noget i mod at han kaldte hende det.
Hun smilede let da han vendte dem om men da han trak sig væk blev hun forbavset. Hun lyttede til det han sagde og nikkede langsomt, en smule overrasket var hun da. At han troede hun ikke vidste dette. Freya var den kvinde der skulle vide alt om det der interesserede hende og hendes familie havde altid interesseret hende. Godt nok havde hun ikke kunne være der men hendes hybrider havde altid holdt øje med dem.. Også Jack. Og hun var da blevet rasende den nat hybriden kom og fortalte hvad Jack havde gjort. Men på den anden side. Den måde Freya ville have pylret om sine børn på ville være mere uansvarlig når man tænkte på hvordan Freya selv var blevet opdraget." Jack.. Jeg ved det godt. Du havde ikke regnet med at da jeg forlod jer, at jeg ike havde øjne på jer alle de år? Je har altid vidst hvad i har lavet. Også dig.. Og de fleste kvinder du har været sammen med.. De døde altid hurtigt"sagde hun og kiggede ned i jorden, håbede ikke at han blev vred over hendes jalousi, hun havde bare ikke kunne klare at de kunne være sammen med ham og hun ikke kunne" Jack..elskede.. De var voksne da du forlod dem, både i mennske øjne og i vores slags øjne, de skulle lære at klare sig selv på en eller anden måde og især når de er udødelige.." Hun sagde det hele meget lavt og havde lagt begge hænder blidt på hver af hans kinder og kiggede ham blidt ind i øjnene."jeg har raseret over det du har ungerne anelse om hvor mage hybrider jeg mistede den nat.. Men jeg har altså tilgivet dig for det"hun sagde det helt roligt selvom mindet i sig selv fik hende til at ligge hånden over sig selv, men det var ikke noget man i sin vildeste fantasi ville opdage som hun stod der.

Hm... Måtte han så kalde hende sin lille vovse? Det ville være sjovt hvis han måtte. Meget sjovt... Hans lille ulv. Nej, det lød bedre med dronning. Hans dronning. Much better. Han smilede skævt.
Han lagde armene over kors, og så ned igen... Nu havde han sagt det, men han havde jo følt at børnene havde været gamle nok...
Det overraskede ham lidt at hun havde holdt øje med ham... Cherry... Nej! Han kastede tanken om hende væk. Cherry var okay. Det skulle hun bare være! Han var ikke vred over at hun var jaloux, det fik ham blot til at se han stadig betød noget for hende... Han så på hende igen da hun lagde sine hænder på hans kinder. Han slog blikket ned... Elskede? Hmmmm...
"Jeg kunne heller ikke tage dem med så... Jeg efterlod dem." Han havde længe indset at det med at være far ikke var noget for ham. Han holdte af sine børn, men han kunne bare ikke altid hjælpe dem. Han så hende i øjnene igen.
"Det letter mit hjerte at du har tilgivet mig. Men... Tag børnene. Jeg duer ikke som far. Tag børnene, køb et hus eller hvad i nu vil, og lad som om jeg aldrig har levet. Selvom det ville smerte mig.. Men det er i nød til. Find en anden oprindelig det faktisk kan finde ud af at behandle dig ordentligt..." Det var ord han ikke ville sige, men han følte det var bedst sådan.

Hun betragtede ham i al stilhed afbrød ikke lod ham snakke helt yd. Men det sidste han sagde... Der kunne han lige så godt rive hendes hjerte ud og trampe på detman kunne se vreden i hendes ansigt men hvad der var mere tydeligt var at hun blev ked af det. Hun ville have at de alle sammen var samlet nu. Det følte hun at de skyldte børnene"de var voksne" sagde hun langsomt.. Prøvede at fordøje det der skete nu at slappe af men det virkede ikke.. Hendes følelser gik amok inde i hende.
"Skal jeg tage børnene så du kan gø ud og hore og have det sjovt uden længere at skulle tænke på dem, fordi jeg er her nu?"den lave stemme var ubehagelig men også sørgelig og meget svagt ulykkelig. " så du kan være sammen med Rebekah eller Cherry? Du kunne bedst lide hende Cherry.. Ikke sandt?" Hun blev mere og mere vred og med et var hun en meter eller fra ham" tænk at du kan sætte noget højere end din familie! Du behøver ikke længere at være der for dem hele tiden, men bare de ved at du er der.. Og det ved de ikke når du gør sådan, og det er du heller ikke.. Du kan ikke løbe fra ansvaret nu!! Det er 1000 år forsent." Hun sagde det vredt" Jack betyder jeg ikke noget for dig? Betyder børnene ikke noget for dig?" Hun spurgte med en stemme ingen nok aldrig havde hørt fra hende før, den var fortvivlet ulykkelig og uforstående over de hvad han havde gang i.

Han skulle til at sige noget da hun nævnte Cherry, og Rebekah... Men men... Jam... Det rørte ham ikke så meget med Rebekah, men Cherry... Han følte trang til at beskytte hende, men samtidig blev han såret over Freyas ord. Hun vidste ingenting. Måske vidste hun om hans liv, men hun vidste ikke hvad der foregik indeni ham. Han stod, og så fortabt ud... Han havde jo ikke ment det sådan. Han så samtidig også chokeret ud... Han lod hende snakke ud.
"Freya, jeg mener bare jeg ikke er godt for jer. Jeg kan jo tydelig se hvor meget jeg sårer dig... Jeg har ikke været den bedste far..." Det var sjælden man så ham sådan, fortabt, og sørgelig. Han lignede samtidig også en der ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv... Hvilket var meget sjældent. Han var normalt fattet, og vidste hvad han lavede. "Jeg er IKKE vild med Cherry!" Han så vred, og bestemt ud lige pludselig. Han trådte tættere på hende.
Ikke mange havde set ham sådan, i hvert fald var de ikke i live... Han havde dræbt dem i vrede.
"Jeg sætter ikke noget højere end min familie! Jeg prøver at beskytte jer! Fra mig selv! Jeg løber i særdeleshed ikke fra mit ansvar! En pirat er bare ikke født til at være far!" Hans øjne så rådvilde ud. Med ét slappede han af i kroppen, og han så igen træt ud. Hans brune øjne blev triste igen. "Du betyder mere end du åbenbart forstår... Børnene det samme... Selvom de aldrig ville betyde nær så meget som du betyder for mig." Han så ned.

Med et tog hun sig sammen. alle følelser forlod hendes ansigt, hun fik facaden op igen"Du har aldrig været en dårlig far! for du har altid været der for dem..med undtagelse i en kort periode hvor du var ude og sejle..Du er værre for os hvis du ikke er her"hun sgade det helt roligt næsten monotont. hendes følelser pakke sig selv længere og længere væk."Du bliver først en dårlig far den dag du forlader dem. Og det vil jeg ikke have..Hvad end du tror om dig selv som fader, så har du været bedre end du aner..de er jo stadig i live"Hun snakkede med den samme stemme som lige før. Hun havde været væk i 1000 år og hun gad ikke at råbe af ham..
"mange pirater har været fædre, de kunne ikke være der for deres børn undtaget de få gange de kom hjem, og de gange var de der altid for deres børn..din tid som pirat er overstået du bliver nødt til at acceptere det"hun sagde det lavt og kiggede væk øjnene blev let våde og blikket gled op og hun blinkede et par ekstra gange for at få tårene væk"hvis det er sandt, så bliv."sagde hun og kiggede stadig væk en enkel tåre fik presset sig frem og løb roligt over hendes kind.
Hun vidste godt at hun var gået over stregen da hun havde nævnt pigerne på den måde hun havde, men når hun følte for mange stærke følelser af den slags på engang, gik det oftest galt, og hun havde været heldig at det ikke var gået mere galt end det det havde.
hun tog diskret et par skridt længere væk fra ham. hun skulle have luft til at komme tilbage til sig selv.
Hun kiggede stadig ikke på ham, det kunne hun ikke når endnu en tårer lige så langsomt løb over den anden kind. hun ville heller ikke tørre den væk, for hun ville ikke have at han vidste hun græd.

Han spændte automatisk sin krop, men slap hurtigt af igen. Han sukkede. "Lad være med at pakke dine følelser ned." Han så bedende på hende. Han så igen helt fortabt ud... Det var så svært... Han ville blive, men vidste ikke om han turde. "Du vil ikke have jeg går? Hvorfor ikke? Jeg troede du hadede mig?" Han lagde armene over kors, og så ned. Han vidste snart ikke hvad han skulle gøre...
"Jeg har accepteret det." Mumlede han kort, og så endnu mere væk. Ville ikke se på hende. Det gjorde for ondt. Han så på hende igen, og lagde mærke til at hendes øjne var blevet våde... "Sweety, jeg ville elske at blive... Hvis ikke det var fordi jeg aldrig vidste hvor jeg havde dig. Du vil ikke giftes, men alligevel fik vi børn." Han så skuffet ned igen.
Han betragtede hende, og gik så helt hen til hende. Lagde sine arme om hende, og ville ikke give slip.

hun rystede på hovedet da han sagde at hun skulle lade være med at pakke følelserne væk, men det var et ryst der ikke var kontrolleret eller roligt, og det var små jag og hun kiggede ned i jorden for at holde sig sammen, for hun kunne ikke gemme sine følelser over for ham, lige meget hvad hun følte. Hun kiggede op på ham da han nævnte hade"har jeg nogensinde sagt at jeg hader dig?"spurgte hun overrasket og følte sig en smule såret, for det havde aldrig været hendes mening, hun havde da også for lidt siden fortalt ham at hun stadig elskede ham..havde hun ikke!?
Hun kiggede stadig væk, flere tårer løb hurtigere over hendes kinder"jeg er lige her"hviskede hun.Hun åbnede munden for at svare men vidste ikke hvad hun skulle svare. Hun ville da gerne giftes med ham mere end overalt på hele jorden, men frygten for at miste ham gjorde ondt, og selvom hun faktisk havde "mistet" ham i 1000 år og havde overlevet det..."Jeg tør ikke, du er den eneste jeg vil giftes med, men jeg tør ikke..så kan jeg jo miste dig for alvor hvis det var.."hun gemte hovedet mod hans bryst. hun kunne ikke klare at folk kunne se hende græde, hun følte sig svag og ynkelig over det. hendes hænder lå ike om ham, ikke fordi at hun ikke ville holde om ham men fordi at hun skærmede for sit hoved, så man umuligt kunne se hende imens hun græd.

Nej, hun havde ikke sagt det. Men det havde været temmelig tydeligt lige da de mødte...
"Det at du angreb mig var nok til at vide du hadede mig..." Mumlede han, og følte lidt skam. Skam over at få hende til at græde... Det havde ikke været hans ønske. Aldrig.
Han sukkede træt, ikke fordi han var træt af hende, men træt af den samtale... Han lod hende snakke færdig.
"Sweety, at gifte sig i vores verden betyder mere end bare et papir. Det betyder mere end 'jeg elsker dig'. " Hviskede han, og knugede hende ind til sig. Selvom hun græd så han hende ikke som svag.
"Græd hvis du vil. Jeg siger det ikke til nogen." Han smilede skævt.

"Jeg var vred på dig... rasende. Men de følelser kan man kun få af en man holder af"sagde hun lavt, hun elskede ham, som hun ikke elskede andre, end ikke sine børn.. Hun kendte dem jo ike, men hun havde selvfølgelig en kærlighed til dem allerede fra det øjeblik hvor Shade havde ligget i Jacks arme og Antonia i Freyas egne arme, havde hun elsket dem og også før da hun ikke vidste at de var to, men den kærlighed man startede med at have for sine børn og som blev bygget stærkere var aldrig blevet bygget stærkere hos hende for hun havde kun haft dem i få dage inden hun forlod dem.
hun lyttede til ham og svarede ikke på noget af det hans sagde før hun lod hænderne glide langsomt væk fra hendes hoved og om bag ham. Tårnene løb lige så stille over hendes kinder, hende øjne var ikke røde" jeg elsker dig mere end noget andet, nok også mere end jeg nogensinde kommer til at elske vores børn..."hun følte sig som et forfærdeligt menneske når hun sagde det men det var sandt. For den kærlighed hun havde til ham var unik på alle punkter og stærkere end noget andet i hende.
"Jeg ved det, og det er ikke fordi jeg ikke vil giftes med dig.. Jeg er bare bange..." Hun kunne ikke sætte ord på det, de det var som om der er ikke var noget at sætte ord på længere. For 1000 år siden havde hun følt sig yngre og slet ikke færdig med at nyde det liv hun havde, dengang kunne hun sætte rød på hvorfår hun var bange for at blive gift o det var hun frygtede st hun ikke længere kunne gøre alle de vilde ting hun plejede at gøre. Men i løbet sf de sidste 1000 pr havde hun ikke gjort nogle af dem. Efter hendes børns fødsel var hun blevet ældre og fra der af parat til at blive gift.. Hun havde bare hverken ville acceptere det eller tro det.

Han vidste det, og derfor... Ville han ikke skade hende. Men han var dumdristig, og uforudsigelig. Han vidste han ikke kunne holde sig væk. Hun var som en magnet der trak i ham. Han vidste han aldrig ville kunne holde sig væk. Men han var træt, og ville bare ligge ned... Hurtigst muligt.
"Freya, jeg er træt... Kan vi ikke snakke færdig henne hos mig?" Han smilede ikke. Han så udkørt ud.
Han nussede hendes ryg kærligt af ren instinkt.
"Sweety, jeg elsker også dig... Mere end jeg elskede... Rosalie." Og det var meget. Han var knust efter Rosalies død. Han kunne huske han havde fortalt Freya om Rosalie... Det fortalte han dem han virkelig stolte på, og holdte af.
"Sweety, du skal ikke være bange." Han kyssede hende på panden. "Min kærlighed til dig vil ikke forsvinde så let." Han smilede skævt, og strøg hendes hår.