Der er så mange ved stranden i dag, ikke den bedste dag at være oppe i overfladen. ~ Charlotte.

Charlotte havde begivet sig ned til havet, da hun intet andet havde haft af planer for dagen. Det var dog første gang hun var taget der ned og var spændt på at se hvordan stedet var. Vejret var godt og hun var hoppet i en lyseblå kjole uden ærmer, men for at skærme mod en friske kølige vind, havde hun taget en sort tynd gardigan på. Hun havde ingen planer om at slikke sol, men til gengæld havde hun planer om at gå sig en tur i vandkanten.
Hendes brune øjne gled hen over de andre som befandt sig på stranden og kort lod hun det gå ud til dem som svømmede i vandet. Et muntert smil spillede ved hendes mundvig og ventede på at få lov til at sprænge frem på hendes læber. Hun var i et godt humør og havde egentlig lyst til selskab. En gåtur på stranden var oplagt at gøre med en kæreste, men sådan en havde hun ikke og hun var faktisk ikke engang ked af det. For hende lå en kæreste langt ude i fremtiden, den slags ville jo kun give problemer. Hun havde set hendes søster og hendes nedture hver gang hendes forhold ikke havde holdt. Den slags sorg ønskede hun ikke selv at skulle gennemgå endnu.
Hun nærmede sig vandkanten og tog sine sorte ballarinaer af, og holde en i hver hånd. Det kolde vand gav hende et gys, og det muntre smil fik lov til at brede sig til hendes læber. Hun havde altid elsket at gå i vandkanten, mere end det at være ude og svømme. Vandet trak sig væk fra hendes fødder igen, men vendte kort efter tilbage og gav hendes endnu et gys.