I don't think that I have seen you here before ~Frederik

Den pistol var det eneste han havde tilbage... Hans far... Han måtte få fat i den... Han begyndte at svømme længere ud, men til ingen nytte. Endnu en bølge væltede ned over ham, og skubbede helt ned... Han mærkede sandet ved sin ryg, og nogle sten... Som uheldigvis skar ind i hans hud. Han mistede luften på grund af smerten.. Og mærkede hans lunger blive tabt af luft. Han vred sig, og kom op... Men lige da han skulle til at få luft... Røg endnu en bølge ned over ham, og holdte ham helt nede. Han havde fået vand i munden, uadr... Han kunne ikke. Men han ville ikke give op!

Miranda sukkede da hun så hvordan han kæmpede og hun rejste sig op, hun tøvede ikke, hun ville ikke se ham drukne, så hellere afsløre sig selv og redde ham. Hun satte i løb imod vandet, mærkede det slå om sine ben og gøre hendes bukser våde, men hun var ligeglad, og hun nåede som altid ud til at vandet gik hende til midt på låret før forvandlingen satte igang og hun satte af og sprang helt ned i det kolde vand i et smukt hovedspring. Og så havde hun ikke længere ben og hendes tøj forsvandt idet hun fik en smuk og lang gylden blå hale, der var meget mørk i det og hun fik noget der lignede skæl omkring sine bryster, som skjulte dem. Hun piskede med halen og var kort efter nede ved bunden og fik fat i hans pistol inden hun svømmede hurtigt og let op til ham og sørgede for at han havde hovedet over vandet. Hun havde slet ikke tid til at lyde vandet, at mærke det omkring sig, dets silkebløde kærtegn, for så var hun inde ved bredden igen og fik Frederik op på stranden igen og lempede sig selv derop og afslørede hendes armmuskler, som var tydelige idet hun brugte dem til at tvinge sin hale op på land, hvorefter hun hurtigt og let tørrede sig selv med sin evne, og hendes ben kom frem da hun forvandlede sig igen og hun fik alt sit tøj på igen og vendte så sin opmærksomhed imod ham. Hun havde smidt pistolen ved siden af ham og vendte ham hurtigt om på siden og plantede en hårdt slag imellem hans skulderblade for at banke vandet ud ad hans lunger.

Han lukkede øjnene, og var ved at give op... Da han mærkede en hånd gribe fat om ham. Han mærkede hurtigt sandet ved sin bare, og nogenlunde muskuløse overkrop. Den olivenbrune hud var drivvåd, og flere dråber var på ryggen. Han åbnede øjnene, og så på hende... Nåede at se hendes hale. Han vidste det! Sådan! Men han kunne ikke nå at nyde sin triumf da han fik et slag mellem skulderbladene, og hostede vand op. Eller... Nærmere kastede vand op. Han åndede lettet op, og rullede om på ryggen. Han fik øje på pistolen, og havde hurtigt fat i den. Han elskede at mærke dens vante form mod sin hånd... Han lå på siden, og kiggede på den. Betragtede den. Han vendte sig om mod hende, og dog stadig liggende ned.
"Tak.." Hans stemme var stadig meget charmerende, men der var noget hæst over den... Han sukkede, og så op på himlen igen... Han smilede skævt. "Jeg vidste det."

Miranda tørrede hurtigt sin hånd af i bukserne på sig selv, så hun ikke forvandlede sig igen. Hendes blik var stadig et uvejr og hun var så slet på at slå ham, selvom det nok ikke ville være særlig godt for ham når han nær var druknet. Hun svarede ikke da han takkede hende, men da han sagde, at han vidste det, blev det for meget for hende og hun stak ham en syngende flad og tørte derefter sin hånd af i det andet bukseben. "Hvad er der så specielt ved den pistol?" spurgte hun derefter, som om hun slet ikke lige havde slået ham.

Han rejste sig op, og hans hoved røg til siden da hun gav ham en lussing. Han greb sig til kinden, og så på hende. Den havde han vidst fortjent... Han gjorde intet. Han blev ikke engang vred... Måske lidt såret, men så heller ikke mere. Han vendte hovedet mod hende igen, og ømmede sin kind der blev noget rød.
"Undskyld." Han mente det. Og det var tydeligt at høre i hans stemme. "Det er det sidste jeg har fra min far." Han prøvede at sørge for hans stemme ikke knækkede over, men det var svært... Han rankede sig, og lagde armene over kors. Han kærtegnede pistolen med en finger.

Miranda så bare mere roligt på ham da han undskyldte og fnøs kort over ham og så væk fra ham. Hun var helt tør igen, og hun sad bare og trak benene op til sig og holdte om dem med en løs hånd. "Det vidste jeg ikke," sagde hun roligt. "Undskyld at jeg bare smed den, jeg har bare dårlige minder med pistoler." Hun trak let på skuldrene og så ud over havet med et lille suk.

//Lidt kreasvigt ^^'

Han satte sig ved siden af hende, men der var lidt mellemrum mellem dem... Han ville jo ikke presse på. Han så kærligt, og roligt på hende.
"Det er okay..." Han ville spørge om... Han sukkede. "Vil du ikke nok åbne dig for mig? Jeg vil jo ikke..." Han rystede på hovedet. "Lige meget." Han lagde sig ned med et bump... Forventede næsten at hun ville gå...

Miranda blev bare siddende og vendte så hovedet imod ham da han snakkede. Hun rystede let på hovedet. "Nej, jeg vil ikke fortælle noget om mig selv, du ved allerede mere end du burde," sagde hun med en kølig stemme, men gik stadig ingen steder. Hun kiggede fortabt ud over havet igen og sagde ikke mere. Fra den vinkel af, der hvor vinden legede med hendes hår og åbne frakke, var hun smuk. Man kunne se hendes gyldne hud, de store øjne med samme farve som havet og de bløde og fyldige læber.

Da han sukkede hævede hans brystkasse sig kort, og røg så ned igen.. Hvor var hun trættende! Hun gjorde ham altså gammel før tid! Han tørrede sandkrummer væk fra sin kind, og af sit hår. Pistolen lagde han i lommen igen.
"Tror du jeg vil plapre det ud til alle?" Uden at vente på svar fortsatte han. "For det vil jeg ikke. Lige siden mine forældre blev myrdet har jeg holdt på hemmeligheder du ikke kan forestille dig. Jeg har kendt til havfruer længe... I er smukke væsner, men rygterne om jer skræmmer små børn." Han satte sig op, og betragtede hende. "Hvad har jeg gjort for at vække din kulde?" Han lød selv... Kølig, men høflig.

Miranda lo kort over hans forklaring af havfruer. "Ja, vi er smukke væsner, mytologiske væsner, som lokker sømænd ud på dybt vand og drukner dem," sagde hun roligt og så på ham med et skævt smil. "Det er det jeg elsker at gøre som havfrue, at dræbe uskyldige mænd, bare fordi at jeg kan forføre dem med min stemme og smukke ydre." Hun himlede med øjnene og til sidst var hendes stemme blevet sarkastisk. Hun fnøs kort over ham. "Du ved hvad jeg er," sagde hun som sit svar og så roligt på ham. "Du er den eneste anden end mig selv, der ved hvad jeg er." Og det var det der irriterede hende så grueligt meget, for hun havde altid troet at den første der ville få det at vide, var en som betød utrolig meget for hende og som hun havde kendt længe.

Han følte sig ikke draget væk fra hende af det hun sagde, bare mere draget til hende. Det irriterede ham ikke, det fik et skævt smil over hans læber. Hans smil falmede af hendes svar... Det gjorde ham lidt trist.
"Vil du vide hvad jeg jager?" Uden at vente svar, fortsatte han igen. "Jeg jager overnaturlige væsner."

//Kort svar, so sorry.

Miranda så ikke ud til at være påvirket af hans ord, hendes eneste reaktion var, at hun hævede det ene øjenbryn i en let bevægelse. Noget de færreste kunne. "Og alligevel er du blevet overmandet af en havfrue, som kor efter reddede dig liv," sagde hun med et kort grin inden hun himlede med øjnene. "Det er da lidt sørgeligt, ikke?" Hun så på ham med et roligt blik og et svagt smil om læben. Hun var faldet mere ned nu, og hendes øjne havde fået sin normale lyse, blå farve.

//Helt okay ^^

Med nysgerrige øjne blev han ved med at betragte hende... Ikke kun hendes ansigt. Langs hendes hår, ned til armene, og så ved hofterne. Han havde det med at lade sine øjne glide nedover andre folk... Han så på hendes ansigt igen.
"Tja, jeg kan kun takke hende mit liv." Han blev lettet over hun smilede igen, og tillod sig selv at smile skævt. "Ikke meget." Han trak benene op til hagen, og slog armene om dem.

Miranda følte sig ret utilpas under hans blik og kunne derfor ikke lade være med at rykke lidt på sig imens. "Vil du være sød at lade være?" spurgte hun med en rolig stemme og så kort på ham inden hun så ud over vandet endnu en gang.
"Ja, det kan du helt bestemt," medgav hun med et svagt smil og sukkede stille. Hun trak let på skuldrene imens hendes blik blev lidt fjernt. Hun sad bare og tænkte og hun pillede ved ringen hun bar om sin finger imens.

Han forstod ikke. Hvad skulle han la... Nå... Han så ned på sandet. "Jo, det beklager jeg." Svarede han, og mærkede kulden om den bare, og våde overkrop. Han så sig efter sin trøje, og jakke. Han rejste sig op, og tog det på igen. Han så på hende igen, og gik hen til hende. Han så på ringen hun pillede ved.
"Er du forlovet?" Han kunne ikke lade være med at spørge, men igen... Hvis hun ikke ville svare så var det HELT i orden med ham.

Mirande sukkede let. "Tak," var det eneste der kom ud over hendes læber og hun bed sig let i underlæben imens hun rullede kort med skuldrene. Hun så på ham og så på ringen. "Ikke i min forstand, nej, det her var den ring min far gav til min mor da han friede til hende," forklarede hun roligt og så varmt på ringet. Det var hendes eneste minde om hendes forældre, så hun gik altid med den ... det var nok lidt ligesom med Frederiks pistol. Det var i hvert fald hendes kæreste eje, uanset hvor mange diamanter eller juveler hun kunne få, så var den lille ring mere værd i hendes øjne.

Han nikkede forstående, og slog armene om sig selv. Han begyndte at trippe lidt.
"Hvor er dine forældre så nu?" Han skyndte sig at tilføje noget. "Hvis du ikke vil snakke om det så er det bare helt i orden..." Han smilede skævt, og beroligende. "Vil du..." Han blev pludselig nervøs. "... Stadig hen til et andet sted?" Han kunne ikke lade være med at tænke på at hun faktisk var den eneste der vidste han var jæger, og hvad han jagede...

Mirandas ansigt var udtryksløst da hun så ud over havet og hun svarede ikke med det samme. Det virkede nærmest som om at hun var så fortabt i minder at hun ikke havde hørt ham. Hun tog en dyb indånding. "Døde," sagde hun i sin udånding, stadig uden at der gik en trækning over hendes ansigt. Hun vendte hovedet og så på ham med et roligt blik. "Hvad er der da galt med stranden?" spurgte hun med et svagt smil og bed sig let i underlæben.

Hendes forældre var døde. Som hans... Han kendte hendes smerte. Så han ville ikke spørge mere til dem. Han smilede skævt, og så pludselig helt træt ud...
"Her er koldt... Jeg er menneske, jeg kan føle kulde." Han smilede en anelse drillende, og tøvende.
Han ønskede ikke at være hendes fjende, men hendes ven... Forhåbentlig kunne de blive venner.

Miranda smilede lidt over ham og klukkede blidt. "Jeg kan da også mærke den," sagde hun med et skævt smil og så roligt på ham. "Jeg vælger bare at ignorere den." Hun trak let på skuldrene inden hun rejste dig op og så ned på ham. "Må jeg hjælpe dig med at få tørt tøj?" spurgte hun roligt og så på ham. Hun ville nødig have at han blev syg på grund af hende, for det var jo hende der havde smidt pistolen ud i vandet.

Han kløede sig på nakken, og kneb øjnene lidt sammen af det. Han sukkede, og rystede på hovedet med et skævt smil. "Jeg kan ikke ignorere den... Sikkert fordi jeg er våd." Han grinede kort, og lagde så armene over kors. Han spærrede øjnene op. "Æh... Øhm... Bø... Je... Hjælpe med at få tørt... T-tøj på??" Han så chokeret ud. Hva... Ville hun tage tøjet af ham, og give ham nyt på?! What the...

Miranda smilede lidt over ham og klukkede stille. "Ja, det ville være mest logisk," sagde hun med et lille smil. Hun så undrende på ham da han spærrede øjnene op og hun kunne ikke lade være med at grine over hans ansigtsudtryk. "Ja, sådan her," sagde hun blidt og med et lille smil om læben og lukkede langsomt sin hånd sammen imens hun dampede vandet i hans tøj så det var helt tørt. "Det er en meget effektiv evne at have," sagde hun med en lille skuldertrækken og børstede sand af rumpen.

Han blev lettet da det ikke var sådan som han troede. Meget lettet. Gud, hvor pinligt... Han rødmede lidt. Det var sjældent han rødmede så det gjorde ham lidt overrasket. Han kløede sig igen på nakken, og så ned med et flovt smil. "Det... Kan jeg se..." Rødmen blev stærkere... Arh!
Han hadede at rødme, det var det værste der kunne ske!

Miranda så bare lidt underligt på ham da han begyndte at rødme, men kommenterede det ikke, både på grund af at hun kunne se at han blev flov over det, men så også fordi at hun ikke anede hvad hun skulle sige til det. Hun smilede let over ham og rystede bare lidt på hovedet. "Ja, især hvis man vil forvandle sig hurtigt tilbage igen," tilføjede hun, nok mest til sig selv og så ud over havet med et roligt blik.

Svagt løftede han hovedet, og så på hende. Han smilede skævt, og rødmen var væk.
"Det kan jeg godt seer temmelig smart..." Han lagde armene over kors, og rømmede sig lidt. "Hvor vil du så hen?" Han følte lidt man skulle spørge kvinden, det var nok mere... Gentleman-agtigt. Han fulgte hendes øjne, og så på havet... Og rømmede sig igen.