Beautiful Grey Clouds - Jack

Hun var bange. Det kunne han både se, og mærke på hende. Hans brune øjne udviste varme, og tryghed... I håb om at hun ville forstå han ikke ville gøre hende noget. Han sukkede, og lagde armene over kors. Han stod stille.
"Jeg gør dig ikke noget." Hans stemme var blid. "Hvis jeg ville have gjort dig noget havde jeg gjort det for længst. Vampyren ville bide dig, jeg reddede dig." Han smilede skævt, og blidt. Han rakte en hånd frem mod hende.
"Jeg er en Hybrid. Halv vampyr, halv varulv... Please, ik' vær bange for mig..." Han så bedende på hende.

Cherry så på hans fremstrakte hånd, men hun havde ikke lyst til at tage den. Noget sagde hende at hun burde se at komme hjem, væk fra alt dette som ikke var rigtigt.
"Sådan noget findes ikke..."sagde hun med en halv vred stemme og havde ikke lyst til at diskutere det med ham. Hun kunne bedre lide tanken om at sidde og drikke varm kakao med ham, som havde været planen end dette, men hun troede ikke at varm kakao kunne rettet op på dette.
Hun trådte tilbage igen og havde en hånd til at hvile på træstammen ved siden af hende, som om hun ville kunne trække den ind foran hende hvis han skulle angribe hende. Hun var i tvivl om hvor vidt hun kunne stole på ham, og det var sjældent hun rent faktisk overvejede hvor vidt hun kunne stole på folk. Hun havde mest lyst til at lukke øjne, åbne dem igen og få at vide at det hele bare var en drøm og at hun bare faldte i søvn da hun drak noget varmt kakao.

Arh... Hvad skulle han gøre for at få hendes tillid igen? Han gik et lille skridt hen imod hende, men stoppede brat op da hun sagde det ikke fandtes.
"Jo, jo det gør." Årerne under hans øjne kom lidt frem. "Jeg skiftede form til en sort ulv..." Han åbnede munden lidt, og man kunne se to hvide hugtænder stikke frem. Årerne under øjnene forsvandt hurtigt igen, og det samme med hugtænderne. Han lukkede munden igen.
"Halv varulv, og halv vampyr..."
Han viste ingen bevægelser til at ville angribe hende, eller gå nærmere.
"MEn jeg gør dig ingenting."
Han smilede beroligende.

Cherry kunne ikke lide at han blev ved med at snakke om det, han fattede det ikke. Hun trådte tilbage igen, og sænkede hånden så den ikke længere rørte ved trætstammen. "Nej!"sagde hun hårdt og ville ikke tro på det, det var fup og intet kunne få hende til at ændre mening og stoppede han ikke snart ville hun aldrig ændre mening om ham. det var sjældent at hun mødte folk ved det første møde, men noget som dette fik hende dog til det.
Hun trådte igen tilbage og stod op ad et andet træ nu cirka tre meter fra ham. Hun overvejede om hun skulle løbe igen, noget sagde hende at han nemt kunne stoppe hende igen. Men i hendes hoved var svaret på det blot at han var en mand, de var jo stærkere en kvinder og hurtigere.

Så stod han stille. Han kunne jo læse hendes tanker, dog mod hans vilje. Han sukkede, og så ned. Trippede lidt... Arh, han hadede sådanne ting. Han så op på hende igen, og bed sig i underlæben. Han sukkede igen.
"Okay, jeg er faktisk 4912 år gammel... Men min krop stoppede med at vokse da jeg var 21 år. Jeg er en Oprindelig Hybrid, og en pirat.. Eller jeg var en pirat." Han lagde armene over kors, og så stille på hende.
Det virkede sikkert som noget fup, men det var den stærkeste sandhed.
"Jeg skal nok lade dig være... Men.. Vil du love ikke at sige det til nogen?" Han ville ikke bruge tvang på hende. Sådan var han ikke. Godt nok havde han ingen problemer med at dræbe, men da han jo havde været pirat var det som en livsstil for ham.

Cherry var blevet rasende og panisk over at han blev ved med at lyve for hende. De havde ligemødt hinanden og alt dette, gjorde at hun ikke længere brød sig om ham. Hun havde set ham som en mulig ven inden dette skete og nu var det jo sket og kunne ikke gøre som. Hun ville gerne glemme det, men hun vidste at chancen for at det var en drøm ikke var videre stor eller realistisk i det hele taget.
Hun begyndte at gå tilbage, ikke længere kun et skidt en gang i mellem, men flere små skridt som fik hende langsomt længere væk fra ham. Det eneste hun havde ville, havde været at drikke noget varm kakao og nu ville hun bare væk igen. Glemme det hele. Hun drejede rundt og satte i løb igen, og uden at vide det i retning af stien hvor de var støt på vampyren før.

Hun var sur. Rasende. Vred. På ham. Ene, og alene ham. Han kunne ikke lide det. Han ville... Jo bare... Arh!
Hun satte i løb. Væk fra ham. Af en eller anden grund gjorde det ondt.
Vampyren var død. En pæl i hjertet. Årerne var fremme, og han var på en måde grå.
Jack stod hurtigt henne ved vampyren da han havde set hun løb hen imod vampyren.
"Den ville have dræbt dig." Han pegede på den døde vampyr, og så stille på hende. "Hvis ikke jeg havde dræbt den."

Cherry stoppede op og var umådelig vred på Jack, hvorfor kunne hun ikke helt forklare, men alt dette var i hvert fald hans skyld og det var hun sikker på.
Hun så ikke på drengen som lå død, hun overså det med vilje for ikke at blive mindet om det. Hun var ikke typen som kunne klare at se den slags i øjnene. Han kendte hende ikke og kunne derfor ikke vide det, men hun mente at det var en selvfølge at man gik ud fra at folk ikke kunne klare den slags.
Hun gik et par skridt tilbage ad stien, den vej hun selv var kommet af tidligere. Det var sent og det eneste hun ønskede at have i tankerne var at komme til at sove. Men tanken om at komme hjem til en tom lejlighed gjorde hende af en eller anden grund bange.

Hun gik direkte forbi ham.
Forstod hun da slet ikke at han lige havde reddet hendes liv?
Åbenbart ikke.
Igen stod han foran hende, og dog noget væk fra hende.
Selvom han hadede tanken... Måtte han få hende til ikke at være bange.
Ikke glemme, bare ikke være bange.
Han gik hen imod hende med hurtige bevægelser... Og greb ud efter hende.

//Hvis han får fat i hende...

Han pressede hende op af et træ, men dog ikke så det gjorde ondt.
Men hun ville stadig ikke kunne slippe fri.
"Undskyld..." Han hviskede.
Langsomt blev hans pupiller mindre, og større.
"Du er ikke bange for mig..."
Han brugte tvang på hende.
I håb om at det var nok bare at sige at hun ikke skulle være bange...
Trådte han væk så hun var fri.

Cherry skulle til at skælde ham ud, da han stod foran hende endnu engang. Men hun sagde dog ikke noget da han hurtigt var henne ved hende, hun ville vige tilbage da han greb ud efter hende men hun nåede det ikke. Hendes blik blev hårdt, dog også bange da hun ikke var tryg over situationen.
Men hun sagde ikke noget da hendes blik stirrede ind i hans, og fokuserede på hans pupiler. Hendes hjerne blev vasket ren, at det utrygge forsvandt og hun følte ikke længere lyst til at gemme sig under dynen og vågne op fra marreridet. Da han trådte væk blev hun stående, svagt begyndte hendes hoved at nikke som tegn på at hun havde forstået hvad han havde sagt og uden videre accepteret det og alt frygt var forsvundet. Det føltes dog ikke helt rigtig samtidig med at hun huskede det der var sket. Men intet i hende var bange længere og intet i hende havde lyst til at være det. "Okay.."

Det virkede.
Han kunne ikke lide det, men det virkede. Han var stærk. Han drak menneskeblod hver dag, så det holdt. Han gik helt hen til hende igen. Han ville ønske det ikke havde været nødvendigt, men det havde det. Han kørte forsigtigt, og blidt fingrene genmen hendes hår. Hun var pæn... Han rystede tanken af sig, og gik et skridt væk fra hende.
Han fandt det hele lidt.. Anspændt? Pinligt? Ja. Det var det.
"Jeg... Kunne du tænke dig at..." Han mistede mælet, men tog sig så sammen. "Kunne du tænke dig at få den varme kakao nu?" Han smilede høfligt Forhåbentlig sagde hun ja... Det håbede han. Måske var der mulighed for endnu en ven.

Cherry følte sig ikke utryg eller på anden måde ubehagelig tilpas, da han kørte hånden gennem hendes hår. Hun var jo ikke bange for ham, og hun anede ikke hvorfor. Hun stod stille og lavede inden bevægelser, heller ikke da han trådte tilbage igen. Normalt ville hun have drillet, når hun kunne se at personen hun stod med havde gjort noget som denne blev flov over. Men hun var ikke rigtig i det humør mere, hun følte sig træt men samtidig havde hun lyst til at lave noget for ikke at falde i søvn.

"Tjoh, det vil jeg gerne"svarede hun mens et lille smil voksede frem på hendes læber. Der var jo intet som skræmte hende til at afvise ham længere. "Hvor var det nu du boede?"spurgte hun og huskede det som han endten boede ved skoven eller i skoven. Hendes blik gled rundt ganske kort, og hun opdagede at det måtte være sent da stjernene sådan set var dukket op på himlen.

Hans brystkasse bevægede sig op, og ned. Slap af... Slap af... Det hjalp. Han slappede af...
"Her inde i skoven... Faktisk lige her i nærheden."
Langsomt begyndte han at gå, i håb om at hun fulgte efter.
Han så op, og fik øje på stjernerne... De vidunderlige stjerner...
Rystende på hovedet fortsatte han med at gå.
Kort efter stødte de på en mellemstor villa.

Cherry nikkede med et roligt smil hvilende på hendes læber. Hun frys og tanken om noget varm kakao fik hende til at live mere op. Hun havde altid elsket varm kakao, da det altid havde været noget hun forbandt med sin barndom med sin søster, før hun begyndte at gå sin mor på nerverne.
Hun fulgte efter ham med rolige skridt. De blågrå øjne blev store ved synet af den villa han boede i. Hun havde ikke forestillet sig noget i den stil, mere noget hytte agtigt eller et lille sødt hus. "Bor du her?" sagde hun og der var noget i hendes stemme der sagde at hun var overrasket over det. Men hun forbandt ikke sådan et hus, med en skov.

Det var forkert. Han fortrød det. Han skulle ikke have tvunget hende... Det var forkert! Men hvad kunne han gøre? Det var forsent... Måske bare sige at han havde gjort det? Det var da en ide... Nej, han ville... Lære hende at kende først. Han gik helt hen til villaen, og åbnede døren.
"Ja, det gør jeg." Han smilede venligt, og lagde an til at ville tage hendes jakke af.
Noget sagde at han burde være forsigtig med hende... Sikkert fordi hun var menneske.

Cherry's sædvanlige glæde var atter dukket op i hende, og hun var igen som hun plejede at være. Sprudlende og social igen. "Nice" sagde hun smilende og var tydeligt imponeret over stedet, det var ikke ligesom den lejlighed hun selv boede i, selvom den nok skulle blive hyggelig når hun havde fået sig et arbejde.
Hun lynede jakken op og lod ham tage den af hende. Hun havde en hvid bluse figur syet bluse på under, det var faktisk sjældent at hun havde noget hvidt på, men det hente nogle gange at det lige var den farve hun hev ud af sit skab. Hendes tøjskab havde alle farve i sig. Hun smilede venligt til ham "tak" sagde hun mens hendes blågrå øjne gled nysggerigt rundt.

Han lagde jakken ved et bord, og gik længere ind i villaen.
"Velkommen til," han gik ud i køkkenet.
Langsomt begyndte han at finde tingene frem.
"Vil du have flødeskum til?" Han så spørgende på hende.