uhhm hej, i think i'm pretty much new at this place //Miranda//

Påklædning: plus et par lavtaljede, lyseblå jeans og sorte converse

Miranda kom ind i caféen med så glidende og utrolig elegante skridt, at det kunne måles med en vampyr, og med sin overdådige skønhed, men det var hendes udstråling som havfrue der gjorde alt dette, dog var hun naturlig smuk med sine 1,78 meter, lange ben og de havblå øjne og det lille smil om altid bar rundt på. Og da hun kom ind i caféen, var der så propfyldt, at hun sukkede stille og så smuttede op til baren for bare at få noget at drikke. Noget the måske? Ja, hun kunne godt trænge til noget the, så det var det hun bad om at få imens hun smilede sødt til ham der betjente kunderne for dagen. Han blev helt forfjamsket og begyndte at stamme, men Miranda smilede bare til ham, som om der intet var galt. Hun kendte godt effekten ved sin udstråling og kunne ikke gøre for det.

//Det er helt okay ^^

Miranda hørte en kvindelig stemme og så hurtigt og blidt på ejerkvinden og smilede venligt. "Hellere the end kaffe, plejer jeg at sige," sagde hun med en blid klukken og så på pigen med de strålende, blå øjne. Det måtte hun sige, den pige havde virkelig nogle øjne, som man kunne kalde blå, de skinnede jo nærmest ud over det hele. Mirandas smukke, spanske accent kunne let høres, og de spanske træk kunne også ses ved den gyldenbrune hud og de store øjne.

Miranda smilede bredt og nikkede, glad for at have fundet en anden der elskede the præcis som sig selv. "Jeg kunne ikke sige det bedre selv," sagde hun med en blid latter og tog selv imod sin blandede urtethe da hun fik den og så på pigen med et lille nik. "Jeg ville være beæret over at gøre dig med selskab," sagde hun med et varmt smil og synes allerede godt om pigen med de klare, blå øjne.

Miranda nød at snakke med en anden med de samme meninger som hende selv, men det var nu alligevel meget morsomt. Det var sjældent at man mødte en anden theelsker. Hun smilede varmt til pigen. "Det glæder mig," sagde hun i en varm tone og smilede blidt og sødt til pigen idet hun fulgte efter hende over til hjørnebordet og lod sig selv dumpe ned i sofaen Og satte theen fra sig på bordet. "Mit navn er Miranda," sagde hun med et varmt smil. "Og Deres navn er?" Hun tog glasset op og tog en lille slurk.

Miranda anede intet om de udødelige væsner der gik rundt iblandt dem, hun kendte kun til havfruer, og hun anede ikke engang hvor mange andre der var som hende selv rundt omkring i verdenen. Om de var ved at uddø eller om der strømmede med dem. Hun smilede let over pigens lange navn. "Hvorfor bare Toni?" spurgte hun blidt og så på hende med et spørgende blik imens hun lagde hovedet let på skrå og betragtede Antonia. "Dit første navn, Antonia, er smukt, folk burde ikke prøve at forkorte et smukt navn," sagde hun med ærligheden strålende fra sit havblå blik. Hun smilede varmt til den anden og tog endnu en tår fra sin the og var forsigtigt med ikke at lade vandet fra den ligge på hendes læber for længe, og det var tydeligt at se, at hun havde gjort det mange gange, hvilket hun jo havde været nødt til da hun ofte havde drukket the sammen med sin faster og nogle andre betydningsfulde personer i Spanien. Det havde været irriterende at skulle bruge timer og atter timer på at sidde, se yndig og uskyldig ud og drikke the uden at forvandle sig. Uden at have muligheden for at nyde den dejlige, varme drik, som hun elskede.

Miranda betragtede lettere undrende Antonia. "Hvorfor dog ikke?" spurgte hun blidt og smilede varmt og spørgende til den anden, selvom hun godt halvt om halvt kunne forstå hende, for Miranda synes selv at hendes navn var lidt for fint, men fandt sig alligevel ikke i kælenavne som Mir eller Mira, da det var hendes mor der havde navngivet hende på sine sidste dage. Hun smilede varmt til pigen og trak let på skuldrene. "Hvad vil du vide?" spurgte hun roligt og så på Antonia med et lille smil og tog selv endnu en tår af sin the, selvom den var varm, nød hun hvordan drikken gled ned ad hendes svælg.

//Ved ikke om der kommer flere svar i dag, for smutter i seng her om lidt ^^'

Miranda nikkede forstående og bed sig selv let i underlæben. "Jeg kender følelsen, jeg har aldrig selv kendt mine forældre, men jeg kan ikke tage et kælenavn, for jeg ved, at det var min mor der navngav mig de sidste dage hun levede," sagde hun med et sørgmodigt smil.
Hun klukkede blidt og tøvede kort med sit svar imens hun tænkte sig selv om. Det overraskede hende, at hun nævnte det med stranden og havet, men hun viste det ikke. "Jeg læser ikke så meget som jeg gerne vil, jeg kan ikke rigtig tage mig sammen til at begynde på en bog," startede hun med et lille smil. "Jeg elsker dans, selskabsdans, for at være mere præcis, jeg holder af at synge og ja, jeg elsker at være ude ved havet og at dykke." Hun klukkede blidt og smilede varmt til Antonia. "Og nu må det være din tur, fortæl mig om dig selv," sagde hun blidt og opfordrende.

Miranda nikkede og lyttede opmærksomt, og kunne ikke lade være med at smile over Antonias svar. "Det lyder da meget dejligt," sagde hun bifaldende og klukkede blidt. "Hvor længe har du været byen?" spurgte hun så og så nysgerrigt på hende og med et opmuntrende smil. Hun kunne godt lide Antonia, hun var ... anderledes, noget Miranda godt kunne lide ved andre.

//Undskyld tiden