Hvem er jeg? - Miranda

Skoven:
De ellers så smukke himleblå øjne fløj op, som om de havde haft en ond drøm i flere dage. Nogle tunge vejrtrækninger kom ud mellem læberne på den unge dreng, mens nogle dråber af sved glide ned fra hans pande og havnede nede i græsset. Han stirrede ligefrem ind i en sten ved sin side, mens han prøvede på at finde ud af hvor han var. Han satte sine hænder ned i det tørre græs, før han med en let bevægelse fik sat sig op på sine knæ. Hans tøj var let beskidt og ødelagt nogle steder, men han rettede ligefrem bare på det mens han så sig omkring. Han havde flere sår på sine bare arme og et hen over kinden, tørt blod kunne blive fundet over det meste af hans krop. Hans blik var forvirret mens han så sig omkring, hvordan havde han havnet der? han havde endt ude i skoven, ingen idé om hvor han var eller hvem han var. Han sad der nok i 10 minutter, før han langsomt rejste sig helt op. Hans ben rystede under ham, som om de aldrig havde blevet brugt før. Han tog nogle forsigtigt skridt, også selv om han ende med at falde flere gange "hvor er jeg?" hviskede den tørre stemme, som viste at han ikke havde snakket i et stykke tid.
Han begynde bare at gå, håb om at han ville komme ud af skoven på et tidspunkt.

Stranden/havet:
Han gik nok i en halv time, med flere fald hen af vejen mens hans ben begynde at lære at gå igen. Hans mund var svagt åben, mens hans blik ligefrem stirrede på alt han gik forbi. Han følte sig så forvirret, over hvem han mon var? og hvad han lavede der? Han havde det som om han havde glemt alt, og nu viste han slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han begynde at kunne høre havet, og lugten af vandet kom også hurtigt mod ham. Han gik bare så godt han nu kunne hen mod vandkanten, mens hans blik søgte kort efter nogle mennesker eller noget andet.
Han fald let ned i sandet et stykke væk fra vandet, og valgte bare at kravle det sidste stykke tid. Hans bukser blev lidt våde i det, af det fugtige sand. Han tænkte slet ikke over det, og satte sig bare foran vandkanten. Hans blik gled kort rundt, før han begynde at vaske blodet væk i det kølige vand.

Miranda var på vej ind til vandkanten og stranden igen og da hun for kort tid siden tjekkede, var der ingen, så derfor tittede hun op over vandet og lempede sig op på strandkanten hvor hun hurtigt og let brugte en af sine evner til at tørre sig selv, så kort tid efter havde hun sin hvide sommerkjole på og hun rejste sig hurtigt op, og var et kort øjeblik usikre på benene inden hun trådte med nogle hurtige og lange skridt væk fra vandet, så hun undgik at blive forvandlet igen. Men det var der hun opdagede den fyr, der egentlig så ret skidt ud, og som sad nogle meter væk fra hende, og hun stirrede og stod stiv som en støtte. Åh nej, åh nej, åh nej ... var det eneste der gik igennem hendes hoved imens hun stirrede på fyren med et panisk blik. Nu ville hun blive stemplet som et misfoster, et monster, en vedertstykkelighed, hun ville blive et eksperiment ... det var alle det anker der gik igennem hende imens hun stirrede på den unge mand med bankende hjerte.

Det var ligefrem dejligt at mærke det kølige vand mod sin hud, men det var ikke ligefrem så dejligt at han fik lyst til at bade i det. Det var jo køligt! og han viste ikke engang om han kunne svømme? tænk hvis han druknede! det havde han ikke engang lyst til at prøve og udsætte sig selv for, det var jo ikke fordi lysten til at dø var der.
Hans himmelblå blik gled bare ud mod havnet, med et svagt smil på sine læber. Hans blik blev ligefrem låst fast på noget som bevægede sig der ude, var det en fisk? det var ikke nogen fisk som han havde set før, men nu kunne han heller ikke huske hvad han havde set og ikke havde set. Han tabte næsten ligefrem kæben, da han fik øje på den unge kvinde som kom op fra vandet. Hun havde ikke nogle ben! var han virkelig ved at blive skør? havde han slået hovedet? eller var han stadig i en drøm? Hun var jo halv fisk! hans øjne blev bare større, mens han prøvede på at finde hoved og hale på det. Det var da ikke normalt? så meget viste han da! men han kunne heller ikke få sig selv til at rykke på sig, og det havde hans blik heller ikke lyst til.
Han rejste sig bare langsomt op, når hendes blik mødte sig med hans. Han rystede lidt på hovedet og gned sine øjne med sine hænder, før han sende hende et svagt smil "hej" kom der let ud mellem hans læber, med en hæs stemme. Han ville jo ikke virke sindssyg! det var vel nok også bare ham som så syner, måske havde han slået hovedet og derfor vågnet op i skoven? det var nok mere det han havde lyst til at tro på, end at hun havde haft en fiskehale.

Miranda stod stadig bare som frosset da han så på hende med det blik. Skræk var at se i hendes havblå øjne og hun rystede på hovedet og tog en maske på, som hun havde gjort så mange gange før. Rædsel forsvandt for hendes blik og blev roligt og hendes ansigt blødte op og hun sendte ham et smil der egentlig kun var en lille trækken i den ene mundvige. "Hey, er du okay?" spurgte hun med sin smukke, spanske accent og så lettere bekymret på ham og hans forrevne tøj og blodpletterne. Dog nærmede hun sig ikke eller lignede en der skulle til at række hånden imod ham for at præsentere sig selv, det kunne hun jo ikke, hans hånd var våd, hun ville bare ende med at forvandle sig foran øjnene af ham. Så hellere få ham til at tro, at han var sindssyg, selvom det ikke var fair overfor ham, men hun måtte og var nødt til at beskytte sin hemmelighed, det skulle nødig gå rundt i byen af hun var halv fisk, eller en havfrue, for så ville det først gå galt. Der var faktisk ingen andre end hende selv der kendte til det, hun havde aldrig haft nogle venner at dele det med, den tætteste på hende, var hendes faster, og hun var kold og gammeldags, og Miranda brød sig virkelig ikke om hende.

Hendes spørgsmål overraskede ham overhovedet ikke, det var jo det han havde spurgt sig selv om hele vejen hen til stranden. Han kunne bare ikke forsvinde svar på det, han viste jo ikke hvad der havde sket. Om det var hans blod alt sammen, eller om han havde gjort noget dumt? han viste det virkelig ikke, det var jo som om alle hans minder, tanker og hvad der var rigtigt og forkert.. var blevet taget ud af hovedet på ham, og han var nød til at starte forfra.
Han så kort ned af sig selv, før han vende sit blik blik mod hende igen og træk lidt på skulderne "det tror jeg" sagde han og viste ikke hvad han ellers skulle svare, det var jo ret så forvirrende når man ikke viste noget. Det hjalp jo bestemt ikke det han lige havde set, eller det han havde troet at han havde set. Han følte sig bare mere forvirret over det, og havde bestemt ikke lyst til at spørge hende om det "ved ikke hvad der er sket.." sagde han og ville virkelig ønske at han viste hvad der var sket, men ikke et eneste minde kom tilbage i hans hoved "men tror jeg er okay" sagde han så og sende hende et forsigtigt venligt smil, som tegn på at han prøvede på at virke okay i det. Han viste jo ikke engang hvem han var eller hvad han hed! havde han en familie der ude? eller var han virkelig alene i verden? et lydløst suk kom ud mellem hans læber.

Miranda betragtede ham roligt imens hun kunne se, at han tænkte sig om, og det undrede hende lidt. Hvordan kunne han ikke vide hvad der var sket med ham? Eller ... måske havde han haft et blackout eller ville bare ikke fortælle sandheden og prøvede at finde på en løgn. Ja, hvad vidste hun, hun kendte jo ikke fyren overhoved.
Hun nikkede langsomt imens han snakkede og så bare let undrende på ham. "Det er da altid noget at du er okay, ikke?" sagde hun opmuntrende og gengældte hans smil med et lille et og trak let på skuldrene. Hun forstod stadig ikke helt, at han ikke vidste hvad der var sket, men ja, måske var han også et eller andet væsen? Måske fandtes der flere forskellige væsner, som lignede mennesker, præcis som hende selv, hun vidste det ikke.

Jordan prøvede bare at huske et eller andet, som fik ham til at komme i tanke om han var. Det eneste der kom frem i hans hoved var to navne, som virkede så bekendte og alligevel ikke. Han rejste sig bare langsomt op, og lod sit blik glide rundt omkring på stranden og havet "jo det tror jeg" sagde han og vende sit blik ned af sig selv igen, bare for at være på den sikre side. Han kunne stadig ikke finde ud af, hvorfor han havde kommet til skade? blodet kom bare langsomt frem fra sårene igen, mens han bare tørrede det af med sin ene hånd "hvor er jeg?" kom der kort tid efter ud mellem hans læber, mens han så lidt spørgende på hende. Han håbede vel på at hun kunne hjælpe ham en lille smugle, med at finde ud af alt omkring hvor han var. Han havde aldrig set det sted før, eller han kunne ikke huske at han havde set det før. Men nu kunne han jo heller ikke huske noget som helst, som irriterede ham så meget.