En dobbelthed - Miranda

S: Stranden flere kilometer fra Mystic Falls.
V: Foråret er på vej, hvilket er rart, når man for en gangs skyld er på stranden
O: Ingen, overhovedet.
T: Eftermiddag/aften. Solen går ned om et par timer.

Der var sket meget på ganske kort tid. Philibert var blevet forfremmet på grillen og tjente derfor betydeligt mere end han havde gjort tidligere. Der var snart muligt for Philibert at etablere det college liv han så inderligt drømte om. Der var bare en hage ved det. Han vidste, at gjorde han det, ville det foregå væk fra Miranda, den eneste person han havde.
Philibert havde ikke tænkt sig at fortælle noget endnu, da tingene stadig lå flere måneder ud i fremtiden, men før eller siden måtte han tale med hende. Der var to ting på dagsorden og begge disse ting supplerede hinanden glimrende. Faldt det ene, faldt det andet også. Begge ting kunne ikke stå på samme tid, hvilket ikke var en behagelig tanke for den unge mand.

Miranda havde lovet at møde ham på stranden. Han havde bedt hende om at komme her, fordi han vidste hvad den betød for hende, hvad havet betød for hende. Philibert steg ud af bilen, smækkede døren efter sig og begyndte at bevæge sig ned mod stranden med hurtige skrit. Han var overbevist om, at han så Mirandas blonde hår blafre i den lette vind.

Miranda havde valgt at tage ud til stranden tidligere end de havde aftalt, hun havde bare brug for at tænke over hvad der var sket ved vandfaldet. Philibert, eller rigtig Lucas, havde kysset hende og hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Hun var virkelig forvirret over det hele. Og målløs. Hin anede ikke hvad hun skulle stille op. Så hun havde gået sig en lang tur ned ad stranden og tilbage igen og nu stod hun bare og betragtede havet. Hun var i en hvid sommerkjole der gik hende til knæene, havde en bred snor der gik fra midten af brystet og rundt om hendes hals, for at holde kjolen oppe. Kjolen var stram omkring bryster, men vid videre ned, så den flagrede let i vinden imens den selv samme vild legede med hendes hår. Hun holdte også et par hvide sandaler i sin højre hånd da hun synes at det var meget nemmere, og rarere, at gå med bare tær i sandet og mærke hvordan sandet gled op imellem hendes tær og kilede hende lidt. Og imens hun stod der og så ud over havet der forsvandt i horisonten, gled der et lille smil over hendes læber imens hendes havblå øjne var fuld af en kæmpe længsel efter at forsvinde ned i havets dyb, mener var en umulighed lige i det øjeblik, for hun ventede jo på Philibert. Tanken fik hendes hjerte til at banke, hendeskinder til at blusse op og hendes hænder til at blive lidt svedige. Hvad fanden skulle hun stille op?

Efter han tilfældigvis var stødt ind i Miranda på gaden havde der forhold været intenst. De havde været venner på overfladen og i sproget, men ikke nødvendigvis så mange andre mentale steder end det. De havde usagte ord og spændinger mellem dem og ingen af dem kunne benægte det.
Philibert nærmede sig og jo tættere han kom, jo bredere blev hans smil. Hun var så smuk og fredelig når hun bare stod der. Et sind der umiddelbart virkede fri fra bekymringer og en skønhed som fik de fleste mænd til at gå i knæ. Mirandas kjole sad perfekt og jo tættere Philibert kom, jo smukkere blev hun. Han prøvede at være stille i sandet, men det gik ikke nødvendigvis ret godt. Han bar et par næsten knælange cowboy-shorts samt en t-shirt. Inden han var trådt ned i sandet havde han taget skoene af ligesom Miranda. Han kortede det sidste stykke af mellem dem og smed skoene et stykke væk fra hende. Elegant og kærligt lod han sin ene hånd glide om Mirandas tynde liv, og drejede hende blidt så hun stod med fronten mod ham.
"Hey you." Hviskede han smilende, da han endelig fik lov til at se ind i Mirandas øjne. Hvad han havde tænkt sig med det hele var uklart, men lige nu ville han bare nyde det faktum, at han ikke skulle andet end at være her.

Miranda hørte ham ikke, hun var væk i sine egne tanker om da de så hinanden på gaden. Hun havde været så glad for ar se ham igen, så ellevild og samtidig så rædselslagen, men den skræk var hurtig forsvundet igen. Det var jo Philibert! Hendes ven og han ville aldrig kunne finde på at sladre om hende, han holdte jo af hende. Hun havde ikke selv lagt mærke til spændingen imellem dem havde ændret sig, hun havde bare været så glad for at se ham igen at hun havde glemt alt andet, plus, så havde hun jo ingen erfaring indenfor kærlighed, så var hun forelsket i ham, så ville hun ikke selv vide det. Og det var endnu en af de ting hun spekulerede på. Var hun fore... Hendes tanker blev afbrudt da hun mælede armen omkring sig og blev snurret rundt indtil hin stod ansigt til ansigt med manden der fyldte hendes tanker. Hun lagde hænderne imod hans bryst og så op. Hendes blik strejfede kort hans læber inden de fandt hans smukke øjne og et varmt smil begyndte at spille om hendes læber. "Hey," hviskede hun blidt igen og grinede lidt. Hun stod faktisk ret tæt på ham og hendes kinder blussede lidt op og hun følte sig utrolig genert. "Hvorfor bad du mig om at mødes?" Spurgte hun nysgerrigt og med et blidt og sødt smil. "Ikke, at jeg ikke vil, jeg er bare nysgerrig." Hun rødmede endnu mere og grinede lidt over sig selv. Hvad skete der lige med hende? Hun blev normalt aldrig genert eller forfjamsket over for ham ...

Varmen fra hende spredte sig til Philibert imens de stod tæt. Han løftede hånden og støj en lille tot hår væk fra hendes ansigt for bedre at kunne betragte hendes øjne. Hendes kejtede grin og hilsen var charmerede på sin helt egen måde.
"Behøver jeg nu en undskyldning for at ville se dig?" Spurgte han smilende og tænkte tilbage på deres tur til vandfaldet. Lucas havde tvunget ham til at huske en række ting, som Philibert nu troede var virkelige. "Jeg ser dig, fordi jeg vil se dig." Tilføjede han bagefter og undrede sig kort over, at hun overhovedet spurgte om hvorfor han havde inviteret hende herud.
Det var vel ikke noget nyt at Philibert ønskede at tilbringe tid med Miranda.
"Tak for sidst" Smilede han ned til hende og gennemgik i hovedet den fantatiske dag de havde haft ved vandfaldet. Så snart vand bare var i nærheden var Miranda en hel anden og det var ikke på nogen dårlig måde. Hun fik tilføjet en anden glød som af og til kunne falme. "Hvad er der med dig? Du er helt.. fjollet." Grinede Philibert og lod den ene arm glide ned over hendes skulder ned til hendes talje hvor den hvide kjole sad stramt og viste hendes flotte figur.

Miranda rødmede da han strøg noget hår væk fra hendes ansigt og hun smilede op til ham. Hun kunne ikke lade være med at se på hans læber med lidt tids mellemrum. Han havde kysset hende, og hun havde nydt det. Hun havde aldrig forstillet at det kunne føles sådan. "Det gør du vel ikke," sagde hun i en drilsk tone og lænede sig ind til ham imens hun smilede sødt til ham. Hun var næsten helt sikker på, at han kunne mærke og høre hendes bankense hjerte, der lige nu spurtede af sted. "jeg er glad for at du vil se mig." Hendes havblå blik betragtede ham varmt og nærmest kærligt. Måske var hun forelsket i ham?
Hendes kinder blussede ved hans næste ord og hun kunne ikke lade være med at smile. Og ren impulsivt tog hun chancen. Hun stillede sig på tær, gudskelov var han højere end hende, og hun pressede blidt og forsigtigt sine læber imod hans og mærkede sit hjerte springe et lille slag over. "I lige måde," hviskede hun blidt igen og trak sig tilbage med helt røde og blussende kinder.
Hun grinede lidt over hans spørgsmål. "Der er da ikke noget med mig," sagde hun afvigende og skælvede let ved hans berøring. Hvorfor havde hun aldrig set hvor en vidunderlig person han var før?

Miranda anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, hun følte sig så kluntet og ucharmerende, noget hun virkelig aldrig havde prøvet før. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte bankede løs i hendes bryst og hun kunne ikke lade være med at se på hans læber hele tiden, det var som om de trak hendes blik til sig. Hun anede ikke selv hvad der skete i hendes hoved, intet gav mening, de var jo bare venner, ikke? Eller var hun forelsket i ham? Hvad nu hvis hun endte med at ødelægge det hele? Og hvis hun var forelsket i ham, hvad så hvis han ikke gengældte det? Hvad skulle hun så gøre? Hun endte med at ødelægge det bedste der nogensinde var sket i hele hendes liv ...
Hun grinede lidt og nikkede med et sødt og genert smil om læben. Hun så ned og lagde så hovedet imod hans skulder imens hun prøvede at finde ud af hvad der skete med hende.
Da han ikke reagerede på hendes kys, havde hun lyst til at forsvinde, hun var ligeglad med hvorhen, bare væk. Hun begyndte at mumle alle mulige undskyldninger, og kom til at slå over til spansk idet hun gemte hovedet imod overgangen af hans hals og skulder. En lille latter gled over hendes læber ved hans ord, og hun kunne ikke lade være med at smile. "Hvad var der da galt med den 'gamle' mig?" spurgte hun imens hun stadig så mod hans hals og holdte sig ind til ham.
Hun vendte dog overrasket blikket op imod ham da hans hænder landede på hendes hofter og han løftede hende op. Hun kunne ikke lade være med le og så var det hendes tur til at blive overrasket da han kyssede hende. En skælven gik igennem hele hendes krop og hun gengældte kysset, eller prøvede på det, hun anede ikke hvordan det gik. Hun havde jo aldrig rigtig prøvet at kysse før, men det var ikke det hun tænkte på i lige det øjeblik, der kunne hun kun tænke på hvor fantastisk hans læber føltes imod sine egne. Hendes hænder gled op i hans nakke hvorefter den ene fortsatte op i hans blonde hår og holdte ham tættere. Alle tanker var forsvundet fra hendes hoved, hun var fuldstændig overvældet over at have ham så tæt og kunne kun tænke på den følelse hun havde i maven, at det her var rigtigt. Og så føltes det som noget helt andet end da hun blev kysset ved vandfaldet.