I just love to meet new people, don't you? ~Arason

Sted: Drowning Creek
Tid: Tidlig middag
Vejr: Solskin og en let blid vind, som gør, at det ikke er ulideligt at være udenfor
Omkring: Søen, skoven omkring
Påklædning:

Miranda havde bare gået rundt i byen og var endt ude i skoven og var bare gået igennem, fordybet i tanker om hvordan det gik der hjemme på slottet, hvordan hendes faster klarede det hele ... hun klarede det sikkert strålende og forklarede hendes fravær med sygdom eller et eller andet, som om hun regnede med at Miranda ville komme hjem af sin egen vilje. Den måtte hun længere ud på landet med! Miranda havde ingen planer om at tage hjem, ikke foreløbig, i hvert fald ikke så længe hun stadig var trolovet med den prins fra hendes mors hjemland. Fandme nej! Hun var kun atten, hun ville ikke giftes, hun havde ikke en gang kysset en anden ... hun havde ingen erfaringer inden for kærlighed, hverken familie kærlighed eller romantisk. Hun gøs kort og så sig omkring da skoven pludselig stoppede og hun stod nogle meter væk fra en stor sø. Et smil begyndte at spille om hendes læber og hun gik langsomt over imod søen, men beholdte sig væk fra vandet da hun jo nødig ville sætte en forvandling igang, hvem ved? Måske ville der komme en anden og se hende ...

John gik ned mod søen for at få styr på sine tænker han kiget sig omkring og håbet at han var alene der nede men det kunne mske være at han ikke var det han viste ikke det han gik i sine egne tænker han havde så meget brug for at komme hjem til New York men hans forældre havde sagt "du for bare dig selv ud i ballade tænke på det som en ny starte" havde hans mor sagt til ham da faren nu havde fået ansvaret til ham *møge by der sker ikke en ting* tænket han vredt og sparket til en sten som ramte vandet han sukket og smidt sig op af et træ lige ved siden af søen imens han tog sig til hans hovede hans hvide skjorte var lidt åbent ikke så meget var lidt han håbet at han var alene han tog sine sko af imens han kiget på hans ødlægte jeans som jo var slidte
//håber det er godt nok//

Miranda så hurtigt en ung mand, måske omkring hendes egen alder, træde ud ad skoven et stykke fra hende, og han havde vist ikke set hende endnu, og hun betragtede ham roligt inden hun langsomt trådte imod ham med elegante og glidende skridt. Hun så på ham med sine havblå øjne og et let smil omkring sine læber. "Hey," hilste hun med et smil og så nysgerrigt på ham. Hendes hår lå løst om hendes skuldre og hendes kjole lå løst om hendes bryst og viste en masse hud, noget hun aldrig rigtig havde haft noget imod, heller ikke da den her kjoles mønstre var hullede og gik hende til midt på låret.

//Det er helt okay ^^

han sad i sine egne tænker og tog pandehåret op og fjernde hans hænder *hva er hun ude på* tænket john og smilte gengældene til hende "hej" men inden bage ved håbet han bare at hun ville gå han sukket og kiget mod vandet hold faste hvor ville han gerne smutte ned i søen han kiget op på hende og begynde og tag hans skjorte af og bukser så han kun stod i boksershorts hele hans krop var næsten maskuline han havde mange mave musklere og s lidt musklere i armen men han lingde dog ikke en bodybuilder han rejste sig op og talte så til hende "jeg vil svømme lidt hvis du ikke har noget imod det" svarde han og gik ned mod søen mens han overvejet og hoppe i hvis hun ikke ville hoppe i selv så ville han kunne slappe af og tænket klart

Miranda, som var god til at læse andre, rynkede let på brynet over ham, for selvom han gengældte hendes smil og alt det, så virkede det meget som om han bare ville have at hun skred og lod ham være alene. Og da hun åbnede munden for at sige, at han bare kunne sige til, hvis han ville være alene, begyndte han at tage tøjet af, og hun trådte et lille skridt tilbage af ren overraskelse. "Smider alle unge mænd tøjet i den her by, eller sker det kun overfor mig?" spurgte hun og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet og klukke stille. Hendes stemme havde en smuk, spansk accent og man kunne tydeligt høre, at den stammede fra at hun var født i Spanien, og ikke fordi at hun havde boet der længe.
Det var anden gang en fyr havde smidt tøjet, og hun kunne ikke lade være med at spørge. Og denne mand havde skam også en meget velskabt krop, ikke at hun kiggede ... særlig meget. Hun så roligt på ham og trak endnu en gang let på smilebåndet. "Hvorfor skulle jeg have noget imod det?" spurgte hun blidt og lagde hovedet let på skrå. "Det er jo ikke ligefrem fordi at jeg bestemmer over dig." Hun trak let på skuldrene og så kort ud over søen med et længselsfuldt blik. Hun savnede vandet mere end det ville være muligt for et normalt menneske, for vand var så sandelig en stor del af hende, for hun var jo en havfrue og hun kunne bedst lide at befinde sig i vandet, men hun kunne ikke gøre det ... ikke uden at blive opfattet som et misfoster.

john stod lidt og tænket sig om da hun smilte til ham og da hun kiggede ude mod søen med længeselse fulde blik han sank en klump i halsen og kiget på hende "vil du med ud og bade det ser ud til du meget gerne vil det og jeg holde min mund lukket" svarde han og sendte hende et smil han var ved og bløde op for hende *hvorfor er jeg så venlige jeg skal ikke til og binde mig men der er noget ved hende som jeg bare må lære hende og kende for* tænket han og smilte igen til hende han smilte for at sigde at han gerne ville ha hende med ud i vandet da han jo lige så godt kunne få nogen venner i denne by men tiden ville vise om det var noget han ville han smilte til hende og vente nu bare på hendes svar

Miranda vendte blikket imod ham da han talte og rystede let på hovedet med et lille smil om læben. "Nej tak, jeg kan ikke ... jeg har ikke noget badetøj med," svarede hun undvigende, selvom hun godt vidste at længslen var tydelig hos hende. Der havde aldrig været noget bedre end at bade for hende, og hun nød hvor hurtig hun kunne svømme når hun først fik hale, hvor lang tid hun kunne holde vejret og følelsen at svømme sammen med delfinerne og fisk, endda også hajer nogle gange. Det var en følelse hun ikke kunne beskrive overfor andre, for den var så fantastisk, noget af det bedste hun kendte til. Hun smilede et lille smil til ham og havde lagt armene om sig selv og holdte sit havblå blik imod ham og tvang sig selv til at lade være med at se ud over vandet.

"vil du så ha jeg skal svømme alene" Svarde han og kiget uskyldiget på hende "be om" lød det fra ham han ville ikke svømme alene men hvor ville han gerne prøve og svømme med hende "du vil da ikke ha at lille mig skal svømme alene" sagde han og kiget på hende med bedene øjne imens han vente på hvad hun ville gøre han håbet bare hun ville svømme med ham "jeg har da heller ikke bade tøj med" sagde han undskyldende og kiget op på hende "hva sigde du jeg præsntere mig og fortælle alt hva du vil vide om mig hvis du svømme sammen med mig vil du ikke nok" lød hans stemme og han smilte til hende *hvorfor vil hun dog ikke svømme med mig er jeg så hæslige* tænket han og vende blikkrt ud mod søen

Miranda løftede begge hænder op med håndfladen fremme imod ham. "Jeg kan ikke, okay?" sagde hun afvisende og trak sig let let bagud. Hun kunne ikke lide at han pressede så meget på, det gjorde hende utilpas, og uanset om hun ville eller ej, så kunne hun ikke gå ud i vandet med ham, han ville bare blive skræmt over hendes forvandling, og den ville hun ikke kunne skjule fra ham når hun først var blevet våd. "Hør her, jeg kan ikke svømme med dig," sagde hun i en hårdere tone og hun bed tænderne sammen imens hun stadig havde håndfladerne vendt imod ham. Hun brød sig virkelig ikke om det bedende blik han sendte hende. "Uanset hvilke tilbud du giver mig, jeg går ikke ud i vandet." Hun så roligt og fast på ham og havde ikke tænkt sig at nærme sig vandet mere end hun allerede havde.

john kiget på hende "okay undskylde jeg presede dig" sagde han og hoppet ud i vandet imens tænkerne fløj ignem hans hovede *hvorfor er jeg sådan en idiot* tænkte han og ligget sig of flød på vandet mens han havde lukket øjne han sukket og tog sig til ansigt *jeg viste det jeg ende altid i problmer til halsen selv når jeg bare vil snakke med en men hun vil benbart ikke ha noget med mig og gøre men det er også klart jeg er en idiot lige meget hvad* tænket han og gav et suk fra sig inde han vendet blikket mod hende igen "hvis der er noget du vil vide om mig er tilbudet der stadig du behøvere ikke og gå i vandet eller røre det hvis du ikke vil men jeg skal nok svare dig ærliget hvis du vil vide noget om mig" svarde han og sukket imens han kiget på himlen

Miranda sukkede lettet da han gav op og trak sig hurtigt tilbage da det sprøjtede med vand efter at han var hoppet i søen. "Det er okay, jeg kan bare ikke gå i vandet for tiden," forklarede hun roligt og håbede ikke, at han tog det for tungt. For det var jo rigtigt, at hun ikke kunne, hun ville ende med mange problemer hvis hun gjorde og hun var netop flygtet fra sit hjemland for at undgå den slags.
Hun så roligt på ham imens han flød rundt i vandet og var noget misundelig på ham fordi at han kunne være i vandet uden at der skete noget med ham eller at han gik igennem en ufrivillig forvandling til et mytologisk væsen. Hun nikkede lidt til hans tilbud og satte sig ned i græsset. "Bare fortæl mig om dig selv," opfordrede hun ham med et lille, sødt smil og så på ham med et roligt, havblåt blik.

John kigget op på hende og sank en klump om ham selv hva tænket hun på "hvad vil du da vide om mig der er ikke så meget og fortælle" svarde han og smilte roliget til hende *hva vil hun dog vide om mig der er jo ikke så meget syndes jeg selv* tænket han og rejste sig op fra vandet i det han lagde sig ¨så han kunne blive tør hva var der dog ved hende han var ikke så åben normalet han kiget op på himlen og smilte *det ville være dejlige og kunne få en god ven eller pige som kunne få mig til og glemme alt andet* tænket han og kiget op på hende "hva ville du vide om mig om jeg må spørge der er jo ikke så meget og fortælle ellers" sagde han han viste ikke hhelt om hun trode på ham men han håbet da at hun ville press på ham til han ville fortælle om sig selv ellers

Miranda smilede let over ham. "Din familie, venner, interesser, hvad du kan lide at lave og så videre," sagde hun med et lille grin og betragtede ham roligt og blidt. Hun så på ham idet han kom op ad vandet og lagde sig ned og hun sørgede for at holde sig på afstand af hans våde krop. Miranda var selv aldrig særlig åben, selvom hun godt kunne virke sådan, hun var faktisk meget indelukket og sørgede for aldrig at give så mange detaljer fra sin fortid da hun ikke brød sig om at andre vidste for meget, for hvad nu hvis de gættede hvem hun i virkeligheden var? Det var en af grundene til at hun heller aldrig præsenterede sig med navn, for helt ærligt, Miranda af Spanien. Det sagde lidt det hele. Og hvis man så søgte på hende, ville man hurtigt finde ud af at hun var den forsvundne prinsesse, og hun ville ikke hjem, det ville hun bare virkelig ikke. Der var ting der ventede hende derhjemme, som hun ikke var klar til at møde endnu.

john måtte lægge kold vand i blodet da hun ville vide de ting om ham *hun kunne lige så godt spørge mig om alting* tænket han og kiget op på hende "fint vi starter med famille har en far og en mor min mor bor i new york hvor jeg også boede indtil for en uge siden hvor de ville ha mig til og bo hos min far fordi de havde høret at jeg var i vanskligeheder hvilket jeg også var har aldrig haft en kærste har kun haft nogen venner der kaserede mig da jeg var nød til og flytte herude så det var det første andet er jeg intresere mig for lidt af være at spille musik har aldrig prøvet og danse men ville godt og så at svømme og mere er der ikke der når jo gå ture ved vandet og svømme som jeg har sagt og jeg elsker og svømme og slappe af og være sammen med ægte vennner hvis jeg da kan finde nogen og mit naven er John Arason Shadow" svarde han og kiget på hende "mere du vil vide"

Miranda smilede sødt til ham og så opmærksomt på ham imens han talte, hendes øjne forlod ham ikke et eneste øjeblik og hun så faktisk ud til at være interesseret i det han sagde, hvilket hun nu engang også var. Sådan noget fakede hun ikke. "Hvilke slags vanskeligheder?" spurgte hun blidt og nysgerrig. Hendes blik var blidt og varmt og man kunne se, at hun ikke dømmede, for hvad skulle hun selv sige? Hun var halvt om halvt på stoffer og var flygtet til et andet land for at undgå sin faster. Og så var hun havfrue, for at gøre det hele bedre. "Og hvilken slags dans interessere du dig i?" spurgte hun og smilede en anelse bredere da hun selv elskede at danse, dog kun selskabsdans. "John ... du ligner faktisk en John," sagde hun med et blidt, lille grin, ikke for at være ond, men fordi at hun faktisk synes, at navnet passede godt til ham.

"skyldte penge for de forkert dem man helst skulle holde sig fra tog også stoffer og drikket vildt meget jeg er en ren ulykke fugl"svarde han og sukket han kiget over på hende da hun talte om hvilken danse han godt kunne lige "ved det ikke kende ikke danse har kun set folk danse og hørte om danesnig så ved det virklige ikke jeg ved ikke en skid om dansnig" svarde han og kiget på hende imens han tog sig til hovede "og tak tror jeg nok" svarde han og tog sig lige til hovedet fordi han ikke viste hva han skulle sigde da hun sagde at navent passede til ham og at han lingde en der hedde john "hvorfor syndes du dog det" svarde han og kiget på hende i det han sætte sig op i skræderestilinge

Miranda så en anelse overrasket på ham da han nævnte de forskellige ting, men det var det med stofferne der sprang mest op i øjnene på hende. Hun var jo selv halvt om halvt misbruger, selvom det langt fra kunne ses på hende, hun var clean for tiden. "Det er jeg da ked af," sagde hun blidt og så på ham med et varmt blik, der stadig ikke var det mindste dømmende. Hun klukkede blidt da han forklarede sig. "Altså, jeg kan sagtens lære dig danse som vals, og sådan nogle selskabsdanse, hvis det er," tilbød hun med et drillende smil. Hun så blidt og roligt på ham og lagde hovedet lidt på skrå, da han spurgte hvorfor hun mente sådan. Hun trak bare let på skuldrene med et smil. "Det synes jeg bare, jeg kan ikke helt forklare det," sagde hun med et lille grin og smilede sødt til ham.

han kiget op på hende og da hun sagde at det med at hun var kede af det takkede han med et nik der faldt en tår ned på græset da hun havde sagt det "okay tak for det tror bare ikke jeg kan finde ud af det overhovede" svarde han og kom med et lille smil han havde ikke grædt før han var 3 år dengang hans forældre gik fra ham og han havde grædt i 2 måndere men sådan var det han tørte tåren væk og nikkede "ja hvis du da tror du kan lære mig det" svarde han og kiget på hende han havde aldrig talt med folk om det før ikke engang hans læge eller sykologe så det tog hårdt på ham "må jeg for dit naven" svarde han og kiget op på hende "kun fornaven alleså" sagde han og kunne mærke han næsten var tørte

Miranda så blidt på ham da hun så tåren falde ned fra hans kind og hun rakte ud efter ham, som for at stryge ham over kinden, men tog sig i det og tog sin hånd til sig. Han var stadig ikke helt tør og hun kunne ende med at forvandle sig for øjnene af ham, og det ville hun helst undgå. Hun smilede blidt til ham. "Alle kan lære at danse, John," sagde hun blidt og så varmt på ham. Hun rejste dig op og børstede med nogle små bevægelser græs og jord af sin hvide kjole og smilede så varmt til ham. "Mit navn er Miranda," præsenterede hun sig selv og smilede varmt til ham. Hun rullede kort sine skuldre og så kort ud over søen og så på ham, og så at han stadig ikke var helt tør. Hun tøvede kort og holdte sin hånd bag ryggen hvorefter hun let og hurtigt brugte sin evne til at tørre ham uden at han ville ligge mærke til det. Hun vidste hvad hun gjorde og kort efter kunne hun se, at han var tør. "Men så, få tøjet på, så skal jeg nok lære dig vals," sagde hun med et drilsk smil.

han fik tørte hans øjne af imens han kiget ud mod søen da han ligepluslige mærkede på sig selv var han ikke våd mere "som miranda ønsker" sagde han drilende og gik hen og tog hans hvide skjorte på og hans jeans han vende bagefter blikket mod Miranda og smilte til hen "sådan er jeg klar nu til og lære og danse eller skal jeg lukke mere får min skjorte" sagde han og smilte til hende *hold fast hun er så sød ved mig hvorfor mon vi har jo først mødt hinaden idag* tænkte han det var en gåde for ham det var det virklige han smilte og gik over mod hende han havde ikke tagde strømpe på eller sko så han håbet det var fint nok da han stod 3 meter fra hende tøvedehan "hva så nu" han kiget intresert på hende og vendte spændt på hun skulle forklare og vise det

Miranda lo og klukkede blidt over hans ord og sendte ham et varmt og sødt smil imens hun betragtede ham få tøjet på igen, det var dog godt at han ikke tog sko på, for han ville sikkert ende med at træde hende over tæerne et par gange, det gjorde alle nybegyndere normalt. "Det må du selv om, jeg ville bare helst ikke danse med dig når du var halvnøgen," sagde hun med et undskyldende grin og smilede blidt til ham. Da han stoppede op, tog hun hurtigt nogle glidende og elegante skridt over imod ham og tog blidt hans højre hånd og lagde den imod sin talje. "Du skal holde mig her," forklarede hun og tog hans anden hånd i sin og lagde sin venstre hånd mod hans skuldre imens hun holdte hans venstre hånd i sin højre. "Det er meget simpelt," forklarede hun. "Der er fire takter, bare lad mig føre." Hun smilede blidt og varmt til ham og var rent faktisk glad for at han var lidt højere end hendes 178 centimeter. Og så begyndte hun langsomt og roligt at danse engelsk vals med ham og førte ham langsomt og sikkert igennem hvert eneste trin og om igen, alt imens hun så op på ham med et blidt blik og et drillende smil. Hun elskede virkelig vals, men hun var nok lidt mere til wiener vals, som var noget hurtigere end engelsk vals.

han kunne ikke gøre for det han grinte selv lidt hendes grin smitte meget let af på ham han smilte og kiget på hende *hun er meget høj* tænket han da hun lagde hendes hånd på hans skuldere og den anden i hans hånd han smilte til hende og mærkede varmen brede sig i hans hånd og på hans skuldere og han nikkede til hende "ok tror jeg nok" svarde han og begynde lige så stille og følge hende han begynde og nyde den varme han fik af det han gengælde hendes smil og begynde og prøve og følge hende så godt han kunne han ende dog med og træde hende over tærne et bare gange "undskyld. du kan godt se jeg ikke kan finde ud af det ikke" sagde han og rødmte han følte hendes trin hele tiden så han prøvede og undgå at træde hende over fødderne imens han danset med hende

Miranda trak ikke en mine de gange hvor han kom til at træde hende over fødderne. "Jeg er glad for, at du ikke tog sko på," var hendes eneste kommentar, og den var blid og drillende, ikke det mindste dømmende eller irriteret. Hun smilede stadig varmt til ham og begyndte lavmælt at mumle; "En, to, tre, fire, en, to, tre, fire." Bare for at hjælpe ham med at holde takterne. Hun klukkede blidt over ham og rystede let på hovedet. "Ingen er god i starten, men et lille råd, bare slap af, lad det komme til dig," sagde hun blidt og begyndte hurtigt bag efter at messe takterne i en blid og langsomt rytme og dansede roligt og langsomt videre. Hun var utrolig tålmodig og synes, at det var utrolig sødt at han rødmede sådan.

han smilte til hende igen og begynde og lade det komme til ham som om det var noget han altid havde gjorde men uheldigvise holde han fordårligt fast det skete så hurtiget lige pluslige fik han over balance og vælte bageud han slog sit hovede på græset han tog sig til hans hovede for at afdæmpe smerten men det var blivet forsent han havde helvedes ondt i hovedet nu han tog sig til det og prøvet baravet for at komme op og stå men måtte opgi der var ved og falde en tåre men han kæmpte fora t holde den ende han havde jo slåede hovedet mod en sten han kiget op på hende og prøvet og lade som om der ikke var sket noget men blodet afsløret det

Miranda havde kun holdt løst omkring ham og var tæt ved at miste balancen da han næsten trak hende med ned på jorden og hun stod let overrasket og satte sig så hurtigt ned ved siden af ham. "Lad mig se," sagde hun blidt og så let igennem det at han prøvede at skjule at det gjorde ondt på ham. Hun smilede let over ham og rørte ham blidt ved hovedet og strøg hans hår væk til hun fandt et lille rødt mærke hvor han havde slået sig. "Du vil max få en bule," sagde hun blidt inden hun fjernede sig fra ham igen og så på ham med et let smil. "Okay, måske er engelsk vals ikke noget for dig alligevel," sagde hun blidt og lettere drillende.