so your my mother //Freya//

Freya gik roligt igennem natten. hendes hår hang løst, og de grå øjne skinnede som sølv i månens lys.
Hun havde ingen make up på, men hendes læber var malet røde og så perfekte ud. Hun nynnede stille, en vuggevise, hun havde nynnet for sine børn i den korte tid hun havde haft dem. Hun nynnede den stadig af og til, nok i håb om at de ville kunne genkende den når de hørte den. Men hvorfor skulle de kunne det? det var omkring 1000 år siden, og de hørte den ikke mange gange, det ville være utroligt hvis de kunne huske den! Men stadig var der et lille håb inde i hende, et lille håb om at de godt kunne huske den.
Freyas bevægelser var perfekte! blide og langsomme, majestætiske og rolige. når hun gjorde et udfald, eller bevægede sig overnaturligt hurtigt, ville folk blive forvirret. hun gik som en ballet danserinde, præcise skridt og lige stort mellemrum mellem hvert skridt. men man lærte vel forhåbentlig også at gå pænt og perfekt efter 4500 år!

Freya fik en færten af noget..En vampyr..en født vampyr..yderst mærkeligt. duften af denne, virkede svagt bekendt..den skulle bare blandes op med lidt baby duft. Freyas ansigt ændrede sig ikke men indeni var hun et stort tudende kvindemenneske. med rolige skridt vendte hun sig til den højre side og begyndte at gå ind mellem træerne."Antonia?"kaldte hun roligt ud i mørket, og ventede på at den unge pige kom ud fra mørket. en nynnen der var ligesom den hun selv havde nynnet bekræftede hende meget i at dette var et af hendes børn.

Hun smilede og åbnede armene, hun vidste at krammet kom og hun havde glædet sig til det i mange mange år. Freya smilede blidt og omsorgsfuldt, hun lukkede armene tæt om Antonia og kyssede hende blidt på panden"Min datter"sagde hun lavt og med en meget moderlig stemme. Freya så meget ung ud, men hun kunne lyde utrolig gammel, ikke sådan som en gammel bedstemor, men som en der havde levet i lige så lang tid som hun havde. Freya smilede og lod kinden blidt hvile på hendes datters hoved i et kort øjeblik"Og du med"sagde hun med den rolige varme stemme, som kunne berolige mange. hun smilede og lo en blid latter som et klokkespil, da Antonias øjne blev helt våde"Jamen kæreste dog, græd blot, ikke alle tårer er lavet af det onde"sagde hun og kyssede hende endnu engang blidt på panden.

Freya vuggede hende lige så blidt frem og tilbage da hun begyndte at græde.
Uanset hvad der ville ske for fremtiden, så ville Freya aldrig forlade sine børn igen. Hun ville hellere blive slået ihjel nær dem end leve i ensomhed uviden omsine børn og uden at kunne gøre noget for at hjælpe dem når de havde brug for hende.
Freya smilede og en blid latter rullede over hendes læber" ja Shade har din fars øjne og du mine, det var noget af det første jeg lagde mærke til jer" sagde hun med et kærligt smil, selvfølgelig havde hun ogs tjekket hvilket køn de var, for den gang var det vigtigt stedet første fødte barn var en dreng, og da de havde fået tvillinger og det var en af hver, var det godt, især fordi st Shade stadig var et par minutter ældre end Antonia, men det var kun Freya der vidste det.

Hun trak Antonia blidt ud og havde hænderne på hendes skuldre. Hun studerede indgående og tørrede kærligt hendes ansigt med tommelfingrene og smilede" tør dine kære øjne, og fortæl mig om dit liv! Og om du har mødt en mand! Din fader har forhåbentlig lært dig at mennesker kun er mad og for sjovt!" Sagde hun og det sidste en smule strengt. Freya ville dø af skam hvis et menneske kom ind ind i familiens liv og endnu værre ville det være for den person som bragte maden ind. Hun smilede kærligt til Antonia. Hun var smuk! Hun havde Freyas runde ansigt.. I hvert fald en smule, men Jacks glød.
Hun gav Antonias hånd et blidt klem og lagde armen om hende og begyndte at skubbe hende blidt med sig ind mellem træerne så de kunne snakke.