I just love the ocean ... don't you? ~Hunter

Tid: Tidlig aften
Sted: Havet.
Omgivelser: Et par andre der er ude at gå en tur.
Vejr: Det er dejligt varmt, men alle er på vej hjem og solen er på vej ned
Påklædning: Plus et par hvide sandaler

Miranda havde taget sig en tur til stranden, hun var jo trods alt havfrue, og hun havde altid elsket at være på stranden og bare se ud over det uendelige hav der strakte sig over horisonten. Og så var hun også altid mere afslappet på stranden, hvilket kunne ses i at hendes skuldre ikke var anspændte og et lille smil spillede om hendes fyldige læber imens hendes øjnes blå farve blev endnu tydeligere. Hendes hvide sommerkjole fløj omkring hendes ben på grund af den blide brise, som også legede med hendes hår der lå frit omkring hende og nåede hende til lidt over hendes rygs midte. Hun holdte sine sandaler i hånden.
Dog gik Miranda lidt længere væk fra vandet, ikke helt ude ved der hvor bølgerne slog op på stranden, hun var altså væk fra vandzonen, for hun ville helst ikke blive ramt af vandet da hun jo så bare endte med at få hale istedet for ben, og det ville hun helst undgå, for at sige det kort.

Miranda sukkede stille og så længselsfuldt ud over havet, hun havde sådan en lyst til bare at træde ud i det og så bare forsvinde ned i dets dyb sammen med alle havets dyr. Men hun gjorde det ikke, ligemeget hvor meget det trak og hev i hende, så kunne hun ikke gøre det, ikke så længe der var andre mennesker her, så kunne hun jo blive opdaget, og det ville være en katastrofe, for at sige det mildt. Dog, bare for at tjekke muligheden for at hun alligevel kunne lade sig forsvinde, så hun hurtigt og søgende ud over stranden. Parret fra før var væk, og hun mærkede håbet vokse, måske kunne hun alligevel komme ud at svømme, men så fik hun øje på en ung mand som så på hende, og håbet dalede igen imens hendes nysgerrighed dog voksede en anelse. Hun synes ikke, at hun havde set ham før, dog var hun jo så ny i byen at hun dårligt nok ville kunne have nået at se bare halvdelen af byens befolkning. Dog var der noget ved denne unge mand der gjorde hende nysgerrig, derfor vendte hun sig væk fra det smukke hav der kaldte på hende, og imod den unge mand som nu havde sat sig ned. Hun havde lange ben og var vant til at gå i det bløde sand og var derfor ret hurtig henne ved ham. "Har De ... har du noget imod at jeg sætter mig ned?" spurgte hun og skældte sig selv ud ved sin formelle talemåde, men hvad kunne hun gøre? Det var blevet banket ind i hovedet på hende siden hun havde været helt lille.
Hendes havblå øjne betragtede ham roligt og afholdent, og et lille nysgerrigt glimt kunne ses i hendes øjne, dog var der næsten intet smil som formede hendes læber, kun en lillenerve ved den ene mundvige som trak op i den.

Miranda så blidt på ham og smilede blidt og varmt, men det falmede dog en anelse da hun så at hans smil forsvandt idet hun kom nærmere. "Jeg takker," sagde hun blidt og satte sig ned ved siden af ham og så på ham. Hun så nysgerrigt på ham og lagde hovedet let på skrå. "Hvor forsvandt dit kønne smil hen?" spurgte hun med et blidt smil og et spørgende blik. Hun mente altid, at man burde smile noget oftere, for alle var kønnere med et smil om læben og det gjorde generelt bare hverdagen lettere hvis man gik rundt og var glad istedet for at være sur og mokken dagen lang, det var kedelig og irriterende.

Miranda betragtede ham med blide øjne og smilede let og blidt til ham. Hun trak let på skuldrene. "Det går jo an på hvordan man ser det," sagde hun i en blid tone og betragtede ham roligt og lettere nysgerrigt. Hun var ikke glad hele tiden, bestemt ikke, men hun prøvede på at have et smil på læben så ofte som muligt, da hun bedre kunne lide at gå rundt og lade som om at man var glad istedet for at vise sine lidelser til offentligheden. Hun nikkede lidt over hans forklaring og smilede let til ham. "Det er jo op til dig," sagde hun kort for hovedet og godtog hans forklaring med det samme, for hun kendte det godt somme tider.