Going for a walk with the kids - Hunter

Lyden af knirkende hjul rungede gennem skoven da Leyla skubbede barnevognen hjemad efter at havde gået en tur med hendes to børn Leonard og Hilary. Begge børn var faldet i søvn og synet af deres små kroppe liggende ved siden af hinanden var en ren glæde for Leyla. Hilary havde haft problemer med hendes søvn i en lang periode og Leyla havde frygtet at hun ville vække sin bror så hun havde holdt dem væk fra hinanden når de skulle sove. Det glædede hende derfor at de nu begge lå og sov trygt og roligt sammen. Det var ikke tit at Leyla gik tur med sine børn da hun ikke turde at tage dem med ud. Hun mente ikke at de var klar til at komme ud. Leyla var en beskyttende mor og kun inde bag slottets murer var de i sikkerhed. Indtil videre. Så snart de blev ældre ville hun tage dem med ud på jagt. Eller også ville deres far gøre det.
Leonard og Hilary's far havde ikke været der da de blev født og havde også efterladt Leyla da hun stadig var gravid med dem. Tabet af deres far havde taget hårdt på hende og et kort øjeblik havde hun overvejet abort. Dog fortrød hun at hun nogensinde havde haft den overvejelse i tankerne da hun nu elskede sine børn mere end noget andet. Og det glædede hende også at hende og børnenes far nu var sammen igen. Et smil bredte sig på hendes læber da Hilary gabte hvorefter Leonard gjorde det samme. Hun klukkede og bøjede sig ned over dem hvorefter hun plantede et kys på hver deres kind.

Han kom gående igennem aften, fuldkommen udtryksløst som altid. Efter en jagt, gik han altid en tur, kun for at holde tankerne igang og livet gående, iført et par solbriller, der gjorde det umuligt at læse ham, fortsatte han igennem det hele, kun med tankerne mod at kunne køle en smule af.
Dog i det fjerne opfangede han en bestemt lugt, og for en gangs skyld dukkede der et smil op på hans læber, han kørte en hånd igennem det uglede hår og gik med en bestemt gang direkte mod ejeren af lugten. Rigtigt som det var, fik han hurtigt øje på Layla, den smukke Layla han havde været så tankeløs at forlade. Stille gik han mod hende og samtidig tog han også sine solbriller af, han satte dem fast i sin skjorte krage og gik hen mod hende "Layla" sagde han stille og lagde hoved på skrå

//undskyld det sene svar

Da Leyla synes at børnene burde komme hjem og sove i deres senge bestemte hun sig for at sætte kurs mod slottet. Hun vidste hvad der kom frem om aftnen i skoven og hun ville ikke risikere sine børns sikkerhed. Hun ville sagtens kunne beskytte dem mod hvad end det nu skulle være der ville angribe dem men foretrak ikke at gøre det. Leyla var ikke en person der udgjorde blod men når det kom til hendes børn ville hun gøre det den at tøve.
Et chok gik igennem Leyla da en alt for velkendt stemme kaldte på hendes navn og hun vendte sig hurtigt om mod stemmen. Synet der ramte hende var overvældende. Det var ham. Hendes eneste ene der stod lige foran hende.
"Hunter" sagde hun med en skrøbelig stemme og smilte stort til ham. Hun ville så gerne løbe hen til ham og putte sig ind i hans favn men kunne ikke slippe barnevognen. Den risiko ville hun ikke løbe.

//Gør ikke noget <3

Han smilede blidt til hende, for enhver anden havde han været kold og ufølsom, men hun synes bare at få det hele frem i ham, varmen, kærligheden og glæden...alt sammen. Han gik stille hen til hende, gav hendes pande et kærligt kys "min kære" hviskede han og lagde armene om hende, dog så hendes ryg var mod hans bryst. Han kyssede blidt hendes skulder og så ned i barnevognen "hvor er de dog smukke" han fik helt en faderlig stolthed i sine øjne. Han nussede hendes mave "skal jeg køre med dem" spurte han som en hvisken i hendes øre, det var ikke fordi han følte sig forpligtet, men mere fordi han rent faktisk havde lyst til det. Han ville gerne være med hende også selvom han mest af alt fortjente en på siden af hoved, men han kunne virkelig ikke tage øjnene fra hende, hendes smukke røde hår, hendes smukke blege hud og de vidunderlige øjne, han kunne virkelig ikke tage øjnene fra hende

//super <3

Overvældelse var måske et meget passende ord til ar beskrive Leyla i dette øjeblik. Hun havde ikke regnet med at møde Hunter i skoven. At han så dukkede op så pludseligt var en behagelig overraskelse. Hans hvisken i hendes øre sendte en behagelig skælven ned ad hendes krop. At have ham så tæt på igen var ubeskriveligt fantastisk og hun berørte kort hans arme om hende for at være sikker på at hun ikke drømte. Han var virkelig her sammen med hende.
"Ligesom deres far" sagde hun stolt og gav ham et kort og blidt kys på kinden. "Det må du gerne" tilføjede hun så og slap barnevognen så han kunne tage over. Hun trådte ud af hans greb og vendte sig om mod ham. Hun lagde blidt sin ene hånd mod hans kind og lænede sig ind mod ham for at give hans læber et kærligt kys. Gennem kysset kom alle Leylas følelser frem. Hendes savn. Al den savn hun havde følt for Hunter prøvede hun at få frem igennem dette enkle kys.

Han klukkede blidt da hun berørte hans arm, næsten som om hun ikke kunne fatte han var der. Han tog imod klapvognen, kyssede hendes kind "jeg ville havde sagt deres smukke mor" sagde han blidt, han skulle til at gå fremaf, da hun med et stoppede ham, han skulle netop til at spørge hvad det var, men sukkede og gengælde blidt hendes kys, han hvilede sin pande mod hendes "mine følelser for dig ændrede sig aldrig, du er og bliver mit livs kærlighed" sagde han blidt. Hurtigt gav han hende endnu et kys, lagde den ene arm om hende, han trykkede hende mod sit bryst og gik samtidig med barnevognen "mhh skal vi går op mod slottet eller fortsætte vores tur" spurte han blidt. Det var næsten sjovt som han fuldkommen ændrede sig når han var med hende, hun gjorde ham til en bedre mand, mere lykkelig og skete der hende noget, eller børnene, ville man også se tårene før vreden, man ville se sorgen før den kolosale vrede skyllede ind over ham, når han ville søge sin hævn

Det var ikke en hemmelighed, at Leyla var skrøbelig. Hun voksede op sådan. Hendes søster passede altid på hende, hun havde ikke noget at frygte. Hun kunne sagtens passe og forsvare sig selv, men det var ikke tit, at hun fik lov til det. Og nu da Hunter var inde i billedet igen, så var hun ikke sikker op om hun ville passe sig selv. Hun kunne godt lide at have ham omkring sig. Det betød dog ikke, at hun vandrede skødesløst rundt og opsøgte fare.
Leyla puttede sig ind i hans favn, da han lagde en arm om hende. Hun havde savnet det. At være i hans arme. Hun følte en speciel tryghed når han var der.
"Ssh," tyssede hun, "lad os ikke bringe det på banen igen. Du er her nu. Det er nok for mig" sagde hun og så ham kærligt i øjnene.
"Lad os gå mod slottet. Jeg er lidt udmattet" svarede hun ham, og nussede ham på brystet. Hun havde måske bagtanker om hvorfor hun ville hjemad, men hun afslørede det ikke, hvis han nu skulle læse hendes tanker.

//Savnede lidt at skrive herinde, så... Jeg håber da du er frisk? ^^ <3