Please don't tell everyone my secret ~Philibert

Sted: En tilfældig gade i byen
Omgivelser: Mennesker der har hver deres gøremål
Vejr: Tidlig forår, med blid vind og en skinnende sol
Tid: Middags tid
Påklædning:

Miranda var trukket i en kjole og var smuttet af sted for at gå en tur, hun havde intet specielt formål med sin tur, hun havde bare vandret rundt i Mystic Falls gader og havde været inde i en butik eller to, bare for at kigge, for på trods af hendes store udvalg af desingertøj og så videre, så havde hun aldrig været den bedste shopper og hun brød sig faktisk ikke om at shoppe, hun kunne meget bedre lide at gå ture, enten bare i byen eller så gå ned ad stranden og måske nyde en svømmetur med delfinerne. Et lille smil spillede om hendes læber og hun bar rundt på sin håndtaske, som hun egentlig kun havde taget med fordi at der ingen lommer var i hendes kjole. Hendes havblå øjne gled over alle andre og hun nød hvordan ingen kendte hende og at hun bare var som alle andre her.

//Håber det er godt nok

Miranda lagde ikke mærke til ham før hun hørte bilerne dytte da der var en der gik over vejen og hun vendte sig om imod vedkommende der var ved at krydse gaden. Hun troede, at hun så syner til at starte med. Det kunne da umuligt være ham, det havde jo været evigheder siden at hun havde set ham, og et smil begyndte at forme hendes læber. "Philibert?" sagde hun glad og trådte et enkelt skridt nærmere ham, men stoppede så sig selv og man kunne tydeligt se hvordan smilet falmede fra hendes læber og hvordan al farve forlod hendes ansigt. Han vidste det jo, han vidste hvem hun var, i virkeligheden. Det føltes nærmest som om at hendes fortid og status indhentede hende og hun trådte et skridt tilbage imens skrækken begyndte at kunne ses i hendes ansigt. "Philibert?" sagde hun endnu en gang, helt målløs og havde det som om at hun mistede pusten ved bare synet af ham og forskellige udtryk gik igennem hendes ansigt. Frygt, glæde, skræk, var nogle af dem. "Hvad laver du her?" spurgte hun og så målløst på ham og prøvede at skjule sine rystende hænder.

Miranda kunne mærke glæden over gensynet og et sted var hun virkelig glad for at han var der i byen. Hun rystede let på hovedet, men sendte ham så et lille smil. "Jeg havde ikke regnet med at se dig igen," forklarede hun sig, og bed sig lidt usikkert i underlæben. Hun var blevet mødt af fortiden, i den by hun havde taget til at for at undgå den, men hun kendte jo Philibert, han var nok den person i hele verdenen der kendte hende bedst. Han havde været hendes eneste ven overhoved og hun havde nydt den sommer hvor hun havde smuttet hjemmefra oftere end hun havde gjort før, og hun havde endt med at holde af ham og hun havde betroet ham så mange, mange ting. Stort set alt end den hemmelighed at hun var en havfrue, men han vidste hvordan hun havde haft det i hoffet, hendes irritation imod sin moster, hendes ønsker og længsler, hendes værste mareridt, frygter og lyster. Hun smilede lidt til ham da han lagde hånden imod hendes skulder og tænkte sig et kort øjeblik op. "Jeg har et svagt minde om det, men jeg er ikke sikker," sagde hun forlegent og smilede større og større til ham. Hun så på sin kære ven inden hun lyste op i et bredt og strålende smil og hun overfaldte ham i et kram og kunne ikke lade være med at le. Hun havde savnet ham, mere end hun først havde troet og hun holdte ham tæt ind til sig og slap ham så efter lidt tid inden hun kyssede ham let på begge kinder, på sand spansk maner og trak sig så væk fra ham og smilede. "Du undre dig sikkert hvorfor jeg er her og ikke ved ho ... og ikke hjemme," sagde hun blidt og tøvede let ved de sidste ord. Hun trak lidt på skuldrene og hendes havblå øjne skinnede muntert.

Miranda smilede over hans ord, og kunne tydeligt se, at han havde savnet hende mindst lige så meget som hun havde savnet ham. "Det glæder mig virkelig også at se dig igen, Philibert," sagde hun med en lille latter og et stort og varmt smil. Hun kunne mærke sit hjerte svulme let op på grund af glæde og lykken ved gensynet.
Det skræmte hende lidt at han boede i byen, han vidste jo stort set alt om hende, og han var den eneste der kendte hende så godt. "Jeg fly ..." startede hun, men stoppede sig selv da han sagde hendes navn og hun så opmærksomt på ham. Hun smilede varmt til ham, og nikkede blidt. Hun kunne høre at han mente det oprigtigt, så hun lagde hånden imod hans kind og nussede ham blidt. "Selvfølgelig, jeg skal nok fortælle dig det hele," sagde hun blidt og så varmt på ham. "Så smut af sted med dig," sagde hun med et blidt grin og så varmt på ham. "Jeg mødes med dig på grillen klokken 1900." Hun smilede sødt til ham.