what hurt most is not when you lose someone, but when you lose someone and then realize that they never loved you // Cataleya//

Påklædning: Et par lyseblå jeans, en mørkeblå ternet skovmandsskjorte og sorte converse, plus hendes halskæde (kan ses på profil)

Cataleya strejfede rundt i byens skove, hun var underlig rastløs siden hun var kommet til Mystic Falls, hun havde ikke kunnet falde helt til ro siden at hun var opstået som engel, hun var stadig ikke helt komfortabel i sin krop, selvom den så ud som hendes egen, føltes som hendes egen, så var alle fortidens ar og skader væk, alle de gamle sår som gav både gode og dårlige minder. Væk. Dog, og det synes hun selv var ret underligt, så havde hun stadig den lille tatovering på sin højre skulder. Men hun var trods alt, meget glad for stadig at have et lille minde fra sit tidligere liv som menneske.
Uden at have lagt mærke til det var hun endt inde på en gammel kirkegård, og hun gøs kort selvom hun godt kunne se, at det var en kirkegård som ikke havde været brugt længe. Det gav hendes stadig små ubehagelige kuldegysninger ned ad ryggen. Hun kunne jo selv have ligget under sådan en gravsten, og være tavs for altid. Hun rystede på hovedet for at fjerne alle de tanker og gik roligt videre indtil hun så en skiggelse der knælede for en høj. Af ren nysgerrighed gik Cataleya den vej og så at skiggelsen var en pige, nok på hendes egen alder, hun tøvede dog lidt da det gik op for hende, at højen nok havde været en gravhøj engang, og hvis pigen sørgede over hvem det end var der var blevet begravet under højen, måtte var gammel, ældre end pigens udseende viste. På trods af den viden, hun havde gættet sig til, lyste Cataleya op i et lille smil. "Kendte du den der blev begravet der?" spurgte hun i et blidt tonefald og så nysgerrigt og blidt på pigen overfor hende.

Cataleya så blidt og nysgerrigt på den unge pige, som tydeligvis havde grædt, og hun smilede medfølende. "Det er rigtigt," sagde hun med en lille klukken og trak selv let på skuldrene. Hun nikkede forstående. "Ja, livet slutter ofte hurtigt." Hun gøs kort ved tanken om sin egen død og hvordan det hele var sket så hurtigt, det ene øjeblik var hun gået igennem skoven sammen med sin ven og det næste var hun blevet påkørt og så døde hun i hospitalssengen nogle timer senere. Hun kunne ikke engang huske de sidste timer af sit liv, for da var hun under fuld nakose imens lægerne prøvede at redde hendes liv, men hendes hjerte havde givet op ved tanken om, at hun nok aldrig ville kunne gå igen. Hun blinkede med øjnene og kom tilbage til nutiden og så på pigen, inden hun sendte hende et lille smil og rakte hende hånden. "Jeg er for øvrigt Cataleya," præsenterede hun sig selv og smilede venligt til hende.

Cataleya mærkede godt den ubehagelige følelse af at der var en anden der var i hendes hoved, og lukkede af, satte sin barrikade op og forstærkede den mentalt, alt imens hun stadig smilede til den anden. Hun brød sig ikke særlig meget om folk der snagede i andres tanker, det var jo ens egne tanker, ens privatliv. Det gik en anelse over hendes grænser at andre kunne læse hendes tanker.
Hun gengældte selv Babaras kolde hånd, men tog sig ikke af kulden da hun jo kendte grunden bag, og hun smilede venligt og nikkede lidt. "Ja, det er skam også hyggeligt at møde dig," sagde hun med et blidt smil og blev lettere overrasket over at Babara kendte til blomsten, den orkide hun var blevet opkaldt efter. Et smil bredte sig over hendes læber idet hun nikkede. "Det er det, cataleya orikiden," sagde hun med et blidt grin og smilede skævt til pigen overfor sig.

Cataleya bemærkede godt det hævede øjenbryn og smilede skævt til Barbara. "Ja, jeg kender skam til jer vampyrer, og nej, jeg har ikke tænkt mig at flygte," sagde hun med et venligt smil og trak let på skuldrene og så ikke det mindste bange ud, selvom hun godt vidste hvordan nogle vampyrer kunne reagere på hendes blod. "Og eftersom du ikke rigtig reagere på mit blod, så gætter jeg mig til at du må være meget gammel, i hvert fald meget ældre end dit ydre siger, måske endda også en oprindelig, hvad ved jeg?" Hun klukkede stille og smilede venligt til Barbara. Det virkede måske mærkeligt at Cataleya vidste så meget om vampyrer, men hun var nu også vokset op og blevet trænet til at dræbe dem, men det hørte fortiden til, hun mistede alle sine goder da hun døde og genopstod, alle de små særtegn ved hende, som hun fik da hendes forældre ekspermiterede med hendes DNA da hun stadig kun var et barn. Alle disse tanker var skjult bag en tyk og uigennemtrængelig barrikade.
Hun nikkede lidt og smilede venligt til pigen overfor hende og stod helt stille da hun rørte ved hendes halskæde, dog kom der et varsomt glimt i hendes smaragdgrønne øjne. "Ja, det er en meget smuk blomst," sagde hun med et lille smil spillende om sine læber. Hun nikkede lidt til hvad hun sagde. "Den er ellers meget sjælden." Hun smilede skævt til Barbara og trak let på skuldrene, man kunne dog se at hun slappede lidt af i skuldrene da hun slap halskæden.

Cataleya nikkede og så på Barbara med respekt. Det var en stor alder, og hun følte sig næsten helt lille i forhold med sine kun tyve år. Men sådan var det jo, uanset hvad, og hun havde affundet sig med det længe efterhånden, som i, hele sit liv. Og Cataleya havde ingen planer om at løbe fra nogen, hun var helt rolig og frygtede ikke den ældre vampyrinde, ikke det mindste.
Hun stod bare helt stille imens Barbara begyndte at gå rundt om hende, som et rovdyr der betragter, måler sin modstander, sit bytte, men endnu en gang, det skræmte ikke Cataleya, hun tog det helt roligt og stod bare stille og betragtede den anden når hun kunne. "Hvorfra jeg ved så meget og hvorfor, vil jeg holde til mig selv," sagde hun med et blidt smil og gengældte roligt Barbaras blik. Hun nikkede lidt og trak bare let på skuldrene med et lille grin. "Det er så rigtigt nok," gav hun hende ret med en blid klukken.