Come play with me, darling - Pernille & Ryder

Påklædning; Hvid t-shirt som er lidt beskidt, cowboybukser der er nogle huller ved knæene, og hvide sko med lidt mudder. Håret er løst.

Legepladsen! Pernilles lille barnlige hjerne sagde altid til hende at legepladsen var et velsignet sted. En lille lykkelig latter kom fra hende mens hun løb hen imod legepladsen med armene viftende over hovedet. Den søde lille latter var som ren engle musik. Hun elskede legepladser! Det var jo for børn! Hun smilede lykkeligt, og hoppede resten af vejen hen til en gynge. Hun satte sig på gyngen, og smilede. Hun sad bare lidt på den, og overvejede hvor hun skulle sove henne... Det var jo meget mørkt snart. Hun ville ikke gå i ren mørke hen til gaderne igen... Man vidste aldrig hvilke mænd der var derovre... Hun krympede sig kort.
Da hun hørte en kvinde der peb så hun hen imod lyden. En mand... Og en kvinde. Hun rynkede panden lidt, og rejste sig op. Hvad lavede de dog? Hun spærrede øjnene op. Kvinden var bundet! Nej! Pernille rettede sig, og så med ét helt alvorlig ud... Desværre fik det hende bare til at se mere nuttet ud. Hun havde små rynker i panden, og knyttede næver.
Pernilles øjne spærrede sig op da manden begravede sine tænder i kvindens hals. Pernille stormede mod manden.
"Slip hende, din fede klaphat!" Råbte hun højt med sin lille pige stemme. Da hun var nået hen til manden, og kvinden slog hun barnligt sine små hænder mod mandens side. "Slip hende, dit grimme monster!" Blev hun ved med at råbe. Som den lille 'heltinde' Pernille inderst inde var kunne hun med sin barnlige fantasi forestille sig at hun bankede den dumme mand til plukfisk, og reddede kvinden! Men om hun overhovedet kunne slå manden til plukfisk var et stort spørgsmål... Der var dog ikke meget sandsynlighed for det.

Ryder var døset hen inde i et af de små legehuse. Han kunne stadig smage alkohollen på tungen, og spyttede irriteret hen imod vinduet. Det var typisk. Han havde prøvet at finde et godt sted at sove - et stille sted - og nu var der turmult uden for det lille hus. En eller anden hulkede, og en anden begyndte at tale. Uden tvivl en form for kærlighedsskænderi, tænkte Ryder og lukkede øjnene igen. Han var fristet til at gå ud og bede dem finde et andet sted at erklære deres evige - eller knapt så evige kærlighed til hinanden, men han var en smule svimmel, og magtede ikke at rejse sig op. Det var lang tid siden han sidst havde været så fuld, og han mente at han havde brug for mere søvn for at komme sig helt. Hans hoved gjorde desuden ondt, og han følte at dem udenfor bare råbte højere og højere. Med rynkede øjenbryn gik det op for ham at der var kommet en tredje person ind i billedet. Det lød som en lille pige. Han klukkede stille for sig selv. Så var det nok et ægtepar der havde problemer. Med et suk lukkede han øjnene igen, og stoppede ørene til med hænderne.
Han tøvede.
Der var ét eller andet galt. Faktisk var der noget galt. Ryder fjernede sine hænder, for at finde ud af hvad problemet var. Han kunne ikke helt finde ud af hvad der havde alarmeret ham. Så huskede han lidt tilbare fra første gang han havde lukket øjnene. En gurglende lyd. Gurglen. Piben. Et skrig, der druknede.
Ryder satte sig op med et sæt, og ignorerede hovedpinen der blussede op. Mord? Han spidsede øre for at lytte til den lille pige, der panisk var begyndt at råbe. Slip hende, dit grimme monster! Ryder himlede med øjnene. For himlens skyld. En lille pige! Lidt usikkert kom han på benene, og listede sig hen til sin taske hvor han tog en flaske vand og en smertestillende pille. Han fik det hurtigt ned, og proppede så et tyggummi i munden. Han magtede ikke en slåskamp. Han magtede ikke mord. Han magtede ikke at en lille pige kunne komme til skade. Han magtede det bare ikke. Med et suk åbnede han døren udtil, og trådte ud.
Synet fik ham til at tabe kæben. Den lille pige der slog på manden, der var bøjet over kvinden og... Drak af hende.

William var nær ved at få blod ned i sin hals. Han spyttede irriteret mod kvinden, der lå livløs foran ham, og vendte sig så mod pigen, der prøvede på at slå ham. Med hendes bittesmå hænder virkede det tydeligvist ikke, men han kunne vel beundre hendes mod. Eller dumdristighed - det kom vel an på hvilke synsvinkel man så det fra. Han havde været så meget inde i en verden af rus og blod, at han havde slået alle sine parader ned, og han var glad for at det bare var en lille pige. Det kunne have gået grueligt galt, hvis der havde været folk med pistoler eller blot andre vampyrer. Det var der han lagde mærke til at der var noget anderledes med pigen. Normale mennesker var skredet uden at tænke sig om særlig længe. Med et skævt smil tørrede han blodet af sin mund med bagsiden af hånden, og vendte sig mod den lille pige, der råbte latterlige skældsord af ham.
"Du burde få dig et bedre ordforråd. Ordet klaphat er ikke videre skræmmende" Klukkede han, og kneb øjnene sammen, mens han betragtede hende. "Lille pige," sagde han med nynnende stemme, og greb hurtigt fat i hendes håndled. Hvis hun begyndte at skrige, måtte han vel finde på noget at proppe i hendes mund. Måske tørklædet fra den nu døde kvinde? Med opspærrede øjne gik det op for ham hvad der var specielt ved pigen. Hun duftede usandsynligt godt. "Lille engel" spandt han, og slikkede sig om munden. "Giver du en smagsprøve?" Han klukkede for sig selv, og lagde blidt en finger på pigens læber for at signalere at hun skulle dæmpe sig. Det kunne jo ikke nytte noget at de blev forstyrret. Engleblod! Williams hjerne kørte på højspænd fordi han lige havde fået blod, og egentlig var han mæt. Men nu hvor han havde en engel, kunne han jo ikke bare forspilde chancen for at få en lille drink.

Grrrr...! Manden skulle slippe kvinden! Inde i Pernilles lille fantasi kunne hun se sig selv give manden en lussing der fik ham ned, og ligge. At hun så ham tigge om nåde. Pernille kneb øjnene lidt sammen, og så irriteret op på manden. Da han vendte sig om mod hende trådte hun hurtigt tilbage. Han var høj! Og dum. Hun stampede ned i jorden med den ene fod, og så surt op på ham. Hun lagde armene over kors, og stampede igen ned i jorden.
"Og, du burde få dig en bedre attitude, dumme mand!" Sagde hun muggent, og slog ud efter hans mave. Lille pige?! Næ! Hun bakkede bagud igen. Hun rakte tunge af ham, og stampede ned i jorden igen. Hun vred sig da han greb fat i hendes håndled. "Slip mig din fede fisk!" Snerrede hun. Hun skreg ikke. Det var hun alt for stædig til. Hun stoppede med at vride sig. Hun stampede ned i jorden igen.
Hun kunne mærke at noget ville ud fra hendes ryg, men hun holdte det inde, da han sagde lille engel. Hun kneb øjnene lidt sammen. "Sig mig, er du dum? Jeg giver dig ingenting, din grimme dumme idiotiske torsk!" Hun smilede lidt overlegen. Hun bed i hans finger da han lagde en finger på hendes læber.