Lillesøs?? /Luzy/

Påklædning: Hendes lædderjakke, et par slidte, sorte jeans og sorte støvler

Luzy anede ikke hvad der gik af hende, hun vidste godt, at hun sårede Malek ved bare at forsvinde sådan, men hun havde virkelig bare brug for at være alene. Så der sad hun på en af legepladsens gynger og med en smøg i hånden. Langsomt og inderligt tog hun et langt sug af den inden hun lavede små røgringe ud i luften. Hun lukkede sine øjne og sukkede tungt og så ned i jorden imens hun tippede lidt frem og tilbage. Der var ikke rigtig nogen børn på legepladsen på den kolde eftermiddag, derfor havde hun taget friheden til at snuppe sig en smøg og nød fornemmelsen den altid gav hende. Tiden gik langsomt for hende imens hun tænkte over alt. Hendes make up var lidt udtværet på grund af de enkelte tårer der en gang imellem gled ned ad hendes kinder, som den der nu trillede ned ad hendes kind, dog tørte hun den hurtigt væk igen da hun ikke brød sig særlig meget om at græde i offentligheden.

//Skidt

Luzys blik fløj op da hun hørte sin storebrors stemme og et kort øjeblik spærrede hun øjnene op, som var hun et dådyr fanget af en bils forlygter, og hun ventede nærmest på hans skæld ud, men blev overrasket over at han krammede hende, hun tabte cigeraten, men var ligeglad med den og lagde sine arme omkring Malek og krammede ham ind til sig. "Undskyld, Malek," sagde hun lavmælt og med en tydelig hærget stemme. Det var tydeligt at se på hendes lettere røde øjne, at hun havde ret. Meget. Hun havde ikke rigtig lagt mærke til at hendes ben skælvede af kulde, hun havde glemt alt om det. Hun nikkede lidt og så ned i sit skød og snøftede stille. Nu da Malek var der, var det sværere for hende ikke at bryde fuldstændig sammen. Hun grinede lidt over hans ord. "Nej da, jeg har et godt immunforsvar," sagde hun med et halvhjertet smil og var glad for at han var der for hende, selvom hun havde været væk i nogle dage nu. Hun kørte en hånd igennem håret og så op på ham med et ked og sørgmodigt blik. "Det er et år siden nu," sagde hun lavmælt, og hun vidste, at han vidste hvad hun mente. Det var et år siden at ham fyren havde narret hende, og ødelagt den sidste tro hun havde på andre mennesker, især hankøn. Hvis man altså så bort fra Malek, for han var jo ... Malek. Ikke ondt ment, eller noget, men han var hendes storebror, og hun elskede ham, og for havde hun ikke ham, så ville hun ikke klare sig i særlig lang tid.

Luzy nikkede lidt og var glad for at han kunne se lige igennem hendes facade, for kunne han ikke det, ville ingen kunne. Hun havde endnu aldrig oplevet at nogen anden end Malek kunne se hvem det var hun var bag den facade hun havde sat op. "Eller ligge en sedel næsten gang?" spurgte hun med et halvhjertet smil. Da han krammede hende igen, puttede hun sig ind til ham og sukkede lidt. "Jeg elsker dig, Malek," mumlede hun inden hun lagde armene om ham og krammede ham igen. Hun lod ham bare trække hende med op at stå, og kort stod hun og skælvede imens hun vænnede sig til at stå på de halvfrosne ben igen. Hun smilede lidt til ham. "Det vil jeg gerne," sagde hun og så på ham med et træt blik. "Jeg trænger også til at få min make up af." Hun grinede lidt, men det lod mere som en hulken end et grin. "Jeg ved godt, at jeg er i sikkerhed, men det gør mig stadig ked af det." Hun smilede trist til ham og tørrede igen nogle tårer væk fra sine kinder. Hun grinede lidt og nikkede. "Jo, jeg er faktisk pænt sulten," sagde hun og så ned i sine hænder. Hun var træt, udmattet og kold. Hele hendes krop skælvede ganske let og hendes make up var tværet ud. Hun så kort sagt elendigt ud.