Fortiden indhenter os altid før eller siden - Dimitri

Hej alle sammen, dette er den sidste besked i for fra mig. Jeg skriver her til jer alle sammen, da jeg også er Madison og det derfor er min side. Tingene gik ikke som planlagt, og siden er kun igen blevet mere død. Jeg gider derfor ikke bruge mere energi på siden og har valgt at lukke den helt.
Siden bliver ikke slettet, så i kan stadig komme ind på den hvis i vil se tilbage på gamle …

Hej alle sammen, vi kommer tættere og tættere på en færdig side. Derfor vil jeg allerede nu, til at have styr på alle brugerne herinde, så vi kan komme i gang med at tråde så snart som muligt. Smile

Det er derfor vigtigt at i alle sammen, skriver en pm til mig, hvor i giver mig:
Karakterens rank (den gruppe du gerne vil ind i)
Og en liste med alle dine karakterer (ALLE!)
I skal desuden …

Gæst

Tid:
22:34
Omgivelser:
ingen udover Kayla
Sted:
dybt inde i skoven
Vejr:
overskyet og meget mørkt.
På:
Sorte bukser sort sweater med hals krave og et par højhælede stilletter. Håret hænger løst og der er blod rundt om min mund.

Kayla havde været på jagt og havde fundet en ung mand der var alene i skoven. Hun havde slået til med det samme og nu lå han i i søen ved vandfaldet. Hun gik roligt rundt ude i skoven. Hun havde brug for lidt ro kunne hun mærke og med et sad hun oppe i et træ, eller rettere hun lå henslængt på en gren som en sort kat og så meget doven ud.
Skovens stilhed blev kun brudt af hjorte lyde engang i mellem. Lige nu lyttede hun roligt til en kanon der hoppede rundt under hende. Med et var hun ovre den og knækkede nakken på den. Den bankede hjerte gjorde hende sulten igen.

// håber det er okay det bliver længere når jeg kommer over computer ^^

Clothes:

Skoven havde altid været et sted han holdte af at befinde sig, et sted ud over biblioteket han meget gerne ville være henne. Han bevægede sig hurtigt igennem skoven og havnede til sidst på en smuk græsfuldt plet dybt inde i skoven. Med et varmt smil satte han sig ned, eller faktisk lagde han sig ned og stirrede op på himlende, med armene om bag hoved, stirrede han op mod himlen med et fjernt udtrykke. Han mindes de gamle dage, for ja var det ikke i en skov han mødte en af dem han senere hen endte op med at elske? eller jo det var det vel, engang i det 17. århundrede, dejligt år kunne man sige.
//sorry mit ikke blev så langt

Gæst

Hun forsatte stille sin gang igennem skoven efter hun havde knækket ryggen på kaninen. Lidt længere inde i skoven fik hun færten af noget hun ikke troede på. Hun kunne mærke en gammel tristhed komme frem men hun viste det ikke. Alligevel gemte hun sig bag. Et træ. Hvorfor vidste hun ikke. Hun var ikke så ked af det mere overrasket og vidste ikke hvordan hun skulle reagere på det. Hun tog en dub indånding men rykkede sig stadig ikke væk fra træet. Som om hun var fastfrosset.
Tiden om 1700 tallet løb igennem hendes hoved g hun bankede let hovedet mod træet med et smil hun ikke kunne skjule ved tanken at hun nu stod i en skov ligesom sidst hun mødte ham.
Hendes trang til at stikke af var stærk og det var en nervøsitet men også længsel efter ham der lå til grunde for det. Hun trak endnu engang vejret dybt og holdt fast i træet bag hende.

Han lukkede øjnene og smilede svagt og afslappet, huskede tiderne om hans smukke Roza...eller faktisk var hendes navn ikke Roza, men Kayla, men han havde set hende som en smuk rose og derfor kaldt hende Roza. Vinden vendte pludseligt og hurtigt og lugten af en helt speciel person blev draget mod ham, han rejste sig hurtigt op og snusede ind "Roza er det dig" med et kom den meget stærke russiske accent frem, en accent han for længst havde lært at skjule under en britisk, men den dukkede op når han talte med en han enten elskede, havde elsket eller holdte meget af. Hans stærke accent fik r'erne til at rulle på tungen og trak dem ligesom ud så det blev længere og derfor gav navnet mere skønhed

Gæst

Hun mærkede selv vinden vendte og var på vej til at løbe væk da han sagde det an altid havde kaldt hende. Hun smilede ved tanken og trådte langsomt frem genert og nervøs. Hun vidste ike hvad hun skulle gøre, hun stod stadig inde under de nøgne træer og hendes grå øjne skinnede svagt i mørket. Hin vidste ikke hvordan hun skulle reagere hun ville ikke gøre noget der var upassende, hun ville for alt i verden ikke såre Shade. Men hendes problem var bare at hun ikke vidste hvad der var upassende at gøre! Sex var selvfølgelig! Det sagde sig selv.. Men ellers var hun blank.
Hun indåndede hans duft lydløst men med en lille iver. Hun havde savnet den den havde en gang gjort hende tryg ligesom Shades duft gjorde hende tryg nu. Hun vidste virkelig hvad hun skulle gøre, endnu engang stod hun fastfrosset, men denne gang kunne hun se ham."ja, det er mig Arakiel"hviskede hun blidt, måske endda en anelse kærligt,

Han smilede blidt da hun trådte frem, det var som om han var flere hundrede år tilbage i tiden, den aller første gang han så hendes smukke ansigt. måden hun gik frem mod ham, ja hun havde været smuk allerede dengang og var det også nu. Han smilede og gik hen mod hende, kunne ikke stoppe sig selv "Min Roza" hviskede han og lagde hånden på hendes kind. de grønne øjne med den brune sky i dem, betragtede hende, genopfriskede hver eneste detalje af hendes smukke ansigt "hvor har jeg dog savnet dig Roza" hviskede han og tog en dyb indånding. Selvom han var nød til at komme videre, da han jo vidste hun var kommet videre, så var det underligt at stå her foran hende endnu engang, bare at se hende og kunne lugte hende, det var som at stå tilbage i 1700 hundrede tallet engang til

Gæst

Hun kiggede på ham og alt hvad hun nogensinde havde følt for ham kom frem i hendes ansigtsudtryk. Hun smilede blidt ved tanken om deres lange ture om natten tilbage i 1700 tallet, tanken om de store baller de havde været til sammen og tanken om at ligge med ham i al stilhed og nyde hinandens tilstedeværelse.
Hin kunne ikke lade være med at smile det kærlige blide smil til ham.
Hun kiggede på hans ansigt et ansigt der hver nat siden den nat havde stået klart i hendes tanker, i hvert fald indtil hun var flyttet til byen. Hun havde næsten ikke tænkt på og fik dårlig samvittighed over det. Hun havde altid prøvet på at glemme ham men det havde aldrig lykkedes før hun mødte Shade. Hun smilede stadig blidt til ham" og jeg har savnet dig Arakiel" sagde hun blidt og lagde en hånd på hans kind og kærtegner den blidt med tommelfingeren."drømmer jeg?"spurgte hun nærmest hviskende hun var ikke sikker på det her virkelig skete.

Han smilede og lagde hånden på hendes, man kunne næsten se fortiden dukke op i hans øjne, men kunne næsten se hvor meget han havde savnet hende. han grinede blidt og kyssede hendes hånd "min Roza, dette er ikke en drøm" hviskede han blidt og duftede til hendes hud. Han lagde hånden mod hendes kind og lod fingrene glide op og ned af hendes hals og ned af hendes kraveben. Han havde en lyst til at trykke hende ind til sig og aldrig give slip, men hun var ikke hans mere og derfor kunne han knap nok tillade sig at kysse hendes hånd

Gæst

Hun smilede blidt til ham. og sukkede lydløst. hun havde virkelig savnet ham, men den følelse han havde givet hende den gang han var rejst videre prikkede en smule til hende. hun havde været ked af det i et godt stykke tid efter. faktisk lang tid efter. og da hun endelig kom sig over det, kom hun sig aldrig nok over det til at kunne glemme ham fuldstændig"Er du sikker?"spurgte hun hviskende. hun smilede let over at han kyssede hendes hånd og smilede blidt af hans hænder mod hendes hud. hun sukkede lydløst over hans fingre og bed sig let i læben. splittet for hvad hun skulle gøre, og alligevel slet ikke. hun blidt hans hænder i sine og kiggede ham ømt ind i øjnene"Arakiel.."hun sagde han navn blidt og lagde hænderne på hans kinder og kiggede ham ind i øjnene" Du må ikke gøre det her mod mig. Jeg har en anden nu"hun hviskede det lavt for hun ville ikke såre ham.

Han sukkede og nikkede "jeg er ked af det, jeg ved det...du er ikke længere min at ønske" han kørte hånden igennem håret, en lille ting han havde til vane at gøre når han var frustreret. Han trak vejret dybt og smilede igen "så hvem er han så...behandler han dig godt" spurte han og hævede øjenbrynet spørgende, han ville for alt i verden ikke have hun blev behandlet dårligt. Hun var hans Roza også selv hun ikke var hans, ville han altid se hende som sin Roza. Han huskede den følelse han havde da han havde forladt hende, den havde bredt sig godt rundt i ham, det havde virkelig gjord ondt, men han ville ikke gøre alt mere kompliceret for hende, nu hvor hun også havde Freya at skulle bekymre sig om.

Gæst

Hun kiggede på ham med de blide øjne. Hun tog hans hånd hor hun kendte hans vaner ret godt. Hun kiggede på hans hånd der lå i hendes begge, og kyssede den blidt. Hin kiggede på hans ansigt" det er Freyas søn, Shade. Og ja han behandler mig godt" sagde hun med et kærligt smil. Hun lagde blidt armene om hans liv og krammede sig ind til ham og lukkede øjnene.
Hun kiggede op på hans ansigt igen" hvad med dig? Har du ikke fundet en.. Du elsker som du elskede mig" spurgte ham kærligt og lavt, hun kiggede op på ham med de sølvgrå lignende øjne og kunne ikke lade være med at smile lidt" jeg har savnet dig Arakiel" sagde hun kærligt*

Han så hvordan hun tog hans hånd, lod hende gøre det, mens han betragtede hende stille "det er også alt der betyder noget...vent shade....som i Antonias søster" spurte han og hævede øjenbrynet, han kendte et par hybrider eller to og Antonia var vidst også en af dem. Han havde indledt et forhold til hende i 1800 hundrede tallet, faktisk havde alle hans forhold efter Roza, været udelukkende et seksuelt forhold, han havde aldrig følt noget for dem og kom nok heller ikke til det. Han lagde armene om hende da hun krammede hende, trykkede hende ind til sig "nej det kan man vidst ikke sige jeg har...kærligheden går bare ikke godt for mig, når jeg forlader byen efter 50 år" han trak på skulderne og smilede skævt "jeg har også savnet dig min lille Roza" hviskede han mod hendes hår

Gæst

Hun kiggede på ham" ja Antonias bror.."sagde hun roligt og kiggede på ham" han er ikke den samme person overfor mig som overfor andre.." Sagde hun blidt. Hun havde virkelig savnet ham. Alting havde været så roligt sammen med ham.. Fantastisk dejligt ingen problemer intet før den dag han rejste. Hun smilede svagt over det han sagde hun kunne ikke lade være, men på den anden side var hun også ked af det hans vegne." Der kommer en pige en der vil slå benene væk under dig og når du så rejser vil du ikke rejse alene." Hun sagde det blidt med hovedet mod hans brystkasse som hun blidt nussede" du vil finde en ny Kayla" sagde hun lavt.
Hun smilede sødt" bliver du så her i Mystic Falls de næste 50 år?" Spurgte hun og virkede glad, hans selskab som ven var fint for hende for det havde hun Savnet! Lange nætter med lange dybe samtaler.