why are you doing this to me //Liz//

S vandfaldet
O dyr og træer
V det regne
T 22,00
P kig på billede
John løb alt han kunne ignem skoven. Grene kradsede ham i hans ansigt imens han løbe fra dette væsen som var halv vampyr og noget andet. Han sprang ned og sætte i løbe mod vandfaldet. Han bande af helvedes til mens han løb ignem skoven hans amsigt brændte af helvedes til imens han løb alt hvad han kunne ignem skoven *hvorfor mig hvorfor mig* de tænker bliv ved med og køre rundt i hans hovede. Han måtte komme ned til vandfaldet der ville han vist kunne forsvinde han håbet det så meget. Han syndes ikke han kunne klare mere ikke nu han snublte over en træ stup og rejste sig hurtiget op. Imens han løbe vidre alt han kunne imens han ikke tænket på andet ende og komme væk. Han løbe stadig vidre og kiget sig ikke over skulderne. Han sætte hurtiget sin kniv op til hans hår og skar noget af hans hår af. Så dem der fulgte efter ham ikke kun havde en fært og løbe efter. Han løbe vidre og håbet der var sket det at dem der var efter ham. Ikke kunne finde ham han sætte sig og tog noget vand i hænderne og drikket lystigte af det.

Lissette var hele tiden nogle meter bag ham, hun sørgede for at han ikke kunne se hende, hun fik ham til at tro, at han var løbet fra hende. Sikke en sørgelig varulv han var så, hvis han troede, at man kunne løbe fra et væsen der var halvt vampyr. Hun havde egentlig ikke nogen speciel grund til at jage den kønne, mandlige varulv, hun kedede sig bare, så hun havde tænkt, hvorfor ikke?
Så da han stoppede ved vandfaldet, stoppede hun selv i grænsen op til skoven. Hun tsk'ede blidt og skuffet. "Det er så kært når I tror, at I kan flygte," sagde hun blidt og med et sødt smil om læben. Hun var ikke det mindste forpustet, det eneste tegn på at hun var løbet, var, at hendes hår var en anelse vindblæst. Hun gik langsomt og elegant over til ham og ventede nærmest at han ville flygte med det samme, men man vidste jo aldrig helt med varulve, de var så mærkelige somme tider.

Han kiget i vandet da han hørte en anden stemmen han greb om hans pistol. I det han vente sig mod hende. "kom ikke tætre på eller jeg sværger jeg vil skyde" sigde det koldt og vredt da det ikke er normalt for mig og reagere sådan. "hvorfor har du fulgt efter mig" sigde det vredt og ende med hun ikke når og svare. Løber han forbi hende imens han prøve og flygte igen lade min pistole og skyde efter hende der var så ond og møde mig her når hjeg ville være alene.skyder og blive ved med det ende til at der ikke var flere patroner. Smider pistolen og begynde og løbe alt hvad man kunne ud af denne del af skoven begynde og løber som om det galdt liv eller død hvilket det nok også gør. Sukke da jeg tror jeg er i sikkerhed ikke så langt fra vandfaldet igen.

Lissette lo bare over ham og nærmede sig ham roligt. "Skyd løs, baby, jeg er ikke bange for pistoler," sagde hun leende og med et udfordrende smil. Han var utrolig underholdende, og det kunne hun lide. "Jeg kedede mig, manglede noget at lave, så du blev mit næste offer," sagde hun med en uskyldig lille latter og et englesødt smil. Men hun var langt fra uskyldig, hun kunne dræbe ham før han nåede at blinke. Da han begyndte at skyde efter hende, trådte hun egentlig bare nogle skridt væk utrolig hurtigt og undgik patronerne. Følger roligt efter ham, men med god afstand, så han ikke kan se mig. Står dog hurtigt foran ham da han stopper op. "Jamen, halløjsa," sagde hun drilsk og smilede sødt til ham og gik et skridt nærmere ham.

Begynde og bakke bageud. Da hun lynhurtiget er foran ham ikke så mange skridt bare nok til de ikke står alt for tæt på hinaden "jeg er smigret over du valget mig som dit offer men jeg er ikke nogens offe jeg vil sigde at du er mit offer fordi du har prøvet og overfalde mig" smiler selv sikkert og kigge på hende trække lige så forsigtiget min lomme kniv frem så. Hvis hun skulle komme for tæt på for at bruge hans kniv mod hende "men jeg advare dig ikke komme for tæt på mig ellers blive det værst for dig selv" sigde det køligte og holde øje med hendes bevælgse men holde fast på sin kniv da han ikke er sikker på hvordan hun ville reagere "nu lader du mig gå og opgive jagten aftalel" sigde det bestemt

Lissette lo over ham ved hans ord. "Jeg er ingens offer, John Arason Shadow," sagde hun koldt og var ved at blive godt træt af hans selvsikre tone og den arrogante måde hvor han hele tiden prøvede at flygte fra hende. Hvis han kendte til hendes slags burde han vide, at han ikke kunne flygte. Endnu en gang kunne hun ikke lade være med at le da han trak kniven frem. "Seriøst? Dit, åh så farlige våben er en lille lommekniv?" spurgte hun hånligt og nærmede sig ham roligt. "Din kniv kan ikke gøre mig en skid, ulvedreng." Hun smilede til ham imens hendes smukke, blå øjne begyndte at blive gyldne, blodårerne under hendes øjne blev mørke og da hun smilede, kunne man se at hendes hjørnetænder var blevet længere og skarpere. "Du skal ingen steder," sagde hun drilsk og med en utrolig sød stemme inden hun kort efter var lige bag ham. Kniven slog hun ud ad hans hånd inden hun hoppede op på hans ryg, lagde benene om hans liv og den ene arm om hans overkrop imens hun begravede den anden hånd i hans hår og flåede hans hoved til side og borede så tænderne i halsen på ham og drak hans moskus duftende blod. Alt det på kun nogle få sekunder. Hun holdte ham fast i et hårdt og stærkt greb og var meget stærkere end hun så ud med sine 154 centimeter.

Han kiget forviret på hende Da hun sagde hele hans naven."Hvor kender du mit naven fra jeg har aldrig mødt dig så hvordan vil du kunne vide hva jeg hedder så" svare han og kigge på hende imens han kan se hun håne. At Han kun har en kniv tilbage som hun hånere ham med at han brugte eller ville bruge. Han sukkede og kiget på hende da hun kom hen til ham hvor han så kunne se hendes tænder og det hele det gav kuldegysning da hun sagde du går ingen steder" og ulvedreng. ouden han noget og gøre noget ved det var hun om bage ham og sparket hans kniv ud af hånden det der skete bagefter gik meget hurtiget. hun hun lagde sine ben om hans liv og rykket ham tilbage samtidig med hun brugte hendes hænde sådan at han ikke kunne gøre noget som helst "hva laver du" lød råbet fra john da hun træk ham i håret og vælget om sætte tænderne ned og drikke blod fra ham og så var det han hals hun havde gjorde det ved han gav et stort ulvehyl fra sig mens hun gjorde det men det bliv lige så stille svagre.

Lissette grinede over ham. "Du ved intet om hvad min slags kan, gør du vel, lille ulv?" spurgte hun hånligt over hans uvidenhed. Det var så komisk, men intet under at han så troede, at han bare kunne flygte sådan fra hende, bare sådan. Alle der vidste hvad hendes slags kunne, ville måske stadig prøve at flygte, men så erkende når det var forbi.
En lille latter kom fra hende da han råbte og spurgte, hvad hun lavede. Hun svarede dog midlertidigt ikke, hendes mund havde lidt for travlt med at drikke hans blod. Hun slap ham ikke lige med det samme, men ventede til at hans hjerte sprang det første slag over til at hun slap ham, slugte den sidste mundfuld blod og lod sin tunge stryge over såret for at heale det inden hun hoppede ned fra ham og slak sig om læberne. "En dejligt måltid," sukkede hun veltilfreds og betragtede ulvedrengen. Hun havde allerede glemt hans navn igen, men skidt.

Hans ulvehyl gav genlyd da hun drikket af hans blod men det blive svagere og svagre til han til sidste ikke kunne hyle længre da hun hoppet af ham igen mærkede han en hurtige stik af smerte men tog den i sig imens han kiget på hende han kunne ikke holde sig selv længre oppe han blive nød til og finde noget han kunne holde sig fast til inden til han var frisk eller til hun tog sig sammen til og gøre noget ved ham han ville bare væk herfra nu eller aldrig men han var for svag til og kunne gøre noget hvis han rykket sig mere var han død fordi han ville besvimme og alle hans våben var for langt væk "hvad vil du nu lade mig gå" sigde det men det lyder meget svaget da jeg sigde det på grund af blod mangel

Lissette tog sig ikke af at hans hyl bleg svagere, det glædede hende faktisk, for det gav hende en irriterende ringen for ørene bagefter da det var væk. Hun så på ham med blidere øjne end før og slak de sidste rester af blodet væk inden hun smilede sødt til ham, mere ægte nu end før. "Du er yderst velsmagende, ulv," sagde hun, som et kompliment, og grinede sødt til ham.
Hun trak bare ligegyldigt på skuldrene. "Jeg skal ikke bruge dig til mere, men jeg tror næppe at du kan gå lige med det samme," sagde hun med et blidt grin og betragtede ham roligt, som om hun ikke lige havde haft muligheden for at dræne ham fuldstændig.

Han sukket da hun var færdig han kiget op på hende der var ikke et smil eller noget på ham så man kunne se hans følser. "hvorfor vælget du og drikke fra mig du kunne ha valgt en anden hvorfor lige mig" lød hans stemme. Men den var stadig svag han tog sig til hovedet og kiget på hende. imens han tænket i sit hovede på og hævne sig men der kom ikke nogen idere op om det var fordi det var blod mangel eller om det var fordi hun smilte på den måde til ham viste han ikke han kunnne bare ikke få øjne fra hende han kiget stadig på hende og vente på hun ville sigde et eller andet om han skulle være hendes tjener eller noget andet

Lissette så bare på ham med et lille grin. "Du er underholdende, det er jo så tydeligt at du intet ved om de andre arter," sagde hun med et sødt smil og et muntert glimt i de blå øjne. Om hans stemme var svag eller ej, lav eller høj, så kunne hun stadig tydeligt høre den. "Det er sjovt at se hvordan du troede at du kunne løbe fra mig, eller skade mig med den lille lommekniv du bærer rundt på." Hun lo endnu en gang, mere hånligt den her gang. Hun gik helt over til ham og satte sig ned på hug foran ham. "Hvis jeg bare havde en dobbeltgængers blod ..." sagde hun lavmælt og så overvejende på ham. "Jeg har aldrig lavet en hybrid før, så det kunne være skægt, men jeg ville bare ende med at dræbe dig hvis jeg ikke har det rigtige blod." Hun snakkede ikke rigtig til ham, mest bare til sig selv. Hun måtte høre sin bedstemor, om hun havde noget blod hun kunne bruge.

Han så hende sætte sig på hug foran ham "jeg ved ikke hva en hybrid er og jeg vil ikke blive det så skrid med dig og jeg drikke ikke noget som helst blod det kan du godt glemme jeg er ikke lige som dig" sagde han og kiget vredt på hende "jeg vil ikke blive din egen lille hybrid glem det du kan ikke beholde mig her folk vil lede efter mig fordi jeg er den jeg er" sagde han og håbet hun følte sig truet og ville lade ham gå så han kunne rejse fra det her sted og løbe men han var ligeglad med blode manglen så han begynde bare og sætte i løb væk fra hende men nåde ikke så langt før han faldt sammen