Oh I´m sorry for running into you~Liz

Liz var næsten lige kommet til byen sammen med sin mor og var smuttet en lille tur til byens mall, bare for at se sig lidt omkring, hun kedede sig derhjemme med kun hende selv og hendes mor. Hun kunne bedst lide at være alene, så derfor var hun taget af sted og smuttet fra sin mor. Et lille smil spillede om hendes læber og hun var helt væk i sine egne tanker. Så hun stødte selvfølgelig ind i en anden. Hun lo blidt og så på fyren med et blidt smil. "Nejnej, det er helt okay," sagde hun blidt og så på ham med sine blå øjne. "No hard feelings." Hun blinkede en enkelt gang til ham og smilede blidt.

Liz kunne ikke lade være med at smile og le stille over hans tilbud. "Jamen, det er da et tilbud jeg ikke kan modstå," sagde hun charmerende og så på ham med sine smukke, blå øjne. "Men kun på en betingelse." Hun fik et mere drilsk glimt i sine øjne og hun betragtede ham med et sødt smil. "Hvad er dit navn?" spurgte hun så efter en kort ventepause og så nysgerrigt på ham. Hun var lidt af en drillepind.

Liz smilede bare sødt til ham og blev ved med at se ham i øjnene. "Mig en ære, Dean, jeg er Lissette, men du kan kalde mig Liz," præsenterede hun sig selv, bøjede sig let frem ad og lavede en fornem og utrolig elegant bevægelse med sin venstre hånd, som for at neje for ham. Nogle vaner forsvandt bare aldrig. Han var ikke værst, men hun havde lært for lang, lang tid siden at mennesker var så utrolig skrøbelige og at de døde så hurtigt. Det var trist. Så derfor knyttede hun sig aldrig rigtig til dem.

Lissette kunne ikke rigtig gøre for det, hun var opdraget til at være høflig og til at kende alle de pli der fandtes, og nogle vaner varede ved i sådan cirka ... ja, over femhundrede år, efterhånden, hun kunne ikke gøre for det. Hun smilede sødt til ham og nikkede lidt. "Gerne," sagde hun med et lille grin og fulgte efter ham, et halvt skridt bagefter ham, faktisk for, for at være ærlig, hun anede ikke hvor isboden lå. Det var første gang at hun var i centeret.