Et lille smut på café. Det skal nok blive hyggeligt. ~ Jordan.

Hej alle sammen, dette er den sidste besked i for fra mig. Jeg skriver her til jer alle sammen, da jeg også er Madison og det derfor er min side. Tingene gik ikke som planlagt, og siden er kun igen blevet mere død. Jeg gider derfor ikke bruge mere energi på siden og har valgt at lukke den helt.
Siden bliver ikke slettet, så i kan stadig komme ind på den hvis i vil se tilbage på gamle …

Hej alle sammen, vi kommer tættere og tættere på en færdig side. Derfor vil jeg allerede nu, til at have styr på alle brugerne herinde, så vi kan komme i gang med at tråde så snart som muligt. Smile

Det er derfor vigtigt at i alle sammen, skriver en pm til mig, hvor i giver mig:
Karakterens rank (den gruppe du gerne vil ind i)
Og en liste med alle dine karakterer (ALLE!)
I skal desuden …

Sted:: Caféen. Et hyggeligt lille sted.
Tid:: Middags tid.
Vejr:: En smule overskyet og koldt, men ikke meget.
Omkring:: Andre, der nyder lidt kaffe og kage. :3
Humør:: Godt humør. Rimlig glad faktisk.
Meningen med opholdet på Caféen:: At slappe lidt af med noget kage og kaffe, måske møde en gammel bekendt? :3

____

Kristen steg ud af sin gamle bil, smækkede døren roligt i og gik om til bagsædet, hvor hendes lille datter sad. Hun åbnede roligt døren for Tatiana, så hun kunne hoppe ud efter at have taget selen af. Kristen havde taget hendes lille pige med ud i byen fordi hun synes at det var vigtigt at tilbringe tid sammen med hende. Hun gik normalt op af de andre to børn derhjemme, men da det ikke var Kristens børn, følte hun, at hendes datter og hende skulle have et lidt stærkere bånd, sammen så Tatiana ikke ville være i tvivl om, at det var hende der Kristens eneste barn ind til videre, og at hun altså bedtød en del. Ikke fordi de andre ikke gjorde det, det var virkelig søde og havde vist accepteret at der var en ny kvinde i huset hos dem og deres far, men det ville aldrig blide helt det samme.
Kristen gik med hendes lille datter, hånd i hånd, ind på den lille hyggelige café i byen. Det var et af Kristens ynglingssteder, hun kunne godt lide at der altid var en god stemning. Der var aldrig nogen der råbte eller gjorde det ubehageligt at være der, som så mange andre steder gjorde en gang i mellem. Det var som om, at når man gik ind på caféen blev man bare opslugt af den gode stemning og på den måde skete der ikke noget dårligt eller ubehageligt. Kristen gik hen til et lille bord, der tog hun så hende jakke af og lagde den over en af bænkende, så hendes datter kunne sidde roligt og vente, mens hun selv gik op og bestilte lidt.
Kristen gik op og bad pænt om en kaffe til hende selv, og et stykke kage som hende og Tatiana kunne dele. Tataina var ikke så gammel endnu så hun begøvede ikke have noget at drikke, hun kunne alligevel ikke helt drikke op endnu. Efter at Kristen var gået tilbage til bordet, hvor hendes datter ventede på hende, sad de bare roligt der begge to og gav sig til at snakke lidt. Det var hyggeligt, men det kunne nu også være meget rart at støde på nogen man kendte.

Jordan havde denne dag besluttet sig for ikke at bruge sin tid sammen med Hunter, også selv om han nød at være sammen med ham end noget andet. Så havde de vel begge brug for at være lidt alene en gang imellem, så kunne de også nå at savne hinanden og det var også en følelse Jordan elskede. At han kunne komme til at savne ham, og derfor også kunne nå at glæde sig til at se ham igen. Han havde bare besluttet sig for at gå en tur denne dag, som han også nød så meget han nu kunne.
Han gik bare rundt ude på gaderne og så lidt rundt på alle som gik forbi ham, de fleste så bare på ham med et sultet blik eller som om han var svag. Han gik alligevel bare forbi dem som om han slet ikke så dem, gad ikke bruge sin tid på at være bange for dem han gik forbi.
Han havde fundet ud af hvad han var, en engel og åbenbart en af de lækre en af slagsen som alle ville sætte deres tænder i. Han havde bare ikke lyst til at lade dem, nogen af dem overhovedet! han havde ikke engang lyst til at give nogen hånden, ville ikke lade nogen røre ved ham overhovedet. Han viste godt at det ville blive svært, men det var også bare en følelse som han havde inde i sig.
Der var alligevel noget som lå højt i hans tanker, og det var hvem han var? og hvor han dog kom fra? han kunne jo ikke huske noget efter han havde vågnet op i skoven og åbenbart var en engel, han var ikke engang sikker på om det var noget han havde været hele livet eller om det blot var noget som havde sket ham.
Han gik forbi den hyggelige café, som han endelig elskede at være inde på. Der var så hyggeligt, også selv om det ikke altid var rare mennesker.. men de havde det også med at holde sig for sig selv. Han gik bare ind af døren, og forsatte op til disken "en.. hmm sodavand.. tak" sagde han til kvinden bag disken.

Kristen havde rettet sit blik mod vinduet, mens hun sad og snakkede med Tatiana. Hun tænkte roligt over hendes liv, som var blevet så meget bedre efter gennem årene. Sidste år var hun sammen med Matt, hun var ikke lykkelig. Hun var alene med Tatiana og fuld af sorg, så meget endda at hun ikke havde kunne holde sig væk fra stofferne, som jo var nemme at få fingerne i.
Men nu så alt lyst ud igen. Tatiana var glad, hun var glad og de levede i et hyggeligt nyt hus, med Nick og hans børn. Tatiana havde fået to søde venner og halvsøskende og ingen af dem var alene mere. Deres liv kørte på skinder og det kunne faktisk ikke blive meget bedre lige nu.
Som Kristen så ud af vinduet, lagde hun pludselig mærke til en fyr, som var på vej ind på caféen. Han mindede hende utroligt meget om en person hun ikke havde set længe, nej.. Det var den ham! Hendes fætter. Hun kunne tydeligt genkende ham nu. Hun betragtede ham blidt mens han gik op til kvinden bag disken, for at bestille noget. Tatiana sad som en lille engel og kiggede nysgerrigt op på hendes mor. "Mors ven?" spurgte hun stille, med hendes lille pigestemme. Det lød så sødt at det fik Kristen til at fnise lidt. Hun aede hende blidt og kort over håret og nikkede med svar, "Yeah.. det er mors fætter.." Kristen bad Tatiana om at blive siddende mens hun gik op til Jordan, som hendes fætter nu en gang hed. "Jordan?" spurgte hun stille og sætte en hånd mod hans skulder. Hun havde ikke set ham længe og havde faktisk savnet ham. Han plejede at være den sjove fætter man altid kunne snakke med, men nu havde familien heller ikke været samlet på det sidste da der kun var Kristen og Hannah tilbage, fra den side af familien. "Wau, det er længe siden" fortsatte hun med et muntert blik. Hun var glad for at støde ind i ham har, for de så jo ikke meget til hinanden mere og Kristen vidste ikke en gang, om de ellers ville møde hinanden igen. Derfor tog hun også chancen mens han nu stod foran hende, hun kunne og ville heller ikke, bare ignurere det.

Der kom en let lyd ud mellem hans læber, da han hørte hans navn blive nævnt. Han vende hurtigt sit blik og det blev hurtigt mødt af en kvinde, som han bestemt ikke havde snakket med? eller havde han?.. det irriterede ham virkelig meget at han ikke kunne huske noget om sin fortid, og derfor heller ikke viste om han virkelig kendte hende eller ikke. Hun virkede så bekendt på så mange måder, og alligevel kunne han ikke huske noget som helst. Hans blik så ligefrem spørgende på hende, mens han prøvede at få nogle ord ud af munden "kender jeg dig?" spurgte han forsigtigt om og med en ret så undskyldende stemme, som viste at han var trist over at han ikke kendte hendes navn. Hendes næste sætning afslørede hurtigt at de havde mødt hinanden før, men det måtte have været før at han havde vågnet op i skoven. Han var ikke engang sikker på hvad han skulle sige til hende, også selv om han bare burde undskylde for ikke at huske hende. Han stirrede jo næsten ligefrem på hende, og havde helt glemt hvor han var henne. Det var endeligt dejligt et eller andet sted, at møde nogen der kender ham. Han blev ligefrem skubbet af kvinden bag disken, og vende hurtigt sit blik mod hende "jeg har også andre kunder" sagde hun og Jordan gav hende bare hurtigt de par småpenge han nu havde, før han tog sin sodavand i sin ene hånd "undskyld.. men.... jeg kan ikke huske noget" sagde han lidt efter, når han endelig kunne få flere ord ud mellem sine læber.

Kristen betragtede ham kort, som for at se om det blot var en joke, eller om han faktisk ikke kunne huske hende. Et skævt smil voksede på hendes læber, hun var ikke helt sikker. Det kunne godt ligne ham at drille, men hun havde dog ikke hørt sådan en joke før.
Tatiana sad pænt ved bordet og kiggede nysgerrigt mod Kristen og Jordan, hun kendte ikke fyren, selvom det var Kristens fætter, hun havde ikke mødt ham før. Men hun var også kun 2 år gammel og havde derfor slet ikke haft mulighed for at møde mange af Kristens venner eller bekendte endnu. Da Kristen hørtte hans lille sætning, samt fik øje på hans blik, der virkede meget undskyldende og faktisk en smule trist, blev hun først rigtig overbevist om at det ikke var en joke. "Du kan ikke huske mig?" spurgte hun stille med en lille grimasse. Hun var ikke sur, måske en smule skuffet men ikke over ham, for hun vidste godt at dem uden hukommelse i byen, ikke ligefrem kunne gøre for det selv. Kristen sank en smule tydeligt og så en smule nærmere på Jordan med et undersøgende blik. Var han.. Nej, det kunne da ikke passe, kunne det? Ikke også ham.. Han kunne da ikke være død? Kristen tøvede lidt og sendte ham derefter et venligt smil. "Vil du ikke med over til os?" spurgte hun så og pegede med en hånd, i retningen af det næsten tomme bord, og Tatiana. Hun ventede roligt til han havde svaret, for det var ikke alle der bare ville gå med frivilligt. Kristen kom i tanke om at hun nok burde fortælle ham, hvem hun var og hvilket forhold de havde til hinanden, måske ville han så gå med over og snakke lidt. "Jeg hedder Kristen.. Jeg er din kusine" hun smilte lidt for sig selv og pegede så igen mod Tatiana, før hun fortsatte. "Det er Tatiana, men datter."

Jordan var sikker på at det måtte være svært at forstå, selv han kunne ikke forstå det hvis han tænkte alt for længe over det. Han havde jo mistet hele sin fortid, alle de minder han havde haft. Han havde jo bare vågnet op, og måtte lære at leve et nyt liv som han havde klaret bedre end regnet. Han havde bare endnu ikke fundet ud af hvem han var, og hvad hans fortid handlede om. Han rystede let på hovedet som svar på det hun sagde, om han kunne huske hende. Det kunne han bestemt ikke, og viste ikke hvad han skulle gøre ved det. Han så bare kort over mod bordet hvor der sad en lille pige og stirrede på dem, han sende hende bare et lidt genert smil. Han viste ikke om han skulle gøre det, at gå hen og satte sig nogle fremmede mennesker. Hans blik fald hurtigt på hende igen, mens hans kæbe faldt lidt ned i det. Han havde aldrig regnet med at han ville møde nogen fra sin familie, højst nogen der viste hvem han var og kendte hans familie. Han havde bare ikke regnet med at han virkelig ville møde nogen han var i familie med, han stirrede bare på hende med et overrasket blik i sine øjne "Hej Kristen" sagde han og viste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv, mens et smil kom langsomt frem på hans læber "havde aldrig regnet med at jeg ville møde nogen fra min familie" sagde han og valgt alligevel til sidst at gå over og sidde hos dem, han ville da lære hende at kende så meget som muligt eller mere lære hende at kende igen. Han så bare på pigen "hun er smuk" sagde han og gik stille over mod bordet "hej jeg er Jordan" sagde han til den lille pige, før han satte sit glas ned på bordet og satte sig overfor hende.

Kristen blev kun glad for at han lod til, gerne at ville lære hende at kende. Eller lære hende at kende igen. Hun havde savnet ham ret meget, det familie hygge hun før havde haft, havde mere eller mindre kun været med ham. Hun håbede på, at de på et tidspunkt kunne komme tilbage til det, de havde sammen før i tiden. Hun havde ikke lyst til at miste ham helt, og da slet ikke efter lige at have fundet ud af, at hun faktisk havde mistet ham en gang allerede.
Kristen smilte venligt til ham og lagde kort en hånd mod hans skulder. Hun havde sådan lyst til at give ham et kram, men hun kunne godt se det fra hans sysvinkel. Det ville jo være en smule sært og ret ubehageligt hvis en helt fremmed som man lige havde mødt, begyndte at kramme en, som om man havde kendt hinanden hele livet. Et lille smil bedte sig på Kristens læber da hun hørte hans lille kommentar om Tatiana. - Han synes hun var smuk. "Tak.." svarede Kristen igen, som hun jo efter hånden havde gjort et par gange nu. Hun lyste lidt, hun var bestemt stadig vildt stolt af at det var hendes egen lille pige der sad der og smilede sødt og nysgerrigt mod dem. Det var den bedste gave hun nogensinde havde fået, hun havde fået lov til at blive mor.
Kristen betragtede Jordan og Tatiana lidt, de havde ikke mødt hinanden før, men det var jo ikke sikkert at han kunne huske det. De så søde ud sammen, det gav Kristen et lille intryk af, at han måske var meget godt til at være sammen med børn. Han virkede venlig og rar omkring hende, bare sød. Ikke underlig og uhyggelig for den lille Tatiana på nogen måde. Hun synes faktisk om ham, kunne Kristen se ud fra den måde hun kiggede på ham på. Næsten ligesom hun kiggede på Nick, som nu mere eller mindre havde overtaget fader rollen hjemme hos dem.
Kristen gik hen til dem og satte sig roligt hos dem. Hun satte sig ved siden af Tatiana og tog hende op på hendes skød, bare for at holde hende lidt ind til sig. Hun elskede at sidde hos hende. Kristens blik flagede roligt over til Jordan og smilede skævt til ham. Hun var virkelig glad for at se ham, selvom han jo alligevel ikke halt var den samme mere. Men bare det at sidde hos ham og se ham leve, det gjorde hende glad. Hun var rigtig glad for at han havde fået en chance til. "Hendes navn er Tatiana." sagde Kristen, tydeligt stolt stadigvæk. "Det er min datter.." fortsatte hun og tog Tatianas lille hånd i sin. Hun gav hende et blidt kys på kinden og krammede hande blidt ind til sig. En underlig følelse af at være mere fuldendt nu, opslugte Kristen. Hun havde flere hos sig nu, at dem hun kendte, eller i det mindste plejede at kende. Jordan var tilbage, en smule forvirret sikkert, men Kristen skulle nok få minderne vækket i ham. Nick og hende havde det perfekt. Tatiana så ud til at trives bedre med Nick og de andre børn, end hun nogensinde havde gjort med Matt. Det hele kørte rigtigt lige nu og det var alt sammen med til at holde Kristen glad.

Jordan havde aldrig regnet med at han ville finde fra sin egen familie, måske finde nogen der kendte ham og hans familie.. men ikke ligefrem en af dem, men det var bestemt en rar følelse at endelig møde nogen som viste hvem han var. Der kunne fortælle ham alt om sit liv, og han ikke længere skulle føle sig så forvirret. Han havde jo heller ikke brugt tiden på andet, end at prøve på at finde ud af hvem han var. Selv om det nok mere havde endt med at han var den som han ønskede at være, han havde det jo skønt også selv om han ikke viste noget om sig selv. Det var bare dejligt at endelig kunne få nogle svar, de spørgsmål som havde fløjet rundt inde i hans hoved. Det var noget han havde ventet længe på, eller måske ikke så længe.. bare fra den dag, hvor han vågnede op inde i skoven med blod og sår over det hele. Han havde nok aldrig følt sig så bange før, eller det var jo ikke noget han viste noget om. Det var bare det mest skræmmende, som han kunne huske han havde oplevet.
”Tatiana” sagde han med en lidt tænkende stemme, mens et venligt smil var plantet på hans læber ”jo det klæder dig bestemt, der var du heldig” sagde han og blinkede en enkel gang med det ene øje, og gav et let grin fra sig. Han havde så mange spørgsmål gemt inde i sig, at han ikke engang viste hvor han skulle begynde. Det var sikkert også underligt fra hendes side af, at møde en som hun kendte og som ikke kunne huske hende overhovedet ”fortæl alt” røg der hurtigt ud mellem hans læber, før han tog en dyb indånding og rystede svagt på hovedet ”undskyld” kom der ud kort tid efter, da han da bestemt ikke havde lyst til at presse hende. Han var vel bare nysgerrig over at finde ud af hvem han var, også selv om han bestemt også var bange. Hvad nu hvis han ikke havde været den som han var nu? Hvad hvis han havde været et forfærdeligt menneske, som ikke fortjente at få den chance på jorden igen? Han sukkede kort, og sende hende atter igen et smil ”hvordan var vores forhold?” spurgte han så om, da han ikke engang viste hvor han skulle begynde.