Behind enemy lines

Tid: Eftermiddag
Sted: Ved vandfaldet i skoven
Vejr: klar, blå himmel
Omgivelser: træer med høje, tætte kroner
Påklædning: Sort t-shirt og cowboybukser


Det var altid en pirrende oplevelse, at skulle spille Philibert og overfor Miranda var det særligt underholdende. Hun var så skudt i den dreng, at det var helt åndssvagt. Hvilket naturligvis gjorde hende rigtig sjov for Lucas at "lege" med. Han gjorde det ikke ofte, for endnu havde han ingen intention om, at Phil skulle kende til hans eksistens. Derfor var det farligt at give Miranda for meget mistanke. Hun var trods alt havfrue og derfor kendte hun til en del af de overnaturlige væsner der fandtes i verden. Om hun havde hørt om dobbeltgængere, tvivlede Lucas dog på.
Han havde haft armen omkring hendes skuldre, sådan som han tit havde set Philibert have. Det ville ikke gøre hende mistænksom, for hun var vandt til, at de som venner, havde den form for fysisk kontakt med hinanden. Havfruer duftede anderledes end mennesker. Ikke dårligt, men heller ikke lige så sødt. Der var noget mere salt over hendes aroma og det var nu heller ikke så værst. Endnu havde han ikke smagt hendes blod, for det måtte vente til han rigtigt begyndte at lege med Phil.. Nu havde han andre han kunne tære på.

Han ledte hende igennem skoven, som var de bare på tur sammen. Han havde overtalt hende til at gå med, og hun havde ikke stridt imod. Trods alt kunne han jo tydeligt fornemme på hende, at hun gerne ville tilbringe meget tid med Philibert. Det kom også til udtryk, på den måde som hun holdt om hans talje på, nu hvor de gik sammen.
Han hjalp hende igennem den tætte bevoksning, sådan som han vidste at Phil ville have gjort det.. Altid så omsorgsfuld og opmærksom. Lucas mindedes hånligt, hvordan Phil havde forsøgt at varme Miranda, mens de var gået hjem sammen. "Pas på her", sagde han og hjalp hende over et væltet træ, som var sidste forhindring, før de nåede vandfallet.

Påklædning: En hvid, løs tanktop og lyseblå shorts sammen med sorte ballerinaer

Miranda havde ikke rigtig opfattet mistanke, eller tjo, hun havde godt bemærket at der var noget anderledes ved Philibert. Han var ... køligere, rent temperaturs mæssigt og han snakkede anderledes og var bare ... anderledes, men hun tog sig ikke så meget af det alligevel. Alle havde sine dage, så hun ignorerede sit instinkt om at der var noget grueligt galt med Philibert. Så nu gik hun igennem skoven sammen med ham, med armen om hans kølige liv og lænede sig ind til ham imens et smil lå om hendes læber. Hun var ikke forelsket i Philibert, hun holdte bare meget af ham, han var hendes eneste ven så hun ville ikke ende med at ødelægge det ved at lade sig blive forelsket i ham, for det var hun ikke. Og så vidste hun jo intet om de andre overnaturlige, og da slet ikke om dobbelgængere.
Hun klukkede blidt over ham og var smigret over at han hjalp hende med at komme over den væltede træstamme. "Du ved da godt, at jeg kan klare mig selv, Philibert," sagde hun med et varmt smil og lagde armen om ham idet de gik videre. Endnu en gang kunne hun mærke den mærkelige mavefornemmelse der sagde, at der var noget galt med ham, men hun slog det væk endnu en gang. Det var jo Philibert! Hendes bedste ven og den eneste hun rigtig stolede på. Derfor ville hun ikke lade sig selv tro at der var noget galt, for hvad nu hvis hun havde ret?

Han gav hendes hånd et let klem og betragtede vandet, imens han tænkte på den information han vidste om hende. At vandet ville få hende til at ændre skikkelse. Han afslørede dog ikke sin viden for hende, for han vidste at Philibert var uvidende omkring det. Desuden ville hun sikkert også bare stikke af fra ham, hvis han pludselig afslørede for hende, at han kendte til hendes hemmelighed. "Jeg er glad for, at du ville med", sagde han og så på hende med et varmt smil og den klare hensigt om at ville forføre hende. Hun var fantastisk smuk. På den måde havde Phil i hvert fald god smag.
"Det har altid været et af mine yndlingssteder, det her", fortalte han. Det var naturligvis en løgn, men han vidste at han måtte holde samtalen let, varm og fortrolig, hvis hun skulle tro ham. Desuden kunne kvinder godt lidt den slags. At man tog dem med til helt særlige steder. Så meget vidste Lucas om dem.
Hans arm fandt igen rundt om hende, imens han smilede og strøg hendes kind. "Jeg er i det hele taget glad for, at du fandt mig her. At du kom hertil".. Det var ikke som sådan en løgn... Men der lå nok ikke det i ordene, som han gerne ville have hende til at tro. Som han gerne ville have hende til at tro, at Philibert mente.

Miranda holdte sig på god afstand af vandet, men smilede samtidig varmt og ubekymret til ham hun troede var Philibert. Hun nikkede lidt og gengældte blidt klemmet. "Det er jeg også," sagde hun og så på han med varme øjne, hun var så glad for at se ham igen at hun fuldstændig glemte den tanke om, at kulden der udgik fra ham og en svag strejf over hans udseende, der fik ham til at se ældre ud, ikke helt passede til den Philibert hun havde set dagen før.
Hun nikkede lidt og så varmt på ham. "Det er også et smukt sted," sagde hun med et sødt smil, men hun rynkede let på brynet. Hun var lidt rørt over at han viste hende stedet, selvom hun godt kunne lide det selv, og hun ærgede sig over at hun ikke kunne nyde det hele uden at risikere at blive forvandlet. Hun blev revet ud ad sine tanker da han lagde armen om hende og strøg hende over kinden, som langsomt begyndte at få en rødlig kulør. Et lille smil spillede om hendes læber. "Jeg er også glad for at se dig igen," sagde hun med et varmt smil. Hun så op på ham og skubbede alle uvelkomne tanker væk og valgte bare, at nyde at være sammen med sin ven. Hun puttede sig ind til ham ved at ligge arme om hans liv og hovedet imod hans skulder med et lille suk og nussede sin kind imod hans skulder. "Jeg har virkelig bare savnet dig, Philibert," mumlede hun med et lille smil om læben.

//Stop med at mistænke ham, dammit.. xD Det bliver emnet ikke spændende af //

//Men Miranda kender jo Philibert, hun kan mærke at det ikke er ham, men fint, retter de sidste linjer i mit svar xD

//Hah, no way! Lucas kender Phil bedre end nogen anden //

//Æsh! Jeg fikser det efter jeg har spist så! Men hun skal stadig undre sig over hvorfor han er så kold og hans lidt ældre udseende, det kan du ikke afholde mig fra!

//Sådan, og nu retter jeg altså heller ikke mere på det! xD

//Tak babe Det er perfekt. Jeg svarer senere //

//Come on xD

Det var sjældent Lucas afholdt sig fra at drikke, når en mulighed som denne bød sig. Hvorfor skulle han, når det var så nemt? Hendes hals var kun omkring 20 centimeter fra hans mund...
Men lige præcis med Miranda var det anderledes. Det var hendes hoved han havde interesse i, ikke hendes blod. I første omgang i hvert fald. Hendes kind var varm under hans fingerspidser, som de fleste levende væsners. Solens stråler hjalp på hans egen kølige hud, så trods alt var temperaturforskellen ikke så stor at den var bemærkelsesværdi. Det var altid en rar fornemmelse at have en kvinde i sine arme. Skrøbelige væsner. Han kunne så let som ingenting knuse hende i sit favntag og alligevel var det langt fra det, som han havde lyst til at gøre med hende. Da hun lænede sig ind til ham, lagde han armene omkring hende og holdt hende id til sig på den måde, imens de betragtede vandfaldet. Han var fascineret af, at hun kunne få hale, og tanken fik ham til at smile lidt.
Miranda var nem at have med at gøre. Hun var så gode venner med Philibert, at alt han gjorde imod hende, blev accepteret. Og på trods af, at hverken hende eller Phil havde indrømmet det overfor hinanden, var der mere end blot venskab imellem dem. Hvilket blot gjorde denne leg mere interessant for Lucas. Han trak hende lidt ud for sig og lod sine blå øjne fange hendes blik. Han sagde ikke noget, men stod blot sådan og betragtede hende. Lod hendes skønhed betage ham et øjeblik.

Miranda vidste helt ærligt ikke hvordan et normalt venskab var, for hun havde jo kun haft Philibert i hele sit liv, så hvis de var mere end venner ville hun ikke opfatte det før det ville være for sent, og så ville hun være rædselslagen for at miste ham. I hendes øjne var der ikke mere end venner imellem dem og hun holdte af ham og ville gøre alt for ham, ligemeget hvad det var at han bad hende om. Ligemeget med konsekvenserne eller pengebekostningerne, så ville hun gøre det for ham.
Hun smilede og nød at han holdte om hende og hun kunne ikke lade være med at sukke dæmpet imod hans bryst, hun nød at være sammen med ham, hun havde virkelig savnet den frihed der fulgte med ved at ikke at være i sit hjemland, ikke at være forpligtet, ikke at skulle passe på med at gå udenfor, ikke at være bange for at nogen ville kunne genkende hende. Selvfølgelig kunne en spansker godt komme til byen og opdage hende, men med lidt penge ... så skulle de nok tie stille igen.
Hun så op på ham da hun mærkede hans blik imod sig, og hun sendte ham et varmt og sødt smil, som ville få de fleste mænds knæ til at blive bløde. Hun grinede blidt over ham. "Hvad er der?" spurgte hun med sin smukke, spanske accent og så nysgerrigt på ham med et varmt glimt i sine havblå øjne.

Lucas smilede til hende og strøg hende blidt over håret. Beroligede hende, som han altid havde set Philibert gøre. "Du er så smuk. Så bekymringsløs her i skoven, ved vandet". Hvad Miranda havde fortalt Philibert den aften de havde fulgtes hjem fra Mystic grill blev nu nyttig. Lucas stod nu overfor en skillevej. Han kunne fucke tingene op på to måder, og han var lidt i tvivl om hvilken der tiltalte ham mest. Han kunne afsløre Mirandas hemmelighed for Philibert, det ville sikkert blive underholdende. Dog var han ret sikker på at Miranda før eller siden blev nødt til at fortælle Philibert om hendes hemmelighed. Det var aldrig sjovt at fremprovokere noget, der kom af sig selv.
Han måtte gribe dette an anderledes. Gøre det, Philibert ikke turde gøre. Trods de allerede stod ganske tæt, trak Lucas beslutsomt Miranda tættere. Han placerede forsigtigt en finger under hendes hage, og førte blidt hendes ansigt op, så hun kunne se hans. Lucas var klar over den styrke han besad og var derfor ganske påpasselig med at bruge for meget af den. Alligevel var grebet så beslutsomt at prøvede hun at løsrive sig, ville det blive svært. Det ville kun blive betragtet som lettere desperat fra Philiberts side, værre var det ikke.
Langsomt lænede Lucas sig ned mod hendes bløde og for ham pulserede læber. Han stoppede kort få centimeter fra dem, for at holde det pirrende, fristende. Han vidste hun havde lige så meget lyst som Philibert havde. Hun kunne ikke benægte, ligesom at Lucas ikke kunne benægte at Philibert havde grund til denne interesse. Hun var en interessant pige. Få sekunder efter lod Lucas den sidste afstand imellem dem forsvinde, og deres læber mødtes uden nogen form for fortrydelse.

Mirandas kinder blussede op da han kaldte hende smuk og et varmt og strålende smil begyndte hurtigt at forme hendes læber imens hun så ned da hun pludselig blev genert over hans kompliment. Hun var vant til at få komplimenter, men når de nu kom fra Philibert var det noget helt andet, for han kendte hende jo, han vidste hvem hun var. Så det var jo noget helt andet når det var fra ham end en eller anden random dude fra gaden kom over og komplimenterede hende. "Øhm, tak, Philibert," kom det mumlende fra hende og hun slog en lille, nervøs latter op imens hendes hjerte langsomt satte farten op da han trak hende tættere på og fik hende til at se op på ham. Gud hvor hun elskede hans højde! Og hun strittede ikke imod, hun så bare lettere undrende op på ham og bed sig nervøst og genert i underlæben. Hun så utrolig skrøbelig ud i det øjeblik, for hun havde jo ingen erfaring med hverken kærlighed eller noget andet på det punkt. Så da han langsomt lænede sig ned imod hende, imod hendes læber begyndte hun langsomt at gispe efter vejret imens hun skiftesvis så på hans øjne og hans læber. Hun bevægede sig ikke, men stod som en stiv støtte, alt ved hende var som stivnet, som cement. Hun turde heller ikke bevæge sig da han stoppede. Hendes hjerte bankede af sted, hendes læber var let adskilte, og hun var sikker på at hans menneskelige ører ville kunne høre hende. Så da han fjernede den sidste afstand imellem deres læber, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Hun havde aldrig kysset nogen før, hun var aldrig selv blevet kysset, hvad nu hvis hun gjorde noget forkert? Hvis hun på en eller anden måde skuffede Philibert? Alle de tanker løb igennem hendes hoved i løbet af få sekunder, og så gengældte hun forsigtigt og lettere kejtet, efter hendes egen mening, kysset. Hun prøvede at bevæge sine læber imod hans imens hun skælvede i hans favn.