Afternoon Delight

Tid: Eftermiddag.
Vejr: Frisk vind, skyfri himmel.
Omgivelser: Tomt for andre væsner.
Sted: Den fjerneste ende, længst fra indgangen, imellem et par høje birketræer.
Påklædning: Jeans og læderjakke.

Den nye kirkegård i byen, var langt mere afdæmpet, end den, som hidtil havde været tilstrækkelig. Gravstederne var mere anonyme og mindre prangende her. Kendte man til gravpladserne på den oprindelige gravplads i byen, vidste man også, at de tilhørte langt mere betydningsfulde og ikke mindste magtfulde, tidligere borgere i Mystic Falls. Her på stedet var det normale mennesker der blev begravet. Folk som Josh Stone, Mira Dale, Tamara Johnson.. Og Samantha Geoffrey. Hvis grav han netop nu betragtede.
Lucas var stoppet op ud for gravstenen, men hans blik var fjernt og det var ikke til at sige, hvad han forstillede sig. Om det var minder der optog hans opmærksomhed, eller forestående begivenheder. Hans krop var anspændt og hænderne, som hang ned langs siden på ham, knyttedes med jævne mellemrum.
Hvis pigebarnet da bare snart ville skynde sig. Ellers rev han hovedet af den næste forbipasserende. Lucas blev altid i dårligt humør, når han længtes efter blod. Hvilket var ganske ofte lige for tiden. Han rev blikket løs fra stenen foran sig og vendte fronten imod grusstien der førte til udgangen. Han ville tydeligt kunne høre hende, når hun nærmede sig. Men se hende, ville han også. Charlotte var værd at se på.. Af et menneske at være..

Charlotte gik med rolige skridt, og et fredeligt smil prydede hendes svagt rosarøde læber. Det kunne ikke ses på hende at hun havde travlt, men hun ville ikke give sig til at løbe på en kirkegård. Hun var jo velopdragent og i det hele taget at løbe, var ikke helt godtaget. Men helt en fin dame var hun vel ikke, eftersom hun jo var påvirket af nutidens ungdomsnormer.
Hendes hår var som altid løst og bølgede svagt ned omkring hendes ansigt. Hun havde et par stramme lysegrå jeans på, en mørkeblå figursyet bluse med en v-udskæring. Om halsen havde hun en halskæde, med et lille hjerte som vedhæng. Hun havde fået det af sin far, da hun flyttet, et tegn på at hun altid kunne komme igen. Hendes hænder borede sig ned i lommerne på hendes jakke og den højre hånd pillede ved hendes nøgler.
Et forsigtigt smil sprang op på hendes læber da hun var nået så langt ind på kirkegården, at Lucas skikkelse blev genkendelig for hende. Normalt ville hun tage hånden op af lommen for at vinke til hendes ven, men det gjorde hun nu aldrig til Lucas. Men hun så ham dog som en ven. Selvom hun havde fået øje på ham, nægtede hun endnu at sætte farten op, da den slags ikke hørte til på en kirkegård. Her skulle man gå fredeligt rundt og betragte gravene og sorge over de døde. Selv havde hun dog ikke betragtet nogen af gravene, da hendes charmerende brune øjne hele tiden havde sigtet imod Lucas.

Endelig. Han kunne lugte hende hele vejen ind igennem kirkegården. Hun gik provokerende langsomt. Mon det var fordi hun vidste han hadede at vente? Et lille smil spillede om hans mundvige. Han kunne godt lide tanken om den totale magt han havde over hende, uden hun kendte noget til det. Og så var hun alligevel flabet på den her måde. Det var det interessante ved mennesker. Selvom man fjernede en del af deres hukommelse gentagne gange, forblev de alligevel sig selv. Charlotte gjorde i hvert fald.
Han mindedes den første gang han havde fundet hende. På langfart og med en blodtørst så utøjlelig, at han næsten havde dræbt hende dengang.
I dag var han glad for, at han havde tøvet og alligevel besluttet at lade hende leve. Han havde endda givet hende lidt af sit blod, så hun kunne hele hurtigere. Ja, det lønnede sig i sidste ende. Han løftede hovedet et par centimeter, mens han betragtede hende komme nærmere. Den vuggende gang, vinden der trak i de bløde lokker. Jo, hun var bestemt værd at se på.
"Du har ikke haft travlt", kommenterede han overfor hende, dog med et lunefuldt glimt i øjenene. Irritationen aftog så småt, mens forventningen om den varme materie imod hans gane, løsnede op for anspændtheden. Da hun nåede hen til ham, rakte han ud efter hendes ene hånd og kyssede den flygtigt, hvorpå han lod den falde igen. Duften var betagende.

Charlotte betragtede ham med et lille smil, mens hun langsomt nærmede sig ham. Han var jo tiltalend, også selvom noget ved ham godt kunne forurolige hende lidt en gang i mellem, men det var så lidt at hun meget sjældent lod sig påvirke af det. Det var jo venner og venner gjorde ikke hinanden fortræd.

Hun kunne ikke hindre hendes charmerende muntre smil i at springe frem på hendes læber, da han kommenterede hendes langsomme gang. Det var jo ikke for at provekere ham, men hun have dog respekt for kirkegården. Hun havde flere gange været på besøg på kirkegården hvor hendes bedstefar lå, hver gang hun havde tilbragt den første uge i sommerferien med hendes bedstemor. Første gang hun havde været på kirkegården havde hun spurtet afsted for at nå graven først og det havde resulteret i en gang skæld ud fra hendes bedstemors side.
"Er jeg da ikke værd at vente på?" spurgte hun med et venligt smil, da han kyssede hendes håndryg. Det var ikke for at være flabet, men hun kunne ikke lade være med at sige det. Da han lod hendes hånd falde igen, fandt den vej til hendes jakkelomme igen hvor den puttede sig omkring hendes nøgler igen. Fornemmelsen af hans flygtige kys blev endnu lidt på hendes håndryg og føltes på en måde behageligt.

Han trak pinen lidt endnu, bare fordi der var meget værdi i selve forventningen også. Blot det faktum, at hendes pulserende årer var indenfor hans rækkevidde og at han både kunne se og lugte hvordan blodet fossede igennem pulsåren ved halsen, gjorde ham mere afslappet. Det måtte også tydeligt kunne ses, at hans skuldre mistede lidt af stivheden.
"Det vil jo vise sig", svarede han hende.
Efterhånden kendte han Charlotte ret godt. Så godt som han nu havde været opmærksom på de ting hun fortalte. Men bedst af alt, var det hendes humør, han kunne tyde. Hans arm gled omkring hendes talje, mens han tavst førte hende med sig hen ad grusstien til et mere afdæmpet sted, skjult fra fremmede blikke. Den velkendte kurve ved hendes talje, hvor hans hånd hvilede, bevægede sig let op og ned, imens de gik. Han drejede hovedet en anelse til siden, imod hendes, så han bedre kunne fornemme duften fra hende Stadig holdt han dog tørsten under kontrol og lod tænderne være foldet op på plads, så hun ikke skulle fatte mistanke.
Hans adfærd kunne minde om, at han lagde an på hende, men Lucas var vandt til kvinder og Charlotte kunne han også kontrollere. "Det var et godt valg med de bukser", lød det fra ham, uden den mindste form for generthed over at give hende komplimenten.

Hendes smil trak sig til siden og blev skævt. Hun vidste aldrig helt hvordan hun skulle være omkring Lucas. Deres venskab lignede ikke andre hun havde haft med drenge, men hans opførelse lignede nu ikke så mange andre drenges på hendes alder. Han var mere charmerende, mere den type som hendes mor ville kunne lide at hun en dag tog med hjem. Men Charlotte regnede nu ikke med at Lucas skulle være den som hun tog med hjem.
Hendes smil blev fredsommelig da hans arm lagde sig om hendes talje, fornemmelsen af at have en tæt på var behagelig, hun var jo og vant til at Lucas var tæt på. Han ville sikkert være en drøm for mange piger, så hun var jo heldig at have ham som ven. Hun fulgte pænt med ham og lod et lille smil spille muntert ved hendes mundvig, da han komplimenterede hendes jeans. Hun drejede blikket mod ham og klukkede kort sin fine latter. ”Jamen jeg siger tak” sagde hun charmerende. Selvom hun aldrig havde haft et forhold til en anden mand, var hun ikke genert omkring deres komplimenter eller tilstedeværelse som andre unge piger kunne blive. Især når en charmerende flot mand som Lucas, fremsagde de smigrende ord. Hun løftede hånden for at køre fingrene gennem det løse hår. Det var sjældent at hun satte det op, ikke fordi at hun ikke kunne finde ud af at sætte hår, hun havde ofte sat hår på hendes søster og havde fået god øvelse i det. Men hun kunne bedst selv lide at det var løst, da det gav en form for frihed, i stedet for at det var fanget i en stram frisure.

Han smiler bare af hendes attitude og bliver igen mindet om, hvad det er ved hende, som han særligt godt kan lide. I en hurtig bevægelse, trækker han hende med sig væk fra stien, hvor han placerer hende med ryggen op ad et træ og derefter kysser hendes læber. Hurtigt, heftigt og uprovokeret. De føles bløde og smagen er sød. Han læber formes perfekt imod hendes, på en måde som han kender alt for godt. Selvom hun ikke kan huske det, har han gjort det før, mange gange, og han elsker at opleve hendes reaktion på den handling. Hans arme omkring hendes talje og træets solide støtte, får hele hendes placering til at være fikseret i hans greb. Han afbryder kysset og smiler til hende med et farligt glimt i øjnene. Et hun har set før, men som hun ikke genkender..
Derpå læner han igen hovedet frem imod hendes hals og kysser den, mens hans greb om hende strammes og han mærker sulten trænge sig på, da pulsen ved hendes hals, tager til i hastighed og blodet flyder hurtigt under hendes hud.

Charlottes smil forsvandt kort, da han overraskede hende med at trække hende hurtigt væk fra stien. En kort dæmpet protesterende mmh-lyd, kom bag fra hendes læber da han pressede hans læber mod hende. I hendes hoved var hun ikke blevet kysset af en dreng siden hun havde været 15 år og hun var derfor ikke vant til at kysse. Hun placerede hænderne hvor hun kunne komme til på ham for at skubbe ham væk igen, da det ikke var meningen at venner skulle kysse på den måde. Den protesterende lyd dukkede op igen, da hun ikke kunne skubbe ham væk men hendes læber gjorde dog heller intet for at stoppe ham. Hun ville træde tilbage, men hendes hæl ramte blot træet, som hun var presset op i.
Da han afbrød kysset, skulle hun til at åbne munden for at sætte ham på plads. Hun ville fortælle ham at man ikke bare kunne kysse sin veninde. Men glimtet i hans øjne fik hende til at lukke munden igen og sendte en gysene kriblende fornemmelse ned ad hendes ryg. Hun var oprevet over hans kys, men glimtet i hans øjne, gjorde hende urolig og det kunne tydeligt ses på hendes ansigtsudtryk.
Hun holdt vejret da han lænede sig imod hendes hals. Fornemmelsen af hans læber fik den gysene kriblende fornemmelse til at løbe ned af hendes hals og fik hende til at snappe dæmpet efter vejret. Hun skubbede til ham igen, da hans greb strammede sig mere og fik det urolige i hende til at udvikle sig mere til panik. "Slip mig Lucas" sagde hun bestemt, men dog med en stemme som skælvede. Hun lænede hovedet væk, i et forsøg på at skabe noget afstand til ham.

Charlotte var lidt af en speciel pige. Hun havde en tendens til at have det anderledes med Lucas, trods han altid fik hende til at glemme det. Man kunne antage de blot ville starte forfra, og hun ville reagere på samme måde, men af en eller anden grund, havde hun det forskellige med det fra gang til gang. Det kunne ikke være jernurt, da han vidste hun ikke var på det, om lidt ville han få det bekræftet atter engang.
Det ekseptionelle lækre blod ville flyde mellem hans læber og styrke ham på ny. Hendes uro irriterede ham, og han bankede hende en anelse hård mod træet. Charlotte havde ingen styrke eller magt over ham, hun kunne intet i forhold til den styrke Lucas besad. Han så hende dybt i øjnene, og gjorde det han var god til - manipulerede hans ofte. "Du vil ikke skrige," Hvislede han i hendes øre, inden han bøjede sig ned mod det tynde skind på halsen og de pulserende årer. I takt med at han satte tænderne i hende, trak han hende tættere på sig, hvilket gav ham en fornemmelse af kontrol og sikkerhed, hun kunne ikke bevæge sig nogen steder.

Charlotte spærrede forbavset øjnene op, da han bankede hende ind i træet. Hun blev chokeret over hans opførelse og følte sig ikke tryg i hans selskab og det at hun ikke havde en chance for at skubbe ham væk, gav panikken ekstra ild. Kort forsøgte hun af rykke til siden i et sølle forsøg på at komme væk. Hun var ikke opdraget til at slås og kendte som sådan ingen kneb til at forsvare sig. Ej heller ville hun slå på hendes venner, selvom Lucas var gået over stregen både med at kysse hende og banke hende ind i træet.
Endnu engang havde hun åbnet munden for at sige noget, men hans stirren ind i hendes øjne, fik hende dog hurtig til at lukke munden igen. Hans ord sank ind og uden at tænke over det, ville hun gøre som han sagde, også selvom hans hvislende stemme gav hende kuldegysninger. Hun bevægede sig en smule uroligt, da han igen lænede sig frem mod hendes hals, dog kunne hun ingen vegne flygte, da hans greb om hende var umulig for hende at bryde.
Et chok gik igennem hende, da hans tænder gik gennem hendes hud på halsen og smerten fik hende til at spærre hendes øjne op endnu engang. Det skrig som et kort sekundt havde været ved at danne sig, kvalte hun med det samme uden af tænke over det og det kom ud som en dæmpet næsten lysløst gisp. Hun forsøgte at rykke på sig igen, selvom det var ved at sive ind ved hende at noget var galt, hans strammende greb var foruroligende. Hendes hjerte hamrede af panik, men smerten af hans tænder som trængte længere ind i hende fik hende til at knibe øjnene hårdt sammen.

Gabriella kiggede mistroisk i retning mod træerne. Normalt var der næsten aldrig nogen herude. men alligevel stod hun og så et par op af et træ. Hun skulle til at rulle med øjnene af dem og gå videre, da hun syntes det hele så forkert ud, pigen så skrækslagen ud men sagde intet. Drengen virkede brutal og duften af blod ramte hende lige i hovedet da vinden drejede i hendes retning.
Hendes naturlige fjende stod derovre og trak livet ud af den stakkels pige, hvilket kun gjorde Gabriella vred. Hun tog en dyb indånding for få lidt ro i sindet men det hjalp ikke. Hun gik over mod dem med stålfaste skrid, bladene raslede under hendes skridt og kviste knækkede højlydt, hun havde intet i mod det jo hurtigere han fik tænderne ud af hendes hals jo bedre.hun Stirrede på drengens nakke, parat på at han ville reagere. Da hun stod bag prikkede hun ham på skulderen. Hun ville ikke slå ham i jorden før han havde tænderne ude af pigen, det kunne jo ske at hans tænder rev hendes hals op.
Stanken. Stanken af blod var slem lige her og hun væmmedes ved den og især ved ham der forårsagede den.

// håber det er okay kan ikke helt afgøre længden da jeg skriver over mobil (: