I don't think that I have seen you here before ~Frederik

Tid: Eftermiddag
Sted: Havet
Vejr: Overskyet og noget blæsende
Omgivelser: En tom strand
Påklædning: Mørke jeans, en hvid bluse og en mørkegrå jakke udenover der står åben og sorte converse

Miranda var endnu en gang på stranden, der var bare noget der trak hende dertil og det var bestemt ikke svært for hende at gætte hvad. Havet. Hendes øjne sendte længselsfulde blikke ud imod havet, som hendes øjne havde samme farve som. Et lille suk forlod hendes læber og et kort øjeblik overvejede hun virkelig at gå ud i vandet, med alt tøj på, selvfølgelig, selvom det godt kunne virke ret mærkeligt, men det forsvandt jo nærmest efter de tre sekunder det til fra hun rørte vandet til at hun fik have. Og hvis hun løb, ville hun let og hurtigt kunne nå ud på knædybde så hun kunne svømme resten af vejen, og hurtigt ... årh, hun kunne svømme så hurtigt og ville på ingen tid være ude på dybt, dybt vand med hendes skarpe syn og den fantastiske undervands verden omkring sig. Men det gjorde hun ikke, hun blev stående hvor hun var, nogle meter fra der hvor bølgerne skyllede op og så længselsfuldt ud over horisonten.

Med hans pistol i lommen, men med løs krudt i første skud, gik han mod stranden. Eller havet. Arh, hvad pokker.
Han kom oprindeligt fra italien, så den italienske accent var tydelig i hans stemme. Den gjorde den mere... Charmerende. Ikke at han prøvede at være charmerende, det var der bare af sig selv. Han kunne mange sprog, hvilket var et held for ham.
Han havde en sort jakke, sort trøje med V udskæring ved brystkassen, sorte jeans, og sorte converse. Jakken var åben. Hans hår hang ned over øjnene på ham.
Roligt kiggede han udover havet... Det smukke hav. Han lagde armene over kors.
Han fik øje på en anden skikkelse noget væk... Han mærkede efter i forlommen, og var nu helt sikker på pistolen var der.
Man kunne aldrig være for forsigtig.
Han begyndte at løbe hen imod hende... Og stoppede op ved siden af hende.
"Godeftermiddag." Han smilede venligt.

Miranda hørte ikke de løbende skridt nærme sig før de var lige ved hende, og hun vendte sig roligt om imod hvem der end måtte komme imod hende. Da hun så fyren, smilede hun let og venligt. "Godeftermiddag," hilste hun igen med en tydelig spansk accent og havde godt allerede bemærket hans accent. Italiensk. Den lå meget tæt op ad spansk, og så alligevel ikke, men det fik hende alligevel til at smile bredere og sødere til ham uden rigtig selv at bemærke det. "Du er fra Italien?" spurgte hun med en blid stemme og så nysgerrigt på ham med sine havblå øjne. Hun var utrolig god til at genkende accenter da hun selv kunne fake flere da hun havde fået banket mange, mange sprog ind i hovedet allerede som helt lille, så hun kunne for eksempel snakke flydende fransk, græsk, italiensk og tysk.

Pigen var smuk, uden tvivl. Men... Ja, man vidste aldrig. Det var tydeligt at se på ham at han var forsigtig... Vagtsom. Det var han tit. Synet kunne bedrage... Det havde han lært på den hårde måde. Han lagde armene over kors, og smilede høfligt.
"Ja, jeg er fra italien." Han nikkede, og betragtede hende. Mange drenge ville sikkert blive blød i knæene af hendes smil, og det var tæt på at Jack blev. "Spanien?" Han så spørgende på hende. De havblå øjne talte næsten til ham.
Hans brune øjne var blide, og rolige. Han stak hånden i den lomme hvor pistolen var, men greb ikke om den. Han dækkede den nærmest.

Miranda kunne godt se hvordan han var forsigtig med hende, og det undrede hende, og derfor lagde hun hovedet let på skrå. "Ser jeg virkelig så farlig ud?" spurgte hun med et drillende smil om læben og så på ham med et lettere undrende og nysgerrigt blik. Hun smilede sødt til ham. "Det er et dejligt land," sagde hun med en lille nikken og smilede til ham og nikkede endnu en gang. "Ja, og jeg er fra Spanien." Hun klukkede blidt og smilede endnu en gang sødt til ham. Hendes havblå forlod ikke hans brune et eneste øjeblik, men fangede dem nærmest uden at hun selv var fuldt bevidst ved det. "Jeg er for øvrigt Miranda," præsenterede hun sig selv og rakte hånden til ham med et venligt smil.



//Øhm, Jack? xD

Damn. Hun havde opdaget hans forsigtighed. Han tøvede et sekund, og rømmede sig lidt. Han smilede skævt.
"Nej, men man ved aldrig." Han tog hånden op fra lommen. Desværre... Endte det med at pistolen viste sig lidt, men hurtigt fik han den ned igen. Forhåbentlig havde hun ikke set det. Det håbede han virkelig ikke...
"Indeed." Han lagde armene over kors, og trippede lidt. Ikke fordi han var nervøs, han kunne bare ikke stå stille. "Spanien... Smukt sprog de har." Et skævt smil kom over hans læber. Selvom hun ikke var direkte truende var han opmærksom på hver en bevægelse hun foretog.
"Frederik, mig en fornøjelse." Han tog imod hendes hånd, og klemte den blidt.

//Neeejjjj....

Miranda klukkede blidt og sødt over ham og trak let på skuldrene. "Jeg kan forsikre dig, at jeg er fuldstændig uskyldig, og ikke en hemmelig seriemorder," sagde hun og blinkede drilsk til ham. Og hun mente det, hun var måske en havfrue og de havde rygter om at forføre sømænd og drukne dem ude på dybt vand. Hun så ikke noget til pistolen da hun jo stadig havde øjnene imod hans.
Hun nikkede med en lille klukken. "Ja, det er et meget smukt sprog," sagde hun en anelse længselsfuldt og sukkede let, da hun jo egentlig savnede sit fæderland, men hun kunne jo ikke tage tilbage igen, måske aldrig ...
Hun nikkede let. "Fornøjelsen er min," sagde hun blidt og høfligt igen og trykkede blidt hans hånd og tog derefter sin hånd til sig.

//Det skrev du ellers før xD

Hans smil blev mere bredt, og charmererende... Nu ville han være charmerende. Han slog en latter op. Han trak på den ene skulder.
"Hm... Så behøver jeg vidst ikke at være urolig." Det burde han stadig, men han blev mere afslappet i kroppen. Han blev nærmest fanget af hendes havblå øjne... Amazing. Han fik kuldegysninger af det. Det var også en smule skræmmende... Hurtigt slog han blikket ned... Tænk hvis hun var vampyr... Hun kunne sikkert finde på at tvinge ham.
"Du virker anderledes." Det var nærmere et spørgsmål, end konstatering. 'Hvorfor er du anderledes?' Nærmere. Da hun slap hans hånd stak han den ned i lommen igen.

//Okay okay! Jeg er Jack! xD Men men, må Miranda vide om de andre racer?

Miranda undrede sig kort over hans pludselig humørskift, men nød det alligevel, han havde en køn latter og hun mente selv, at verden ville være et meget bedre sted hvis folk tog sig mere tid til at smile til andre og le. "Nej, det burde du virkelig ikke, for jeg er ikke typen der bider," sagde hun med et lille grin. "Så meget, da." Hun blinkede endnu en gang drilsk til ham og smilede sødt. Hun undrede sig dog bare endnu en gang da han slog blikket ned, og hendes smil falmede en anelse. Men kun lidt. Hun trak bare på skuldrene over hans ord. "Sådan er jeg bare," sagde hun med et skævt smil og så på ham med blide, blå øjne.

//Busted? xD Bare lidt Ikke endnu ^^'

Hendes kønne latter fik ham til at se hende i øjnene igen. Hurtigt blev han fanget af de havblå øjne. Hun var ikke vampyr... Så havde hun bidt ham for længst. Et drillende smil kom frem hos ham. Den anden hånd blev også sat ned i en lomme.
"Så håber jeg da at du ikke bider mig." De brune øjne lyste af op af venlighed, og charme. Han skulle måske ikke lige tage pistolen frem... Hun var jo dejlig at snakke med. Han så kort udover havet, men kiggede så på hende igen.
"Sådan er du bare? Okay... Lad mig formulere det anderledes." Han grinede kort. "Hvorfor virker du så anderledes?" Han spurgte forsigtigt. Hvis hun nu ikke ville fortælle ham det, så var det helt fint.

//^^ Okay. Så siger Frede intet. C:

Miranda gengældte blidt hans blik og smilede sødt til ham. Hun forstod ham ikke helt, men ja, nu havde hun jo heller ikke den store erfaring med det andet køn, hverken som venner eller som mere end det, hun vidste intet om det, for i hele sit liv havde hun næsten kun snakket med folk der var omkring et årti ældre end hende selv, eller ældre end bare det. Det havde været et trist og kedeligt liv for den lille Miranda, men dog havde hun nydt en ting. Dans. Og nu kunne hun godt alle de forskellige selskabs danse der fandtes, og hun elskede det, at blive svunget rundt på dansegulvet til den blide musik.
Hun rynkede let på brynet over hans nærmere forklaring. "Hvad mener du dog?" spurgte hun med en mere rolig stemme og et undrende smil om læben. Hun forstod virkelig ikke hvad han mente, og så alligevel ... kendte han mon noget til havfruer?

Han kendte til alle racerne. Han var... Klog på de områder. Hans forældre havde fortalt ham om alle racerne, indtil en vampyr havde dræbt dem... Om det var en vampyr, eller en hybrid var han nu ikke helt sikker på. Han havde aldrig rigtig tænkt over det. Så hans forældre var døde, og de adoptiv forældre der havde taget sig af ham indtil den dag han flyttede til Mystic Falls, var hans eneste forældre. Ikke rigtige, men det var godt nok. Piger... Dem forstod han ingenting af. Han var ikke let at forvirre, men nogle få piger havde lykkedes at sætte forvirring i hans hoved.
"Jeg mener, du virker... Finere på en måde, misforstå mig ikke... Det virker bare som om du har haft en... Stram barndom." Han trak på den ene skulder, og smilede skævt. Igen så han imod havet. "Før jeg kom hen til dig, så du længselsfuldt på havet... Benægt det ikke, jeg så dit blik. Hvorfor? Vil du ud, og svømme?" Han så drillende på hende.

Miranda kendte selv ingen andre racer end hendes egen, hun gik stadig rundt i den tro om, at der ikke fandtes vampyrer eller varulve. Uviden om hvilken farer der fandtes omkring hende, smilede hun sødt til Frederik og lyttede roligt til hans ord. Hun trak på skuldrene. "Det havde jeg måske, men mange ville nok have ønsket sig det liv jeg havde," sagde hun ligegyldigt og med en endelig tone, som tydeligere end ord sagde, at hun ikke ville snakke om det. Hun tøvede ved hans næste spørgsmål og smilede lidt til ham. "Ikke i det her vejr," sagde hun med et lille grin og nikkede op imod himlen, som var fuldstændig overskyet og vinden var kold. "Jeg ville bare ende med at blive syg." Hun klukkede blidt og trak lidt på skuldrene, men egentlig var hun mildt sagt, pisse ligeglad med vejret, hun ville bare ud at svømme. "Nej, jeg tænkte på stranden tæt ved der hvor jeg boede i Spanien, jeg har måske lidt hjemve," sagde hun med et lille, skævt smil og så roligt på ham.

En trang til at vise hende hans pistol kom frem, men slog den væk. Hvorfor skulle han? Hun ville jo bare tro han var en koldblodig morder... Hvilket han slet slet slet ikke var. Langt fra. Han foldede hænderne bag ryggen, og smilede skævt... En anelse kærligt, også. Han kunne ikke lade være...
"Jeg forstår." Han ville endelig have spurgt ind til hvorfor, men det var tydeligt hun ikke ville snakke om det. Han kunne slå sig i panden... Hvilket fjols han dog var! Selvfølgelig ville hun ikke svømme i dette vejr!
"Selvfølgelig..." Han så undrende på hende. "Fryser du ikke?" Spurgte han blidt. Arh... Hjemve. "Det kender jeg godt, det med hjemve."

Miranda smilede en anelse taknemmeligt da han ikke fulgte mere op på hendes opdragelse og tid som barn. Hun kendte ham ikke særlig godt, så man kunne vel godt sige, at hun ikke følte, at han var fortjent til at vide det, det måtte tiden vise sig, om hun nogensinde ville komme til at fortælle nogen om sin fortid og hvem hun rigtig var ... og hvad hun rigtig var. Hun tog sig ikke af det kærlige i hans smil forinden, hun slog det bare hen. Hun rystede på hovedet. "Nej, jeg er god til at holde på varmen," sagde hun med et lille grin og smilede sødt og varmt til ham. Hun nikkede lidt til ham og smilede. "Det forstår jeg godt, at du gør, man vender sig jo aldrig helt til et andet sted, ens hjemland vil altid været ens hjem," sagde hun med et lille, sørgmodigt smil og så kort ud over havet med et længselsfuldt blik. Det var rigtigt hvad hun havde sagt, stranden mindede hende om Spanien, men det var stadig ikke hele grunden til hendes længselsfulde blik.

Ingen vidste hvad han var. Hans hemmelighed. Han var jæger. Trangen blev snart for stor... Han smilede, og mærkede at han blev spændt i kroppen igen. Han lagde hovedet lidt på skrå.
"Nå, så det er du? Men det er så her jeg kan sige... Det er jeg ikke." Han slog igen en latter op. "Så... Kunne du tænke dig at tage et andet sted hen?" Han så spørgende på hende. Han nikkede blot til hvad hun sagde... Så sandt, så sandt. Han tog begge hænder ud af lommerne... Men i den højre var pistolen. Han ville ikke skyde, han... Ville bare vise hende at han havde sådan en. Han så lidt på den... Han ville vise at han havde sådan en... For at se hendes reaktion. Han vendte pistolen nedad.

Miranda lo blidt over ham og rystede let på hovedet over ham. "Gerne, vi skal jo ikke have at du fryser," sagde hun drilsk og smilede varmt og sødt til ham. Hun kunne godt lide ham, han var rar at snakke med, men da han tog hænderne op ad lommen og noget sort fangede hendes blik, vendte hun blikket nedad og gik så hurtigt et skridt tilbage. Han havde en pistol i hånden, og uden at tænke, løftede hun hånden og lukkede den langsomt sammen og fik pistolen til at blive utrolig varm, så han ville give slip på den. "Hvordan fanden fandt du mig?" forlangte hun at vide og så vred på ham. Han havde ført hende bag lyset, hun troede, at han var en eller anden hendes faster havde sendt efter hende for at bringe hende med hjem, så han da han endelig havde fundet med hende, havde han sikkert prøvet at vinde hendes tillid så han kunne føre hende sikkert hjem igen. Hun sparkede hurtigt pistolen ud ad hans rækkevidde inden hun trådte truende imod ham. Hun var omkring hans højde, så det var intet problem. Raseriet gjorde hendes havblå mørke og de lignede havet ved en storm. "Jeg spørg kun en gang til, hvem er du?" sagde hun igennem sammenbidte tænder og så hårdt og fast på ham. Hun kunne ikke huske sidste gang hun havde været så vred, eller jo, sidst var da hendes faster var kommet og havde sagt, at hun havde fundet hendes fremtidig mand.

Hun gik væk fra ham. Han så trist ud... Han... Fik et chok da pistolen blev varm, og slap den. Hva fanden... Han så på hende, og spærrede øjnene op. Havfrue! Det var HELT sikkert! Hun virkede vred... Hun var vred... Han bevægede sig ikke. Hans brystkasse bevægede sig hidsigt op, og ned. Fundet hende? Hvad snakkede hun om? Han svarede ikke. Han var ikke bange. Han var chokeret. Det var derfor hun havde set sådan på vandet! Og derfor hun virkede anderledes! Hun var havfrue... Han så efter pistolen da hun sparkede den væk, og mærkede hun trådte tæt på ham. Han så på hende igen, og fik et spjæt i kroppen af hendes øjne. Hun var høj... Ikke at der var noget galt i det. Han var chokeret. Hvem han var... Så begyndte talestrømmen.
"Jeg ved ikke hvad du snakker om. Fundet dig? Jeg har aldrig hørt om dig i hele mit liv. Jeg kommer fra Italien, Roma. Mine forældre blev myrdet, og jeg blev adopteret. Jeg flyttede hertil på grund af... Nogle mystiske ting der foregår her. Jeg er jæger. Jeg jager... Mange forskellige ting. Mit navn er som sagt Frederik. Mit fulde navn er Frederik McGivens Valentine. Jeg går rundt med en pistol fordi jeg, som sagt, er jæger. Jeg ved også hvad du er. Du er en havfrue. Men hvorfor skulle jeg prøve på at finde dig? Hvad betydning har du? Hvorfor fanden er du så smuk?" Han så rådvildt på hende... Og fortrød lidt det sidste spørgsmål.

Miranda var klar til at løbe sin vej, bare løbe ud til vandet og forsvinde i dets dyb, men hun blev, hun ville høre hans forklaring, ville vide, hvordan han havde fundet hende, hun skulle bare vide det! Derfor blev hun og lyttede til hans talestrøm, og rynken imellem hendes bryn blev kun dybere imens han talte. Hun reagerede slet ikke da han sagde, at hun var en havfrue. "Havfruer findes ikke," sagde hun koldt og så hårdt og vredt på ham, dog ... så troede hun ham, han virkede oprigtig og hun havde længe været i stand til at se om andre løg eller ej, det var en nyttig egenskab at have når man gik rundt med folk der gerne ville tage magten fra hende. Hun svarede ham ikke til at starte, blev bare ved med at stirre på ham med et vredt blik, men det sidste spørgsmål slog nærmest luften ud ad hende og vreden dampede lidt af og hun så bare undrende på ham. "A'hvad for en fisk?" spurgte hun og kunne ikke lade være med at le kort.

Havfruer fandtes ikke?
Han fnøs. Det gjorde de! Han vidste bare de gjorde! Han løj ikke. Hvorfor skulle han? Det nyttede jo alligevel aldrig. Han lagde armene over kors, og så stædig ud. Han ville hente pistolen, men orkede ikke rigtig... Hvis han gjorde ville hun jo sikkert se det som om han ville angribe. Hvilket han slet ikke ville.
"Ville du så have noget imod jeg kastede vand på dig?" Han så undrende, og stædigt på hende... Som om han seriøst kunne finde på det. Og det kunne han. Han var ikke bange for hende. Han troede ikke på hun kunne finde på at såre ham... Sådan, permanent. Hun grinede! Det var ikke spor sjovt!
"Ja. Hvorfor er du så smuk?" Han virkede alvorlig, og stædig.

Miranda hævede let øjenbrynet og så irriteret og hårdt på ham. "Ja, det ville jeg fandme!" sagde hun irriteret og var begyndt at blive vred igen. "Hvem fanden vil have vand på sig? Det er fuckin koldt!" Hun knyttede næverne og så irriteret på ham og overvejede virkelig bare at slå ham, men gjorde det ikke, for hun var ikke en voldelig person ... kun når hun virkelig blev vred. Hun kunne let såre ham, for hun var ikke uden erfaring indenfor kamp, hun kunne sagtens forsvare sig selv, noget hendes faster havde sørget for at hun lærte. "Jeg er født sådan her," svarede hun irriteret, dog stadig meget undrende. Hvorfor spurgte han hende om det?

Meget vel.
Hun bad fandme selv om det. Hurtigt havde han kursen mod vandet.
"Du giver mig intet andet valg." Et drillende smil kom over hans læber. Han stoppede op, og vendte fronten mod hende. Født sådan? Hans øjne søgte hen mod pistolen, men hurtigt mod hende igen. Smilet var falmet.
"Jeg ved ikke hvem du er. Fortæl mig hvem du er... Please." Han stod helt henne ved hende igen.

Miranda betragtede ham idet han havde kurs imod vandet, og hun holdte sig rolig. "Du er skør!" sagde hun irriteret og gik over imod hans pistol og tog den op inden hun selv gik ud imod vandet, lagde armen tilbage inden hun kastede pistolen langt ud i vandet. Hun havde en fantastisk kastearm og fik kastet pistolen mange, mange meter ud ud i havet, og havde forhåbentlig ramt et sted hvor der var dybt nok til at ingen kom der ud og ramte bunden. "Hvorfor skulle jeg fortælle dig hvem jeg var?" spurgte hun irriteret og begav sig væk fra vandet. Der var intet smil på hendes læber, og ingen varme følelser i hendes havblå øjne, kun et uvejr.

HVAD FANDEN?!
Han spærrede øjnene op da hun kastede pistolen ud i vandet, og mærkede hjertet synke.
"Nej!" Han råbte, og tog straks jakken, og trøjen af for at hente den. Han kunne ikke miste den! Han måtte ikke!
Han løb ud i vandet, og hoppede i. Kulden bed i hans hud, og da han kun var menneske kunne det meget vel gøre ham syg... Men den pistol betød verdenen for ham. Hans hår blev vådt, og bukserne, skoene... Men det betød intet. Han svømmede op ad, og en bølge væltede nedover ham. Han røg ned igen... Han ville måske drukne,men det var ikke sikkert. Han var stærk, og stædig. Han røg op igen, og rystede på hovedet.

Miranda blev lidt overrasket over hans reaktion, det var jo bare en pistol, ikke? En materiel ting der egentlig ikke burde betyde særlig meget. Og da han begyndte at gå ud i vandet for at hente det, satte hun sig ned i sandet og betragtede ham roligt. Hun havde tænkt sig at redde ham hvis han forsvandt fra overfladen, men ikke før. Derfor ventede hun tålmodigt på at han enten var ved at drukne eller at han klarede det og kom ind på bredden igen, sikkert vred og rasende, og med en pistol i hånden, men skidt. Hun ville nok overleve uanset hvad.