i'm really taht frightening ? -Jack-

Havfruer.
De uhyggelige væsner.
Mange gange havde han mødt dem, og det havde altid endt med at han skulle true dem med at dræbe dem. Han turde godt. De var på en måde som sirener, men så alligevel ikke. Deres gen blev ikke opløst lige med det samme, det kom altid nogle år senere deres fødsel.
Den eftermiddag havde han en hvid skjorte på, sorte jeans, og sorte converse. Han så udover havet.
Havet... Det dejlige vand, han elskede det mere end livet selv.
Som pirat havde han brugt mange år på havet... Men det var ikke derfor han var ved stranden.
En stemme lokkede ham, og en pige der sad på en sten nær havnen.
Han satte sig ned i sandet, og betragtede hende.

//Det er helt fint ^^

Han smilede uskyldigt til hende da hun så på ham.
Selvfølgelig, så havde han ingen planer om at gøre hende fortræd... Medmindre hun gjorde ham fortræd.
Så forsvandt hun. Ned i vandet.
Han sukkede, og så ned.
Da han hørte stemmen igen så han op, og smilede charmerende.
Han var ikke charmerende med vilje, sådan var han bare.
Hun var tættere på nu, han sad ved vandkanten.
"Godeftermiddag, havfrue."

Nå, så hun vidste han var hybrid?
Meget vel. Det passede ham fint.
Hvad der bragte ham herud... Et lusket smil bredte sig hos ham.
"Tja, en gammel pirat må vel have lov til at besøge det han har mest kært."
Han lod sig dumpe ned i sandet, og lukkede øjnene.
Nød lugten af hav, og sand blandet sammen...
Noget han elskede allermest.

De sidste seks år... Han grinede kort. En hæs, men charmerende latter.
Han hørte at hun svømmede tættere på.
"Desværre, så er den moderne tid kommet. Mit skib er væk, og det samme med mit mandskab."
Hun kunne ikke huske hvordan man gik? Han satte sig op da hun tog fat i hans fod.
Han lagde sig på ryggen, og kravlede halvt ud til hende med et charmerende glimt i de brune øjne.
"Skal jeg lære dig det?" Hviskede han blidt.

Selvfølgelig var han ældre.
"Sweety, jeg er oprindelig. Jeg er meget gammel."
Han kunne ikke gøre for det, sweety.
Det var en vane, en vane han ikke kunne komme væk fra.
Uanset hvor meget han ønskede det.
Han rejste sig op, og så ned på hende.
"Jeg kan mange ting, det ville undre mig hvis jeg ikke kunne dette."
Hans stemme var drillende, og det samme med hans smil.
Roligt tog han hendes hånd.
Forsigtigt begyndte han at trække hende op.
Hurtigt knappede han hans sin skjorte op, og lagde den rundt om hende.

Hm.
Det var da dejligt at vide.
Nu kunne menneskerne vel også snart skifte form til krager?
Nej vel?
Han sukkede.
"Man behøver ikke være gammel for at have set en kanonkugle flyve igennem en mands krop."
Ikke sandt.
Man skulle være gammel for at have oplevet det.
Han greb hende om armen da hun var ved at falde, og trak hende op at stå.
"De er nydelige."
Han smilede skævt, og lagde en arm om hendes liv.
Bare for at holde hende oppe, selvfølgelig.

Han lod det passere.
Grebet om hendes liv var stærkt, men ikke nok til det gjorde ondt.
"Hvorfor er det seks år siden?"
Han så undrende på hende.
I hans ører lød det sært.
Men han elskede selv havet.
Han smilede charmerende.
Forsigtigt begyndte han at gå, og på en måde tvang hende med.

Han så en anelse undrende på hende.
"Sig mig, hvor gammel er du?"
Stemmen var en anelse hviskende, men utrolig høflig.
Han tog fat i hendes arm, og lagde den om hans nakke.
"Men gik du så bare fra alt? Venner, familie... Kæreste?"
Det lød mærkeligt.
Hvis det havde været ham... Okay...
Han ville nok også leve i vandet.

Roligt lyttede han med.
"22... Så ung du er."
Han smilede skævt.
"Det gør mig ondt at du blev mobbet."
Han så på hende med sine brune øjne.
"Men det burde ikke holde dig fra verdenen udenfor din lille vandboble."
Han så fremad igen.
Mange ville sikkert ikke tro på at en oprindelig hybrid ville hjælpe en pige.
Da specielt ikke hvis hybriden havde været en pirat.
Men sådan var han bare.

Et stille smil kom over hans læber.
"Nej... Men jeg er skam ung. Eller... Min krop er."
Han slog igen den hæse og charmerende latter op.
"Hm... Så ville jeg nok også foretrække vandet."
Han blev med et alvorlig.
"Jo. Eller på en måde. For at være ærlig kan jeg ikke lige havfruer. Men jeg giver det en chance."

//undskyld kort svar

Han sukkede blot af hendes sarkastiske tonefald. Ikke at han var sur, nok bare... Træt. Ja, træt.
Han strammede grebet om hende da han stod foran hende.
"En havfrue er en havfrue. I har hver jeres egen personlighed, men i minder mig om sirener. Javist har du ikke gjort mig noget... Endnu. Men jeg er heller ikke bange for jer. Det endte altid med at det var havfruerne der flygtede. Dengang jeg havde et skib, og et mandskab, udforskede jeg mange ting. Der iblandt din race. De stødte tit på os, og prøvede at få vores opmærksomhed ved at svømme tæt på skibet og grine... Det skræmte mandskabet. Havfruerne mindede dem om sirenerne. Jeg var nød til at true dem, og hoppe ned til dem. Hvad tror du så der skete?"
Hans blik var hård, men hans ansigt trist.

Hvis hun skulle... Slap af...
Han måtte slappe af.
"Hør her. Jeg er fri, jeg er helt fri. Min herre er mig selv. Men nok om det. Da jeg hoppede ned til havfruerne blev de forførende overfor mig. Men jeg var bestemt. Jeg blev trækket ned i vandet. Havfruerne troede de var sirener. Indtil mit mandskab fik kanonerne til at skyde. De blev bange og slap mig."
Han slap hende. Men ville dog stadig gribe fat i hende hvis hun var ved at falde. Han var ikke ond.